Troede Carl-Emil var “retarderet”: Nu passer han kongeparrets køkkenhave

Bachelorette-deltageren Carl-Emil Top Cold har altid kørt i et højere gear end de fleste. Som gartner blev det pludselig en fordel.
- Carl-Emil Top Cold var alt for energisk og kreativ til at sidde stille i et klasselokale.
- Nu har den 27-årige 3F'er fundet sin vej som deltidsgartner og kunstner.
- Han er også deltager i årets sæson af TV 2 Echo-programmet "Bachelorette".
Til et forældremøde i folkeskolen fik Carl-Emil Top Cold en besked fra sin lærer, som han aldrig har glemt.
Læreren troede, at han var “retarderet”.
– Og der følte jeg mig jo virkelig bygget op, siger han med tør ironi.
Carl-Emil Top Cold har altid haft svært ved at sidde stille. Han beskriver sig selv som en person, der kører i et højere gear end de fleste.
Det gjorde skoletiden til lidt af en kamp.
– Så jeg har ikke rigtig følt, at jeg var særlig god til særlig mange ting, siger han.
Men så fik han jobbet som gartner.
Artiklen fortsætter efter videoen.
Duede ikke til at sidde stille
Carl-Emil Top Cold er 27 år og med i årets sæson af TV 2 Echo-programmet “Bachelorette”.
Her rejste han sammen med 19 andre mænd til Sicilien for at date to kvinder for rullende kameraer.
I programmet spurgte værten Petra Nagel, hvad man får med ham som kæreste.
– Stress, lød svaret.

For han ved godt, at der er fart på.
Alligevel gennemførte Carl-Emil Top Cold gymnasiet – på trods af sine tidligere udfordringer i skolen.
Men bøgerne og undervisningen drænede ham. Derfor prøvede han landbrugsuddannelsen efterfølgende.
– Jeg kunne godt lide at være ude i den friske luft. Men det er altså også ret kedeligt bare at sidde i en traktor hele dagen, synes han.
Han blev uddannet landbrugsassistent, men det var først, da han igen skiftede spor og begyndte som gartner, at brikkerne faldt på plads.
Det fedeste er at være uden for med hænderne i jorden. Også når det regner og er pissekoldt
Carl-Emil Top Cold
Fik kamp-meget ros
Under uddannelsen kom Carl-Emil Top Cold i praktik på Fredensborg Slot. Her fik han for første gang “kamp-meget” ros.
– Så begyndte jeg at føle, at jeg gjorde noget rigtigt.
I dag arbejder han deltid som royal gartner, hvor han blandt andet passer kongeparrets køkkenhave under Slots- og Kulturstyrelsen.
Nu er hans høje energiniveau lige pludselig blevet en fordel:
– Det værste på arbejde ville være, hvis jeg ikke skulle lave noget.
Jeg har også brug for noget at lave, som kan køre mig lidt flad og udfordre mig lidt.
Carl-Emil Top Cold
Før Carl-Emil Top Cold fandt gartnerfaget, havde han haft ”alle mulige mærkelige job”.
Flere af dem kalder han ”lortejob”.
– Jeg var heller ikke engageret på de job, så jeg ville også få at vide, at jeg var dårlig. Og så er det svært at bygge sin arbejdsselvtillid op, siger han.
Men han har aldrig været bange for at prøve noget nyt. Hvis et arbejde ikke passede til ham, fandt han et andet.
– Men jeg havde ikke helt regnet med, at jeg ville finde et sted, jeg er så glad for, siger han om gartnertjansen.
– Det fedeste er at være uden for med hænderne i jorden. Også når det regner og er pissekoldt.
Lorteroser
Udover sit arbejde med naturen bruger Carl-Emil Top Cold meget tid på at lave kunst.
Derfor arbejder han tre dage om ugen som gartner, så han både får plads til alle sine mange kreative projekter, men også får noget struktur i hverdagen.
– For jeg har brug for at lave noget, som kan køre mig lidt flad og udfordre mig lidt, siger han.

Han så også sin deltagelse i “Bachelorette” som en god måde at udfordre sig selv på.
Selv som deltager i et datingprogram kan han dog ikke helt smide gartnerbrillerne.
Særligt ikke, når de eftertragtede roser bliver delt ud ved roseceremonierne.
– Det er lorteroser. De er avlet til at være pæne, men de dufter ikke af noget, griner han.

