Kenneth fra Luksusfælden: Sådan får du pengene til at række længere

Fødevarepriserne stiger, men du kan stadig få pengene til at række hele måneden ud. Økonom Kenneth Hansen giver sine bedste tips til gode indkøbsvaner.
- Stigende madpriser presser danskere, og bekymrer 3F'erne, viser en ny rundspørge.
- Kenneth Hansen, økonomisk ekspert og vært fra Luksusfælden, giver råd til, hvordan man får pengene til at række bedst, når man har et stramt budget.
- Han har selv gennem mange år vejledt danskere med at få en presset økonomi til at række til alle udgifter.
Oksekød, smør, æg, chokolade, olivenolie.
Priserne på almindelige dagligvarer fortsætter kun i én retning, og det er opad.
Så hvad skal du gøre, hvis det budget, der plejede at række til hele måneden, pludselig er brugt op efter et par uger?
Kenneth Hansen har som økonomisk ekspert og vært i TV-programmet Luksusfælden i over 10 år hjulpet pressede danskere med at få styr på økonomien.
Han kommer her med sine bedste råd, hvis du synes, at økonomien rækker kort.
En kamp man ikke kan vinde
De stigende madpriser har det sidste stykke tid fyldt meget i både mediebilledet og i hjemmet hos danskerne.
For særligt 3F’erne er det de høje priser på madvarer, der i øjeblikket bekymrer dem mest økonomisk.
Det skriver Fagbladet 3F ovenpå en ny rundspørge, som analysefirmaet Methods.dk har lavet blandt medlemmer og danskere i arbejdsstyrken.
Det billede kan økonomen Kenneth Hansen godt genkende.
– De stigende fødevarepriser er jo en kamp, man ikke kan vinde, siger han.
Hvad er de gode råd?
Kenneth Hansen har stået på Tv-skærmen og hjulpet økonomisk pressede danskere i Luksusfælden, der har kørt i snart 35 sæsoner.
Og der er særligt ét problem, han oftest støder på under optagelserne:
– Folk bliver altid overraskede over, hvor mange penge de egentlig bruger på mad.
– De har en idé om, at de nok bruger 3000 kroner på mad, men så viser det sig, at de faktisk bruger 8000 kroner, fortsætter Kenneth Hansen.
Vi danskere er jo vanedyr, så vi kommer ofte til at tage mærkevaren, som vi kender
Kenneth Hansen
Ifølge Kenneth Hansen skyldes det, at vi danskere er rigtig gode til at “hygge” lidt ekstra, når vi får det en smule hårdt.
– Og så ryger der også lige en pakke chokolade eller en kage i kurven. Hvis det sker flere gange på en uge, kan det hurtigt løbe op, siger han.
Få overblik over dit egentlige forbrug
Så økonomens første gode råd er at kigge på, hvor mange penge, du faktisk bruger.
Udover at skære ned på de sukkerholdige godter, foreslår Kenneth Hansen også, at man skærer ned på sit kødforbrug og erstatter det med grøntsager.
Mange laver den fejl, at hvis der ryger noget unødvendigt i kurven, så tænker de: ”Nu kan det hele også være lige meget.”
Kenneth Hansen
Generelt anbefaler han, at man skal vænne sig til at kigge væk fra de produkter i supermarkedet, man altid rækker ud efter.
– Vi danskere er jo vanedyr, så vi kommer ofte til at tage mærkevaren, som vi kender.
– Men hvis man kigger på de nederste eller øverste hylder i supermarkedet, står der ofte lignende produkter i en lavere kvalitet, og til en lavere pris.
Jag tilbuddene i god tid
Et andet råd fra Kenneth Hansen er at planlægge sine indkøb og udnytte tilbuddene i dagligvarebutikkerne.
Derfor kan det være smart at lave en madplan i stedet for at handle fra dag til dag.
Og så kan det betale sig at købe større mængder, når prisen er i bund.
– Når man ved, man bruger meget smør, pasta eller olie, så giver det mening at købe større mængder, når det er på tilbud.
– Hvis jeg kan spare 50 procent på noget, jeg alligevel altid køber, så kan jeg sagtens købe stort ind, hvis jeg ellers har pladsen derhjemme, siger han.
Giv ikke op efter ét fejlkøb
Selvom disciplin er vigtig, når det kommer til at overholde et budget, er det også nødvendigt at tilgive sig selv for de små fejl, der kan ske undervejs.
– Mange laver den fejl, at hvis der ryger en kage eller noget andet unødvendigt i kurven, så tænker de: ”Nu kan det hele også være lige meget.” Men det er en meget menneskelig mekanisme, der på sigt gør ondt værre, siger Kenneth Hansen.
– Det er jo som at tisse i bukserne. Det kan føles rart i øjeblikket, men hurtigt bliver det et problem.
Hans råd er derfor at acceptere, at man kan falde i en gang imellem, men at det ikke må blive en undskyldning for at vælte hele budgettet.

