Kendt rådgiver i sager om underbetalte litauere går fallit

Revisoren hejste rødt flag, få uger før selskabet gik konkurs.
- Baltic Business House er en kending i 3F som rådgiver i sager om påstået underbetaling af østeuropæisk arbejdskraft.
- Selskabet har hjulpet med regnskaber, bogføring og repræsentation i "Skat/3F-sager".
- Nu er firmaet selv gået konkurs.
- Direktøren afviser at kommentere på konkursen og revisors advarsler om firmaets økonomi.
Gang på gang har de været rådgivere i sager om underbetalte østarbejdere.
Nu er forretningen ramlet.
Selskabet bag Baltic Business House er taget under konkursbehandling, fremgår det af portalen Statstidende.
Vi har mødt dem i en del sager, hvor tingene ikke har været efter bogen i de firmaer, de repræsenterede.
Keld Jensen
Baltic Business House er en gammel kending i 3F Byggegruppen, hvor firmaet i årevis har rådgivet virksomheder i sager, hvor 3F mener, at litauiske bygningsarbejdere er blevet underbetalt.
Fagbladet 3F har fået aktindsigt i en retsbog, hvor det fremgår, at det er Gældsstyrelsen, der har begæret selskabet konkurs.
Direktør og medejer Inga Lapinskaité afviser overfor Fagbladet 3F at svare på spørgsmål om konkursen.
– Jeg ønsker ikke at kommentere nærmere på selskabets økonomiske forhold, baggrunden for konkursen, revisors bemærkninger eller forhold vedrørende konkursboet, skriver hun i et mail-svar.
Flere sager
Ifølge hjemmesiden har Baltic Business House hjulpet sine kunder med alt fra regnskaber og bogføring til rådgivning og repræsentation i “Skat/3F-sager”.
Inga Lapinskaité har været Baltic Business Houses ansigt udadtil.
Hun har tidligere kritiseret fagbevægelsen offentligt i et betalt indlæg i den litauiske avis Verslo Zinios.
– Vi har mødt dem i en del sager, hvor tingene ikke har været efter bogen i de firmaer, de repræsenterede, siger Keld Jensen, næstformand i 3F Byggegruppen.
Selskabet har været drevet fra en kontorejendom i Hørsholm. På adressen har adskillige virksomheder været registreret. Herunder en del litauiske firmaer.
Revisor hejste rødt flag
Det er Cathrine Wollenberg Zittan fra advokatfirmaet Poul Schmith/Kammeradvokaten, som er udpeget som kurator.
Det bliver dermed hendes opgave at undersøge og afvikle konkursboet.
Allerede i det seneste regnskab advarede selskabets revisor om firmaets økonomi.
I den årsrapport, der blev offentliggjort i juli, afviser revisoren, at regnskabet giver et revisende billede af økonomien.
Han mener ikke, at firmaet har penge nok til at kunne fortsætte og peger desuden på, at der ikke er blevet betalt skat til tiden.
Ingá Lapinskaité vil som nævnt ikke kommentere på forholdene omkring konkursen.
Hun skriver dog, at Baltic Business House har været et kontorhotel, hvor virksomheder har kunnet leje kontorplads og adresse.
Hun afviser derudover at svare på kritikken fra 3F, som hun kalder “en generel karakteristik.”
