Kasper fra Vestjylland sprang ud på jobbet: Der er lang vej igen

Copenhagen Pride løber af stablen i denne uge. 3F’erne Kasper Thychosen og Sonny Hornhaver er homoseksuelle. De oplever både accept – og kollegaer, som skjuler deres seksualitet.
- København er vært for årets Pride med dragshows, regnbueflag og parade gennem byen.
- Kasper Thychosen, der arbejder hos Arla i Vestjylland har tidligere deltaget i Priden og oplever generelt accept.
- Sonny Hornhaver, som er tillidsvalgt på OUH, ser Priden som en påmindelse om fortsat kamp for LGBT+-personers ret til at være, dem de er.
I disse dage er København fyldt med dragshows, regnbueflag og farver, når årets Pride løber af stablen. Det hele kulminerer på lørdag med det store optog gennem byens gader.
29-årige Kasper Thychosen, der bor i den modsatte ende af landet, har deltaget i fejringen af mangfoldigheden i hovedstaden flere gange gange.
– Man kan måske godt have den fordom, at der er flere fordomme om homoseksuelle i Vestjylland end i København. Men det synes jeg ikke er tilfældet, siger han.
Kasper Thychosen bor i den lille vestjyske by Spjald og arbejder på Arla i Nørre Vium. Han lever åbent som homoseksuel sammen med sin partner.
– Nu har jeg været sammen med min kæreste i fem år, og jeg synes ikke, jeg har mødt noget usædvanligt. Vi har det godt der, hvor vi bor, siger han.
Tonen var mere grov. Mest hos den ældre generation, ikke i min generation.
Kasper Thychosen
Også på jobbet oplever han accept.
– Jeg har været meget åben om, at jeg er homoseksuel, og har ikke oplevet noget. Jeg har gode og flinke kollegaer, siger han.
Selv om han oplever stor accept i den jyske hverdag, mener han dog alligevel, at Pride har en vigtig rolle.
– Der er stadig lang vej igen, når det gælder ligestilling, for eksempel når det handler om at få børn. Det er vigtigt at markere, at det er i orden at være, som man er, siger han.
Ikke i mål endnu
For Sonny Hornhaver, der er fællestillidsrepræsentant hos OUH Rengøring og Hospitalsservice i Odense, er Priden netop en markering af et vigtigt budskab:
– Den minder os om, at der er kollegeer rundt om i landet, der ikke føler sig trygge og frie til at være dem, de er. Så længe det er sådan, er vi ikke i mål, siger han.
Selve Priden er jo en fest og skidesjovt. Men det er trivslen i hverdagen, der er vigtig.
Sonny Hornhaver
Den 58-årige 3F’er kan i år fejre 30 år med sin mand. De havde lige mødt hinanden, da der var EuroPride i København i 1996.
– Selve Priden er jo en fest og skidesjovt. Men det er trivslen i hverdagen, der er vigtig, siger han.

LGBT+ personer oplever generelt mere ensomhed og lavere livstilfredshed end den øvrige befolkning. Hadefulde ytringer er også et problem, viser undersøgelser.
Regeringen har op til årets Pride meldt ud, at den vil kortlægge vold, chikane og andre hadforbrydelser mod LGBT+-personer.
Det bakker Sonny Hornhaver op om.
– Det ville være et kæmpe plus at få det overblik. Jeg tror sagtens, der kan være mørketal, fordi nogle ikke anmelder forbrydelserne af frygt, for eksempel hvis de ikke er sprunget ud, siger han.
Han kender stadig personer, der ikke føler sig trygge ved at være åbne om deres seksualitet.
– Jeg har venner, som ikke åbent kan fortælle på jobbet, hvem de har holdt sommerferie med, siger Sonny Hornhaver.
Grov tone
Da Kasper Thychosen skulle springe ud tilbage i 2017 var det heller ikke uden problemer.
– Det gik nemt nok med vennerne, men det var værre med familien. Det var svært for mig at skulle sige det, men i dag er alt okay med familien, siger han.
Han er uddannet industritekniker og arbejdede tidligere i metalbranchen. Her oplevede han et hårdere sprog.
– Tonen var mere grov. Mest hos den ældre generation, siger han.
Det gjorde ham usikker på, om han skulle fortælle kollegerne, at han var homoseksuel.
– Man blev selvfølgelig nervøs og tænkte: Skal jeg sige det, eller skal jeg ikke sige det?
Til sidst valgte Kasper Thychosen at være åben om det.
– Der kom en julefrokost med påhæng, og så tænkte jeg: Fuck det. Der blev lidt stille, og så snakkede man ikke rigtig mere om det, husker han.
En stor appel
For Sonny Hornhaver handler det i sidste ende om lige muligheder.
– Det handler ikke om særbehandling. Det handler om at være på lige fod med alle andre, og at LGBT+-personer er en naturlig del af Danmark og verden anno 2026. Men jeg synes ikke, at vi er der helt endnu.
Han sender en stor appel om, at også heteroseksuelle bakker op om Priden og har et ansvar for, at den kan løbe godt af stablen.
– Ikke fordi de nødvendigvis skal forstå alle aspekter af, hvordan det er at leve som LGBT+. Mere for at de kan være med til at sikre, at alle trygt kan gå på arbejde og være dem, de er.

