Kæmper for sin Arne-pension: Ingen kan finde Jimmys sag i arkiverne

Jimmy Rasmussen har i mange måneder søgt efter beviser for, at han var ude for en arbejdsulykke i 1982 og bagefter fik sygeløn. Lykkes det ikke, kan det koste ham et års Arne-pension.
- Jimmy Rasmussen fra Korsør var udsat for en arbejdsulykke, der næsten kostede ham benet.
- Trods erstatning og sygeløn mangler han nu dokumentation, da hverken sygehus, kommune eller andre instanser kan finde noget på hans sag.
- Langt færre end ventet får Arne-pension. Kan besvær med at finde dokumentation være en medvirkende forklaring?
Kan du huske, hvad du lavede en bestemt dag for over 40 år siden?
Det kan Jimmy Rasmussen fra Korsør.
I hvert fald 22. september 1982.
Den dag var han nemlig tæt på at få benet revet af i et spil på den fiskekutter, hvor han arbejdede dengang.
Det kostede ham ugelang indlæggelse på sygehuset og bagefter et år på krykker.
Nu risikerer han, at det også kan koste ham et års Arne-pension. For hans sag ser ud til at være væk i arkiverne.
– Ingen kan finde noget, og jeg kan ikke komme nogen vegne. Nu ved jeg ikke, om jeg skal give op, siger Jimmy Rasmussen, 61 år og i dag emballagearbejder.
Arne-pension er mindre succes
Arne-pension – eller tidlig pension, som det rettelig hedder – er langt fra blevet så stor en succes, som politikerne regnede med.
I dag er det kun hver anden kvinde og tre ud af fire mænd, som søger, der ender med at få tilkendt retten til Arne-pension.
Men langt færre får automatisk anciennitet. Kun 12-13 procent får automatisk tildelt fuld anciennitet på baggrund af de oplysninger, der findes i diverse registre, oplyser Udbetaling Danmark til Fagbladet 3F.
Resten af ansøgerne må selv i gang med at skaffe beviser for, at de har været i gang på arbejdsmarkedet, siden de var unge.
Men det lykkes langt fra for alle.
Lægen “hamrede” en sprøjte ind
Jimmy Rasmussens ulykke skete, da han mistede balancen, og foden sad fast i et stykke tov, der blev kørt op på spillet på kutteren.
Heldigvis blev det stoppet, men først da benet var smadret.
– Det lød som en lægte, der knækker, husker han.
Det tog 50 minutter at sejle til land. Jimmy Rasmussen husker, at han var vågen hele vejen, og på kajen stod redning og læge parat.
– Det var tilfældigvis min egen læge, som straks sprang ombord og hamrede en sprøjte i mig, og så husker jeg ikke mere, fortæller han.
Fem uger lå han på Sorø Sygehus. Så fulgte genoptræningen.
Ifølge Jimmy Rasmussen selv gik han rundt på krykker det meste af 1983. Han begyndte i arbejde – i en anden virksomhed – i januar 1984. Her har han arbejdet lige siden.
Jeg har fået at vide, at jeg ikke er den eneste med en arbejdsulykke, som kan have svært ved at finde dokumentation.
Jimmy Rasmussen
Ingen kan hjælpe
Men i arkiverne er der ingenting på Jimmy Rasmussens ulykke i 1983. Dét år, hvor han selv husker, at han fik ”sygeløn”, og er 110 procent sikker på, at han har betalt skat af pengene.
Desuden husker han, at han fik en erstatning 10.500 kroner.
I dag er Sorø Sygehus nedlagt. En henvendelse til sygehuset i Slagelse gav ingenting.
Korsør Kommune er nedlagt og lagt sammen med Slagelse. Heller ikke hér har de noget på hans sag, for eksempel udbetaling af sygedagpenge.
Der var kun skipper og Jimmy på båden dengang, og arbejdsgiveren – skipper – er for længst væk.
Heller ikke Udbetaling Danmark, Rigsarkivet eller Arbejdsskadestyrelsen kan finde noget, når Jimmy Rasmussen har henvendt sig.
– Alle har egentlig været venlige nok. De kan bare ikke hjælpe. Det er som om, at jeg har været væk i den periode. Men jeg har fået at vide, at jeg ikke er den eneste med en arbejdsulykke, som kan have svært ved at finde dokumentation, siger Jimmy Rasmussen.
Nu er han i tvivl, om der overhovedet er mere, han kan prøve – efter otte måneders forgæves søgen.
Hvis du ikke har en 40 år gammel lønseddel liggende, kan du ingenting få
Flemming Pedersen
Som Jimmy Rasmussens sag står nu, kan han kun få ét års Arne-pension og må arbejde, til han er 67 år.
Jimmy Rasmussens kollega og arbejdsmiljørepræsentant Flemming Pedersen har hjulpet med papirarbejdet undervejs og har også haft fat i kommunen.
Han er skeptisk over for reglerne.
– Helt ærligt, jeg tænker, at loven er lavet, så den giver myndighederne vide rammer for at sige nej: Hvis du ikke har en over 40 år gammel lønseddel liggende, kan du ingenting få, for der er ikke noget i arkiverne, siger Flemming Pedersen.
– Jeg tror, det kan være en grund til, at der ikke er så mange, som får glæde af Arne-pension i dag, mener han.
Myndigheder: “Nogen giver op”
Fagbladet 3F har kontaktet Udbetaling Danmark, hvor man søger om Arne-pension.
Ifølge Udbetaling Danmark er der ingen tal for, hvor mange der giver op i forsøget på at skaffe mere dokumentation.
Erfaringen er dog, at der er nogle, som ikke vender tilbage, lyder svaret.
Desuden oplyser Rigsarkivet – som kan hjælpe med at skaffe mere dokumentation – at næsten alle, der søger, får et svar med relevant dokumentation.
