Kæmpe fabrik lukker: Rammer flere hundrede timelønnede

FMC Rønland, tidligere kendt som Cheminova, lukker og 400 bliver fyret. – Folk er chokerede men fattede, siger fællestillidsrepræsentant.
- Cheminova, nu FMC Rønland, meddelte tirsdag at fabrikken lukker og produktionen stopper ved årets udgang.
- Omkring 230 timelønnede rammes af lukningen. I alt skal cirka 400 fyres.
- Nu gælder det om at få lavet nogle gode aftaler for afviklingen, siger 3F-tillidsrepræsentant Jens Christian Rønn Iversen.
Det kom et chok, da de knap 400 ansatte på kemifabrikken Cheminova – i dag FMC Rønland – tirsdag formiddag blev kaldt sammen og fik den dystre besked: Fabrikken skal lukke.
– Vi har vidst, at FMC kiggede på hele setup’et på verdensplan, og at der på et tidspunkt ville komme en samlet plan, siger fællestillidsrepræsentant Jens Christian Rønn Iversen til Fagbladet 3F.
– Vi havde nok forestillet os, at der ville komme en justering nedad, men vi kunne også have fået nye produkter herude. Så det kom bag på os, at vi helt skal lukke, siger han.
Det daværende Cheminova blev for 12 år siden solgt til amerikanske FMC. For et halvt år siden åbnede koncernens topchef for at sælge eller fusionere. Og nu er det altså endt med en lukning af den danske fabrik.
230 timelønnede rammes
Samarbejdsudvalget blev samlet og orienteret klokken otte tirsdag morgen efterfulgt af et stormøde for de ansatte klokken 10:30.
Aften- og nathold bliver samlet tirsdag eftermiddag, så alle bliver orienteret direkte fra ledelsen.
Ifølge Jens Christian Rønn Iversen er der cirka 230 timelønnede 3F’ere, smede og elektrikere blandt kollegerne.
Produktionen stopper allerede ved udgangen af 2026. I 2027 skal der gøres rent – rør skal renses og så videre. Derefter bliver der kun brug for et mindre antal, som blandt andet skal regulere grundvand med mere på arealet.
Nu skal der forhandles
Når så mange fyres på én gang, træder reglerne om massefyring i gang. Det vil sige, at virksomheden har pligt til at fremlægge plan for, hvordan det skal foregå, give besked til det regionale arbejdsmarkedsråd med mere.
Vi har en voldsom lang anciennitet herude og en høj gennemsnitsalder. Det har været en god arbejdsplads.
Jens Christian Rønn Iversen
– Nu skal vi høre, hvad planerne er, og hvornår folk skal fratræde. Og så skal vi have hjælp fra fagforeningerne og få lavet nogle gode forhandlinger, siger Jens Christian Rønn Iversen.
Selv har han næsten været 37 år på fabrikken på Harboøre Tange. Og han er ikke den eneste, som har haft et langt arbejdsliv på kemikaliefabrikken.
– Vi har en voldsom lang anciennitet herude og en høj gennemsnitsalder. Det har været en god arbejdsplads, siger han.
Cheminova har gennem tiden været udskældt for miljøforurening og andet.
– Vi er vant til negative kommentarer. Men man skal huske, at der er mennesker bag, og lige nu er vi nok ekstra sårbare, siger han.
