Dana græd, da hun droppede universitetet: Nu elsker hun sit 3F-job

Selvom det var let nok at følge med på universitet, kunne Dana Alberte Majgaard ikke se sig selv i et job bag en computer dagen lang. Så traf hun er svær beslutning.
- Dana Alberte Majgaard har fundet sin helt rigtige hylde som procesoperatør på kemifabrikken FMC.
- Men vejen dertil har været lang og hård. Hun måtte droppe sin drøm om at komme i Forsvaret efter en alvorlig ulykke.
- Og så skulle hun også tage en meget svær beslutning om at droppe ud af universitetet.
Da Dana Alberte Majgaard blev student, var det med en klar plan.
Hun voksede op i Karup med drømmen om at komme i Forsvaret.
Gymnasiet blev mest et skridt på vejen, indtil hun blev gammel nok til at blive værnepligtig.
– Det var det, jeg havde set frem til i mange år, fortæller den nu 26-årige Dana Alberte Majgaard.
Hun begyndte som værnepligtig, men drømmen blev brat afbrudt af en alvorlig arbejdsulykke.
Under en øvelse på en forhindringsbane gled hun fra en fem meter høj stige og styrtede ned på asfalten. Hun brækkede ankel og skinneben og endte med fire måneder i kørestol.
– Det var en forfærdelig tid. Jeg følte virkelig, at mine drømme var bristet. Alt det, jeg havde arbejdet hen imod, forsvandt fra den ene dag til den anden.
– Jeg kunne se, at jeg ville ende med at sidde og arbejde ved en computer det meste af dagen.
Dana Alberte Majgaard
Da Forsvaret ikke længere var en mulighed, begyndte Dana Alberte Majgaard at kigge efter andre uddannelser.
Hendes far kører taxa, hendes mor er ufaglært.
– De ville gerne have, at jeg fik en uddannelse, som jeg kunne bruge til noget. For det fik de ikke selv, husker Dana Alberte Majgaard.
Derfor begyndte hun at studere til ingeniør på Aalborg Universitet.
Savnede noget praktisk
I starten var det spændende nok.
Men efterhånden begyndte tvivlen at melde sig.
– Jeg kunne godt følge med fagligt. Det var ikke det, der var problemet. Jeg kunne bare ikke se mig selv i de job, uddannelsen førte til.
– Jeg kunne se, at jeg ville ende med at sidde og arbejde ved en computer det meste af dagen. Jeg savnede noget mere praktisk.
– Jeg følte, at jeg skuffede dem. Jeg var jo begyndt på det, de havde håbet på for mig.
Dana Alberte Majgaard
Til sidst kunne Dana Alberte Majgaard ikke længere ignorere sin mavefornemmelse.
Hun husker stadig den dag, hvor hun sad alene med telefonen i hånden.
– Jeg sad faktisk og græd, inden jeg ringede.
I den anden ende sad hendes mor.
– Jeg sagde, at jeg ikke kunne se mig selv i det her. Og så spurgte jeg, om jeg måtte droppe ud.

Selv om hun var voksen, var det vigtigt at få familiens accept.
– Jeg følte, at jeg skuffede dem. Jeg var jo begyndt på det, de havde håbet på for mig. Jeg ville gerne høre, om det var okay, at jeg fandt noget andet.
Moren var både forstående og lidt skuffet, husker Dana Alberte Majgaard. Men efter flere måneders overvejelser traf hun sin beslutning.
Hun stoppede på universitetet.
“Noget for mig”
Dana Alberte Majgaard begyndte hun at søge efter alternativer på UddannelsesGuiden. Her faldt hun over uddannelsen til procesoperatør.
– Da jeg læste om den, tænkte jeg: Det lyder faktisk som noget for mig.
Hun startede på skole i Holstebro og begyndte at søge lærepladser.
Et besøg på kemifabrikken FMC i Harboøre blev afgørende. Hun hørte, at virksomheden gerne ville have flere kvindelige lærlinge.
Dana Alberte Majgaard afleverede sin ansøgning og sit CV. Kort efter blev hun kaldt til samtale – og fik lærepladsen.
I dag er hun fastansat på FMC og har købt hus i Lemvig.
– Jeg har aldrig været så glad for at gå på arbejde. Hver dag byder på noget nyt.
– Og så er vi kun to kvinder i produktionen. Det passer mig fint – der er ikke så meget fnidder-fnadder.
Byggede softice-maskine
Dana Alberte Majgaard har også været med til DM i Skills, hvor hun og en kollega vandt konkurrencen for procesoperatører. Opgaven var blandt andet at bygge en softice-maskine.
Hun ser gerne, at flere unge hører om erhvervsuddannelser tidligere.
– Jeg blev aldrig præsenteret for erhvervsuddannelser i 9. klasse. Det handlede mest om, hvilket gymnasium man skulle vælge. Det synes jeg er ærgerligt.

Selv er hun ikke længere i tvivl om, at hun traf den rigtige beslutning den dag, hun ringede til sin mor.
Og det er hendes forældre heller ikke.
– De kan jo se, hvor glad jeg er blevet.
