Journalister smidt væk: Jordbærkonge har barakby med arbejdsmigranter

Journalister fra Fagbladet 3F blev smidt væk, da de spurgte til lønnen og boligforholdene hos berygtet jordbærkonge.
- Fagbladet 3F undersøger arbejdsforhold og løn for jordbærplukkere uden overenskomst.
- Som et led i den undersøgelse har Fagbladet 3F sendt to journalister ud til en gård, hvor der skulle bo et stort antal migrantarbejdere, der alle plukker jordbær.
- Der går ikke længe, før journalisterne bliver smidt væk uden at få svar på, hvad jordbærplukkerne tjener.
- Jordbærplukkerne arbejder for "jordbærkongen" Jeppe Pedersen, der tidligere har været i søgelyset for underbetaling og uhumske arbejdsforhold.
Fagbladet 3F har de seneste uger forsøgt at undersøge, hvor meget man egentlig tjener ved at arbejde som jordbærplukker, og hvordan arbejdsforholdene er for de udenlandske plukkere.
Bestræbelserne har bragt os til Osted nær Lejre vest for Roskilde.
Vi besøger jordbærproducenten Lykkesholm, fordi den ved flere lejligheder har fået kritik for lave lønninger, uhumsk hygiejne og dårlige boligforhold for de udenlandske bærplukkere.
Fagbladet 3F har fået nys om, at der igen er velbesøgt på gården denne sommer. Det kan blandt andet også ses i lokale Facebook-grupper, hvor folk stiller spørgsmålstegn ved de pludseligt ankomne nye nationaliteter i den ellers stille, lille by.
De er her af en grund. De er kommet til Danmark i sommerperioden for at plukke jordbær.
“Landsby” med barakker
Da vi når til Osted er der marker, så langt øjet rækker, og her ligger Lykkesholm.
Lidt op af en grusvej til gården er der et mylder af mennesker, og det kan bedst beskrives som sin helt egen landsby, der ligger afskåret fra omgivelserne.
Der er børn, der cykler rundt mellem skurvognslignende barakker, der hænger vasketøj ned ad de træhegn, der omkranser området, og snore er spændt ud mellem træerne.
Der holder flere biler med nummerplader fra blandt andet Rumænien, Polen og Litauen.
No English
Vi går ind og møder nogle ældre mænd, der sidder og nyder solen i hvide plasticstole ude foran vognene.
”No English,” svarer de nærmest alle i munden på hinanden, da vi siger, at vi er journalister fra Fagbladet 3F.
Et par af dem nikker dog med hovedet, da vi spørger dem, om de er her for at plukke jordbær.
Der spreder sig hurtigt en summen, og hurtigt er de fire mænd blevet til 25 personer, der alle står rundt om os og kigger nysgerrigt, som var vi kendisser på Strøget i København.
Smidt ud
Med hjælp fra Google Translate får vi oversat til rumænsk, at vi er journalister, og at vi gerne vil spørge til deres løn- og arbejdsforhold.

Et par af mændene begynder dog at hidse sig op – “go away!”, lyder det fra den største i forsamlingen, som gestikulerer flittigt med armene.
Den store mand finder telefonen frem og taler med store ord.
Landmand vil ikke svare
Der går ikke mere end et par minutter, før en stor, hvid SUV i den dyre klasse holder ind, og en mand hopper ud.
Det er landmanden, Jeppe Pedersen, ejeren af Lykkesholm.
– Vi ønsker ikke at være med, siger han.
– Hvad er det for nogle forhold, de bor under derinde?
Det vil Jeppe Pedersen ikke svare på.
Kontroversiel jordbærkonge
– Og hvor meget tjener dine ansatte på at plukke jordbær for dig?
– Vi siger tak for i dag, lyder det fra landmanden.
“Jordbærkongen” Jeppe Pedersen er langtfra ubekendt med kritiske spørgsmål og er en kontroversiel skikkelse, fordi han både har haft ansvaret for omfattende underbetaling af jordbærplukkere og også været i konflikt med naboer og lokalområdet for at have dækket et kæmpe markområde af med plastik.

