Jesper Bredgaards liv slog for syv år siden en kolbøtte.
Lagerarbejderens kone fik konstateret kræft i halsen, og i perioden efter fulgte et længere behandlingsforløb, hvor overskuddet til at arbejde ikke var det samme.
– Det var jo en livskrise, vi blev ramt af, hvor mit fokus selvfølgelig var på at være der for min kone. Og for at komme igennem det skal du have en vis ro og forståelse fra din arbejdsplads, siger Jesper Bredgaard, der også er tillidsrepræsentant.
Det fik han på sin arbejdsplads, Matas’ hovedlager i Allerød, ved hjælp af en flekskonto, som han i 2018 var med til at forhandle på plads i en lokalaftale.
Ordningen giver ansatte mulighed for at møde mellem klokken seks og otte om morgenen uden at underrette chefen, så længe de arbejder 6,4 timer om dagen. De timer, man er i minus, kan man hente ind ved at arbejde mere andre dage eller trække det fra lønnen.
– Det gjorde det væsentligt nemmere at få tingene til at hænge sammen, samtidig med at jeg kunne passe mit arbejde og have en vis økonomisk sikkerhed. Så det var en kæmpe hjælp i en svær tid, og det har det også været for andre, der er havnet i svære situationer, siger Jesper Bredgaard.
Har du sovet dårligt, så kan du tage en time eller to mere på øjet, og har du en tidlig lægetid, så smutter du bare.
Jesper Bredgaard
Til gavn for børnefamilier
Det er ikke kun i livskriser, at ordningen hjælper de ansatte i Matas, siger Jesper Bredgaard, som fremhæver, at især mange børnefamilier har glæde af det.
– Det kan normalt være svært at aflevere børn i vores branche, hvis du for eksempel møder klokken seks om morgenen. Men det kan du her – og stadig hente dem igen om eftermiddagen, siger han.
– Har du sovet dårligt, så kan du tage en time eller to ekstra på øjet, og har du en tidlig lægetid, så smutter du bare. Det giver en stor frihed i hverdagen, tilføjer han og bakkes op af kollegaen Pernille Alring:
– At du ikke behøver at sige noget til chefen, er virkelig rart. At det ikke er bøvlet, og du ikke skal bakse med nogen, hvis du pludselig skal nå et eller andet, siger hun.
Samtidig gør ordningen det muligt at indlemme ansatte i virksomheden, som ellers ville have svært ved faste mødetider, påpeger begge.
– Her er plads til folk med forskellige udfordringer og diagnoser, som måske ville have svært ved at være på andre arbejdspladser, siger Jesper Bredgaard.
Vores medlemmer føler sig mere og mere pressede og oplever, at de ikke får arbejdsliv og familieliv til at hænge sammen.
Jan Villadsen
3F: Et hovedtema til OK-forhandlinger
Formanden for 3F Transport, Jan Villadsen, glæder sig over, at ”nogle arbejdsgivere går forrest, for at de ansatte kan få enderne til at hænge sammen i hverdagen”.
– Men desværre halter det stadigvæk for alt for mange arbejdsgivere, må vi erkende.
Netop nu forhandler 3F Transport overenskomst for 50.000 lagerarbejdere, chauffører og havnearbejdere mm. Og her er især en bedre balance mellem arbejdsliv og familieliv ”et hovedtema”, forklarer han.
– Vores medlemmer føler sig mere og mere pressede og oplever, at de ikke får arbejdsliv og familieliv til at hænge sammen. At rammerne er for snævre, og at de for eksempel bliver nødt til at gå på arbejde med dårlig samvittighed, når deres børn er syge, siger han og tilføjer, at ”man forhåbentlig finder nogle løsninger på det til overenskomstforhandlingerne”.
– Og det er jo ikke kun en fordel for de ansatte – arbejdsgiveren får nogle gladere og mere motiverede medarbejdere og gør sig langt mere attraktiv. Så jeg tror også, at dem, der halter efter på det her område, kommer til at tabe i det lange løb, siger Jan Villadsen.

