Knuste arm og næse på jobbet: En uge efter blev Jakob fyret på mail

Et alvorligt svigt af arbejdsmiljøet sendte tømrerlærling Jakob Nielsen fire meter mod betongulvet. To år efter ulykken kæmper han stadig med følelsen af totalt svigt.
- "Jeg vil ikke være et røvhul", siger arbejdsgiveren til lærlingen Jakob Nielsen efter arbejdsulykken, der sker under en måned inde i hans læretid.
- Alligevel sender arbejdsgiveren en mail og opsiger lærlingekontrakten få dage efter.
- Ulykken skete under tagarbejde, hvor sikkerheden blev tilsidesat, og Jakob Nielsen lider i dag af angst, depression og PTSD efter ulykken.
Jakob Nielsen glemmer aldrig følelsen, han får, da han modtager mailen.
Det er en uge efter arbejdsulykken, hvor han er faldet næsten fire meter ned fra et tag.
Han er lige vendt hjem fra hospitalet. Næsen er totalt smadret, og han sidder i kørestol med brud i armen og håndleddet.
Mailen fra arbejdsgiveren tikker ind klokken 5.04. Der står:
“Med de udsigter, du desværre har fået, er det ikke realistisk, at du er her inden tre måneder”.
Arbejdsgiveren ophæver lærlingekontrakten med Jakob Nielsen “af økonomiske årsager”, står der videre.
– Så begynder jeg bare at græde. Jeg er helt knust, fortæller Jakob Nielsen.
– Jeg sidder i kørestol og skal have hjælp til alting, efter jeg har været igennem et forfærdeligt styrt, som han har ansvaret for – og så fyrer han mig bare over mail. Det er så nedværdigende.

Det er to år siden, at Jakob Nielsen i sin prøvetid som tømrerlæring kom ud for arbejdsulykken. Han slås stadig med både angst, depression og PTSD som følge af den.
Ulykken har kostet arbejdsgiveren, Kasper Kjær Jensen fra Blenstrup Tømrer- og Snedkerforretning i Nordjylland, en bøde på 110.000 kroner og udløst et strakspåbud fra Arbejdstilsynet, fordi der ikke var nogen sikkerhedsforanstaltninger ved tagarbejdet.
Sagen har desuden været i Tvistighedsnævnet – den instans, der tager sig af uenigheder mellem lærlinge og deres oplæringsvirksomheder.
Her har arbejdsgiveren for nyligt betalt en godtgørelse på 53.000 kroner til Jakob Nielsen for at have misligholdt uddannelsesaftalen.
Arbejdsgiveren Kasper Kjær Jensen siger til Fagbladet 3F, at han erkender ansvaret for den manglende sikkerhed på taget ved ulykken.
Men han afviser stadig at have misligholdt uddannelsesaftalen.
Sendt op på højt tag
Det var knap en måned inde i sit lærlingeforløb hos Blenstrup, at Jakob Nielsen blev sendt op på et højt tag på en hal tæt ved Støvring.
Der skulle fjernes tagplader og lægges nye på. Mellem lægterne var der bare isolering.
– Imens vi arbejdede spurgte jeg den svend, som jeg gik sammen med, hvad der ville ske, hvis vi trådte forkert. Han trak bare på skuldrene, fortæller Jakob Nielsen.
Morten Lehmann
Virksomhedens manglende kontrol med arbejdsmiljøet var så groft, at de måtte betale i den her sag
På dagen for ulykken mødte Jakob Nielsen klokken syv og skulle fjerne presenninger, der havde beskyttet taget mod regn og frost.
– Jeg kan huske, at jeg fik sagt til de andre: “Hold da op, hvor er der glat på taget”.
Da han med sit venstre ben trådte ned på en lægte, gled hans fod ned i isoleringen.
I sekundet tænkte han, at han bare kom til at sidde fast uden at falde.
Men Jakob Nielsen faldt. Direkte ned på betongulvet 3,9 meter under ham – med ansigtet først.
Flækket og brækket
Han mødte et grusomt syn, da han første gang så sig selv i spejlet på Aalborg Universitetshospital efter at være blevet kørt dertil i ambulance.
Næsen var både flækket og brækket, og knogler i arm og håndled var knust.

Men det, der fulgte efter, var endnu grimmere.
For i tiden efter ulykken oplevede Jakob Nielsen, at arbejdsgiveren svigtede ham på flere fronter.
For det første havde arbejdsgiveren forsømt sit ansvar for sikkerheden på taget, fordi der ikke var truffet “kollektive og effektive sikkerhedsforanstaltninger”, viser en aktindsigt i sagen.
– Så ringer han også til mig, mens jeg stadig ligger på hospitalet, og siger, at jeg bare skal tage den tid, jeg har behov for. “For jeg vil ikke være et røvhul”, siger han til mig.
Men få dage efter lå fyringsmailen alligevel i Jakob Nielsens indbakke.

Desuden fralagde arbejdsgiveren sig ansvaret for forsikring, psykologhjælp og ansøgning om sygedagpenge, oplevede Jakob Nielsen.
– Jeg stod alene med det hele. Jeg har faktisk ikke hørt fra ham siden den mail, hvor han fyrede mig. Jeg følte mig som én, min arbejdsgiver bare kastede i skraldespanden.
Husker det ikke ordret
Adspurgt, hvorfor han som arbejdsgiver fyrede Jakob Nielsen en uge efter, at han havde lovet ham “ikke at være et røvhul”, svarer Kasper Kjær Jensen:
– Jeg husker ikke, hvad der ordret blev sagt. Det er Jakobs fortolkning. Og i forhold til det juridiske aspekt måtte jeg gerne afskedige ham, siger Kasper Kjær Jensen og tilføjer, at han føler med Jakobs situation og gerne ville være den foruden.
Hver gang jeg ser mig selv i spejlet, minder det mig ham – min arbejdsgiver – og alt det, jeg slås med stadigvæk.
Jakob Nielsen
Kasper Kjær Jensen siger videre, at der var stillet sikkerhedsudstyr til rådighed i nogle kasser. Svendene havde blot ikke benyttet det den pågældende dag.
– Og det er ikke Jakobs skyld, og jeg opdagede heller ikke, at udstyret ikke blev brugt. Jeg havde instrueret dem i, hvad opgaven gik ud på, og hvilket sikkerhedsudstyr og materialer de skulle bruge, siger han.
Men den version afviser Jakob Nielsen blankt.
– Jeg bar kasserne, men fordi de var så tunge, måtte jeg tømme dem for indhold først. Og de indeholdt ikke sikkerhedsliner, siger Jakob Nielsen.
Ifølge Arbejdstilsynets rapport var der bestilt et sikkerhedsnet, som efterfølgende skulle monteres, men det var altså heller ikke sket på tidspunktet for arbejdsulykken.
Uddannelsesaftalen blev brudt
Kasper Kjær Jensen siger til Fagbladet 3F, at han inden opsigelsen søgte rådgivning hos skolen, hvor Jakob Nielsen gik.
I forhold til forliget i Tvistighedsnævnet, hvor han har betalt 53.000 kroner til Jakob Nielsen, afviser Kasper Kjær Jensen, at der er tale om en misligholdelse af uddannelsesaftalen.
– De penge handler mere om svie og smerte, og så indgik jeg også forliget for at lukke sagen – for min og Jacobs skyld, siger han.

Den version afviser Morten Lehmann, uddannelseskonsulent i 3F’s Byggegruppe, dog. Han har været inde over Jakob Nielsens sag.
– Svie og smerte er noget helt andet. De 53.000 kroner i Tvistighedsnævnet udspringer alene af, at uddannelsesaftalen blev brudt.
Han tilføjer, at det er “yderst sjældent”, at virksomheder tvinges til at betale en godtgørelse, når de ophæver en uddannelsesaftale i prøvetiden.
– Men virksomhedens manglende kontrol med arbejdsmiljøet var så groft, at de måtte betale i den her sag, siger han.
Depression og PTSD
Jakob Nielsen er i dag på sygedagpenge med udgifter til medicin og psykologbehandling. Han har fortsat smerter i næsen og i venstre arm, hvor der er syet en metalplade ind.
– Hver gang jeg ser mig selv i spejlet, minder det mig om ham – min arbejdsgiver – og alt det, jeg slås med stadigvæk.
Jakob Nielsen står uden job og uden uddannelse. Han har den stx-studentereksamen, som han fik, før han skulle udleve sin drøm om at blive tømrer.
Lægen har nu frarådet ham den karrierevej på grund af de fysiske skader fra ulykken.
3F Aalborg hjælper ham i den arbejdsskadesag, der stadig kører.
– Jeg stolede på min arbejdsgiver, der skulle lære mig tømrerfaget. Men den behandling, jeg har fået, har gjort, at jeg har mistet tilliden til mennesker – det kæmper jeg meget med, siger Jakob Nielsen.
