Det er mere end nogensinde vigtigt at være opmærksom på, om man udnytter mulighederne for at skaffe sig den billigste energi.
Lige nu er mange bilisters budget presset af skyhøje benzin- og dieselpriser, og det er vanskeligt at gøre noget ved.
Til gengæld er der lige nu muligheder for at spare penge på en anden slags energi. ⬇️
Tjek din elaftale – så du også kan få billig strøm
Hvis du planer om strømkrævende byggeprojekter eller havearbejde i pinseweekenden, kommer vejret dig i den grad i møde.
Det bliver ikke kun generelt en solrig omgang – strømmen bliver også ultrabillig på grund af solskinnet og en del vind, oplyser energiselskabet OK.
Det bliver særligt i middagstimerne omkring klokken 10-16, at den rå elpris nærmest falder til nul i de kommende dage.
Og de meget lave elpriser ser ud til at fortsætte den kommende uge.
Dermed bliver pinseweekenden et godt eksempel på, hvordan du i sommerhalvåret med fordel kan flytte mest muligt af dit forbrug til middagstimerne.
Men inden du planlægger det, bør du altid tjekke elprisen for det kommende døgn. Den kan du se omkring klokken 13 mange steder, eksempelvis her hos Bolius .
For at du kan udnytte de billige priser, kræver det dog, at du har en variabel elaftale frem for en fast pris.
En typisk husstand har en årlig elregning på 11.430 kroner, og det kan derfor gøre en enorm forskel, hvis du kan flytte dit forbrug over i de billigste timer.
Kontakt dit elselskab, hvis du er i tvivl om, hvilken aftale du har.
Hold godt øje med renten
Den fastlåste situation omkring Iran har ikke kun sendt benzin- og dieselpriserne til vejrs herhjemme.
Nu rammer konflikten også vores boliglån.
Konkret kan flekslånere hos Totalkredit, der skal have ny rente 1. juli, se frem til, at det bliver lidt dyrere at sidde i huset eller lejligheden.
Det er F3- og F5-lånene, som nu bliver dyrere. F5-renten er landet på 3,03 pct., mens F3-renten kommer til at hedde 2,90 procent. Det er ikke mange uger siden, at F5-renten lå på 2,80 procent, skriver Finans .
Ifølge Sune Malthe-Thagaard, chefanalytiker i Totalkredit, er det udviklingen i olieprisen, der sender de korte renter op, siger han til Finans.
Rentestigninger på de korteste boliglån står ikke alene. Flere analytikere forventer, at Den Europæiske Centralbank er på vej med en eller flere rentestigninger i den kommende tid på grund af stigende inflation og lavere vækst.
Skulle det ske, vil det påvirke alle dine lån, der ikke har fast rente – for eksempel billån eller andre banklån.
Vær opmærksom på, at det kan påvirke dit budget i den kommende tid.
✅ Ugens tjek
Kører du stadig rundt på vinterdækkene, selvom sommeren banker på døren?
I så fald er du langt fra alene, for en rundspørge foretaget for forsikringsselskabet Alm. Brand viser, at hver femte dansker har prøvet at beholde vinterdækkene på hele sommeren.
Ud over at dækkene næppe har godt af det, vil du også opleve, at bilen bremser dårligere.
Oven i det bruger biler med forkerte dæk mere brændstof, og i disse dyre tider burde det være rigelig grund til at trille ned til værkstedet og få det fikset.
Fik du læst?
Flere og flere kører længere og længere mellem hjem og arbejde. Det er dyrt i benzin lige nu. Men der er mange oversete udgifter ved at eje bil, som er værd at kende. ⬇️
Tak fordi du læste med!
Følg med om fredagen eller i Lørdagsguiden. Har du et godt tip eller et spørgsmål, vi skal kigge på?
➡️ Skriv til mig her