Varmepumpe, gasfyr eller fjernvarme?
Alle danske boligejere ved, at det er dyrt at skifte husets opvarmning ud. Derfor er det også afgørende, at du træffer en velovervejet beslutning om, hvordan du skal holde varmen de næste mange år.
Men dét er ikke nemt, fordi vilkårene ændrer sig hele tiden.
Senest har regeringen med et snuptag gjort det meget mere attraktivt at skifte til varmepumpe.
Se hvad det kan få af betydning⬇️
Kan du få billigere varme?
Mange danske boligejere står over for svære beslutninger om, hvordan de skal varme huset op i fremtiden. Skal de holde fast i gasfyret, skifte til varmepumpe – eller hoppe med på fjernvarmen, hvis det er en mulighed lokalt?🔥
Hvis du selv går med overvejelserne, ved du, at der er tale om store investeringer.
Regeringens forslag om nærmest at sløjfe elafgiften ændrer dog markant på billedet. For varmeregningen med en varmepumpe bliver pludselig en hel del billigere i fremtiden.
En analyse fra Green Power Denmark viser, at husholdninger med det laveste elforbrug omkring 1.000 kilowatt-timer næste år kan spare op til knap 3.000 kroner ved at have en varmepumpe – sammenlignet med i år.
Årsagen til den store besparelse er, at man i dag kun får reduceret den høje elafgift for den del af sit elforbrug, der ligger over 4.000 kilowatt-timer.
Men mange husholdninger bruger slet ikke så meget strøm og får dermed ingen glæde af rabatten. Men det gør de altså fra næste år, når grænsen forsvinder.
Hvis du går med overvejelser om at skifte til en varmepumpe, så vær opmærksom på, at Varmepumpepuljen er åben . Her kan du muligvis få et tilskud.
Tjek at du ikke bliver snydt på renten
Alle bankkunder ved, at banken vil have mere i rente for at låne penge til dig, end den vil give igen for at have din opsparing stående💸
Den forskel hedder rentemarginalen med et fint ord. Jo højere den er, desto bedre for banken og tilsvarende værre for dig.
Men for tiden kan bankkunderne glæde sig over, at rentemarginalen bliver mindre. Fra at have toppet i 4,6 procent i september 2023, er den nu faldet til 3,8 procent i juli, viser tal fra prissammenligningstjenesten Mybanker.
Men vi betaler ikke alle samme rentemarginal. Der er forskel mellem bankerne, og bankerne ser forskelligt på os som kunder.
Derfor er de nævnte tal kun et gennemsnit, som du kan bruge til at lave et tjek af din bank.
Hvis din rentemarginal virker til at være højere, så tjek om din bank har sænket renten på din gæld for nylig. Hvis den ikke har, kan det være på tide at overveje, om din bank er den rigtige for dig.
🚨Ugens fælde
Der går ikke en uge, uden at store danske selskaber og deres kunder er udsat for svindelforsøg😠
Denne gang går det ud over internetbanken Santander, hvor nogle af deres kunder får falske sms-beskeder om, at deres låneansøgning er godkendt.
Banken oplyser, at du som kunde ikke skal følge nogle links eller afgive personlige oplysninger.
😊Ugens optur
Ejere af benzin- og dieselbiler har længe kunnet kigge misundeligt på elbilejerne, der i årevis har kunnet boltre sig i slagtilbud ved ladestanderne⛽
For de fleste benzinbilejere ved, at prisen på benzin stort set er den samme overalt.
Men det skal være slut nu, lyder det fra regeringen. Den vil have mere konkurrence på markedet, skriver TV2 .
Målet er, at en familie med to biler i garagen kan spare op til 2.000 kroner om året – især gennem mere gennemsigtighed om priserne.
Fik du læst?
Du bør med jævne mellemrum give din pensionsordning et tjek. Det tager kun 20-25 minutter, men det kan gøre en stor forskel på den lange bane. Tjek listen her⬇️
Tak fordi du læste med!
Følg med om fredagen eller i Lørdagsguiden. Har du et godt tip eller et spørgsmål, vi skal kigge på?
➡️ Skriv til mig her