Se de små beløb: Så billigt slipper arbejdsgiverne ved dødsulykker

Arbejdsgiverne slipper for let, når de kan betale sig fra dødsulykker med “småbeløb”, mener byggeformand i 3F – nu foreslår han fængselsstraf.
- Formanden for 3F Byggegruppen, Claus von Elling, foreslår fængselsstraf for de alvorligste brud på arbejdsmiljøloven.
- Arbejdsmiljøloven skal beskytte lønmodtagere, så de kan arbejde sikkert og komme sikkert hjem, pointerer han.
- Der er adskillige eksempler på, at arbejdsgiverne kan slippe med en forholdsvis lav bøde - selv ved de allermest alvorlige arbejdsulykker, hvor en medarbejder mister livet.
– Man skal ikke kunne betale sig fra at tage et andet menneskes liv.
Så klar er meldingen fra formand for 3F Byggegruppen, Claus von Elling, der nu foreslår, at alvorlige brud på arbejdsmiljøloven skal føre til fængselsstraf.
For arbejdsmiljølovens formål er at beskytte lønmodtagerne, så de kan gå sikkert på arbejde og komme sikkert hjem igen, pointerer byggeformanden.
– Og det er i sidste ende arbejdsgiverens ansvar, siger han.
De bøder, som i dag bliver uddelt for brud på arbejdsmiljøloven, er ”småbeløb”, mener Claus von Elling.
Derfor skal der strengere metoder i brug.
– Hvis arbejdsgiveren får en fængselsstraf, så har det pludselig konsekvenser for individet og ikke kun for virksomhedens økonomi, siger han.
I teorien kan grove brud på arbejdsmiljøloven, fx en dødsulykke, allerede i dag give op til to års fængsel, men den mulighed er aldrig blevet brugt.
I de senere år har der været adskillige eksempler på, hvor billigt arbejdsgiverne slipper – selv ved de allermest alvorlige arbejdsulykker, hvor en medarbejder mister livet.

