På det helt normale varelager i Hedensted er der en lang liste af ting, du som medarbejder ikke må.
Går de ansatte imod regelsættet, kan det have konsekvenser for deres ansættelse, og de kan risikere at få en skriftlig advarsel eller blive fyret.
Det står der på første side i Normals personalepolitik og i alle de advarsler, som Fagbladet 3F har set.
Læs her, hvad der er strengt forbudt ifølge Normals interne regelsæt.
Foto: Fotocollage: Julie Asmussen med fotos fra iStock af skynesher
Man skal helst ikke være syg i mere end én arbejdsuge
Hos Normal har de en meget streng sygdomspolitik. Så streng, at en medarbejder i Normals varehus helst skal holde sine sygedage til under 2,5 procent på et helt år. Det svarer til én arbejdsuge. Det står der i Normals personalehåndbog, som Fagbladet 3F er i besiddelse af:
Er medarbejderen syg, skal de ringe ind til deres teamleder dagligt, indtil de er raske igen. Har de først fået én advarsel for at være for meget syg, skal de fremover aflevere en lægeerklæring på første sygedag. Er medarbejderen syg i mere end fire dage, vil man blive inviteret ind til en sygdomssamtale.
Man må ikke bruge sin telefon
Det er strengt forbudt at bruge sin telefon til private opkald i arbejdstiden. Hvis den ansatte venter et vigtigt opkald, kan man få lov til at gøre det, hvis man orienterer sin teamleder eller manager først.
Bryder man reglen om mobiltelefonen i arbejdstiden, kan det føre til en skriftlig advarsel. Fagbladet 3F har set en sådan advarsel. I advarslen stod der, at hvis medarbejderen brugte sin telefon igen, ville det have konsekvenser for ansættelsen.
reach out!
Would you like to share your experiences working for Normal?
Clara Ørsted Larsson
Journalist
Contact us here
Man må ikke kommentere Normals sociale medier
Den seneste tid har Normal vokset sig stor på særligt TikTok og Instagram, hvor de deler alt fra såkaldte “taste test”, hvor de smager nye madvarer, til videoer hvor de styler deres hår ved hjælp af Normals produkter. Men varehusets ansatte må ikke kommentere de sjove videoer. Til gengæld må de gerne like dem eller dele dem på deres egen private profil.
Ligeledes må de ansatte heller ikke lægge billeder og videoer op fra Normals varehus på deres egen private profil.
Man skal helst ikke tale for meget
Foruden Normals officielle regelsæt er der også nogle uskrevne regler. En af dem er, at de ansatte ikke må tale for meget. Det viser en advarsel, som Fagbladet 3f er i besiddelse af. Her står der, at den ansatte taler for meget, og at det forstyrrer produktionen. Der står videre, at det er imod virksomhedens regler og værdier.
Flere tidligere og nuværende medarbejdere fra varehuset fortæller også, at de er bange for at tale med hinanden – selv når de har overskydende tid. Ellers risikerer de at få en skriftlig advarsel.
Samtidig kan to medarbejdere fortælle os, at de er blevet kaldt til et møde for ikke at smile og tale nok .
Konstant overvågning
I Normals personalehåndbog står der også, at der er sat overvågningskameraer op på hele lageret. Og så kan medarbejderne blive visiteret når som helst i løbet af arbejdsdagen. For at sikre sig mod tyveri, står der.
Det er usædvanligt, mener Christian Højer Schjøler, der er lektor og forsker i arbejdsret ved Syddansk Universitet. – Fra det sekund du træder ind på arbejdspladsen, bliver du overvåget og monitoreret. Det er klart udtryk for, at man overhovedet ikke stoler på medarbejderne, siger han. Fagbladet 3F har forelagt kritikken for Normal, der ikke ønsker at stille op til interview.
Fagbladet 3F har talt med 15 tidligere og nuværende medarbejdere fra Normal Warehouse i Hedensted. Otte af dem har været ansat mellem 2019-2025. De resterende er stadig ansat på varelageret.
Tre af dem har været sygemeldte med stress. I to af tilfældene vurderer lægen, at sygemeldingen udelukkende skyldes arbejdsforholdene.
Artiklerne bygger desuden på en række dokumenter, som Fagbladet 3F har læst. Blandt andet mails, Messenger- og sms-samtaler, fortrolige dokumenter, screendumps af vagtplaner, lydoptagelser, kalendere og lønsedler, dokumenter samt udtalelser fra læger.