Comeback til Uber: Sådan vil det omstridte selskab indtage Danmark

For få år siden blev Uber buhet ud af Danmark – nu er de på vej tilbage med en ny forretningsmodel.
- Uber vender tilbage til det danske marked ved at opkøbe Dantaxi.
- Uber accepterer nu de danske regler på taxiområdet, hvilket de tidligere var imod.
- Danske chauffører skal være ansat på overenskomst-vilkår fastslået af taxiloven fra 2017.
- Taxaturen vil stadig koste det samme for kunderne, men skal nu bestilles gennem Ubers app.
”Vi bestemmer selv, hvordan vi driver vores forretning”, lød det i 2014, da Uber første gang satte bildækkene på dansk jord.
Tre år efter blev de nærmest buhet ud af landet.
Men nu vender den amerikanske kørselstjeneste for alvor tilbage på de danske veje. Uber har nemlig opkøbt Danmarks største taxaselskab Dantaxi.
Med købet bliver 3.500 danske chauffører en del af Ubers platform. Nogle af dem er 3F’ere.
Aftalen lægger op til, at Dantaxi kommer til at drive sin forretning som hidtil.
Men hvad bliver så ændret, nu hvor omstridte Uber igen er på banen?
Den afgørende forskel er, at Uber nu offentligt siger, at de vil acceptere de danske spilleregler på taxaområdet. Det var ellers de regler, Uber var imod i 2017.
Og da en ny taxilov, som gjorde deres forretningsmodel ulovlig, blev vedtaget, trak selskabet sig ud af Danmark.
Trine Wollenberg, vicedirektør hos taxavognmændenes organisation Dansk PersonTransport, ser den nye konstruktion som et tegn på, at Uber denne gang vil respektere spillerreglerne i Danmark.
– At de nu kommer ind på det danske marked ved at opkøbe et anerkendt selskab med et kendt brand og en eksisterende kundegruppe, ser vi som en erkendelse af, at hvis man vil begå sig på det danske taxamarked, skal man efterleve de gældende regler, siger Trine Wollenberg.
Her er fem ting, som er vigtige at vide om Ubers genkomst i Danmark.

