Chauffører har ikke fået løn: Op mod 200 kan blive ramt af konkurs

3F’s transportgruppe gør klar til at indgive begæring om konkurs mod omstridt flextrafik-koncern. Op mod 200 chauffører har ikke fået løn for august.
- I 3F's transportgruppe indsamles nu oplysninger om manglende augustløn til op mod 200 chauffører fra LS Busser i Odense.
- Transportgruppen forbereder sig på at begære en konkurs for selskaber under samme ejerkreds.
- LS Busser fik beslaglagt pengekassen af politiet sidst i august, hvilket stoppede firmaets flextrafik-kørsel i flere regioner.
3F’s transportgruppe samler torsdag oplysninger ind om hvor mange chauffører, der ikke har fået løn for august fra flextrafik-koncernen LS Busser i Odense. Samtidig gør fagforeningen klar til at begære koncernen konkurs.
– Potentielt kan det dreje sig om op mod 200 chauffører, der mangler deres augustløn, fordelt på LS Busser og flere selskaber under samme ejerkreds, siger Jørn Hedengran, forhandlingssekretær i transportgruppen.
Begæringen bliver sendt afsted sent torsdag eller fredag, hvis ikke chaufførerne får deres løn forinden.
– Det er altid bekymrende at være med til at indgive en konkursbegæring. Men det kan være nødvendigt, siger Jørn Hedengran.
Onsdag meddelte selskabet selv i en pressemeddelelse, at politiet sidst i august beslaglagde pengekassen.
Dermed blev der i denne uge sat en stopper for firmaets flextrafik-kørsel i flere regioner på Fyn og i Jylland, da der ikke var flere penge til løn, brændstof og andre omkostninger til driften, har firmaet selv oplyst i en pressemeddelelse.
