Aftale: Så meget får specialarbejdere og faglærte ekstra i løn og pension

Mere i løn og pension til alle – det er sikret med nye treårlige forlig med kommuner og regioner.
- Der er indgået forlig mellem 3F, regioner og kommuner, som omfatter specialarbejdere, gartnere og andre håndværkere.
- Forbedringerne inkluderer højere løn, øget pension og tidligere udbetaling af lørdagstillæg.
- De nye forlig supplerer overordnede aftaler, der er indgået i februar med Danske Regioner og Kommunernes Landsforening.
Der kommer mere ind på lønkontoen, pensionen får et spark opad, og så skal lørdagstillægget fremover tikke ind allerede fra klokken 6.
Det er den meget korte version af de forlig, 3F har indgået med regioner og kommuner i løbet af de seneste uger.
Forligene gælder for de næste tre år og sætter lønrammerne for specialarbejdere, gartnere og andre håndværkere, der arbejder i kommuner og regioner.
Forhandlingssekretær i 3F’s offentlige gruppe, Lone Skov Hansen, er tilfreds med resultatet.
– Vi har kigget på, hvad medlemmernes krav har været, og jeg synes faktisk, at vi har fået rigtigt meget igennem, siger hun.
Bedre barsel
Forligene supplerer de store overordnede forlig, som Forhandlingsfællesskabet har fået på plads med Danske Regioner og Kommunernes Landsforening i den seneste tid.
Her er der blandt andet også skaffet forbedringer på løn, barns sygedage og barsel.
Dyk ned i detaljerne for specialarbejdere, gartnere og håndværkere herunder.
Lone Skov Hansen fra 3F’s offentlige gruppe fremhæver desuden, at den del af arbejdstidsaftalerne, der omhandler specialarbejderes og faglærtes hviletid og fridøgn, og som stammer helt tilbage fra 1981, endelig er blevet opdateret, så de følger gældende lovgivning.
De nye overenskomster – inklusive de overordnede forlig – vil gælde, hvis 3F’erne og de andre offentligt ansatte stemmer ja til aftalerne.
Afstemningen for de kommunalt og regionalt ansatte går i gang 31. marts. De statsansatte må vente lidt endnu, fordi processen er forsinket af folketingsvalget.
