Erik kæmpede i 11 år for erstatning: Nu vil politiker bruge hans sag til at lave store ændringer

Efter 11 års ventetid i systemet skal Erik Schacks sag bane vej for ændringer, så vi slipper for urimelige ventetider og benspænd i arbejdsskadesager, mener S-profil.
- S-medlem af Folketinget Bjarne Laustsen vil bruge Erik Schacks sag som et eksempel for at forbedre arbejdsskadesystemet.
- Over 1.000 personer har haft arbejdsskadesager kørende i over 10 år uden en endelig afgørelse i stil med Erik Schack, der først efter 11 år fik sin sag afgjort i et forlig fra sidste uge.
- Laustsen vil blandt andet reducere ventetiden ved at sikre tidligere involvering af alle parter i en sag tidligere i forløbet.
Mindst 11 opslag på Bjarne Laustsens Facebook-side handler om 3F’eren Erik Schacks kamp for at få anerkendt sin arbejdsskade.
Og der er ikke tal på, hvor ofte den socialdemokratiske profil har udtalt sig i medierne om den 11 år lange sag, som han er dybt engageret i.
I sidste uge blev der sat punktum i sagen. Og det vil Bjarne Laustsen nu bruge aktivt og konkret:
– Eriks sag skal bruges som løftestang. Både i forhold til retssystemet i sin helhed, men også i forhold til hastigheden, hvormed vi behandler arbejdsskadesager, siger Bjarne Laustsen – og uddyber:
– Ingen skal belønnes for langsommelighed i arbejdsskadesager. Man skal have kortet nogle led af – fundet ud af, hvordan propper og flaskehalse undgås. For folk får jo splittet deres liv af på grund af den her lange ventetid, siger det socialdemokratiske medlem af Folketingets Beskæftigelsesudvalg.
Jeg tror faktisk også, at vi kan spare penge, hvis vi undgår, at sagerne ligger og kører frem og tilbage
Bjarne Laustsen
Forsikringsselskabet Tryg og 3F indgik forlig i den tidligere ambulanceredder Erik Schacks arbejdsskadesag i sidste uge.
Erik Schack forsøgte at redde tre livløse personer op fra en fiskekutters lastrum fyldt med giftige gasser tilbage i 2014 i den lille nordjyske by Strandby.
Men først 11 år og 23 dage senere blev hans sag endelig lukket.
Den største og mest udmattende kamp
Erik Schack og hans familie er mærket for livet af ulykken, og Erik Schack er i dag stærkt invalideret og på førtidspension.
Men han har også selv udtalt, at “den største og længste og mest udmattende kamp” i hans liv har været imod arbejdsskadesystemet og forsikringsselskabet.
– Jeg tror faktisk også, at vi kan spare penge, hvis vi undgår, at sagerne ligger og kører frem og tilbage, vurderer Bjarne Laustsen.

For Erik Schacks sag har langt fra været ene om at køre rundt i systemet.
Nye tal fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, AES, viser, at over 1.000 personer har haft deres arbejdsskadesager kørende i over 10 år uden en endelig afgørelse.
– Det er for dårligt. Det skal vi have ændret på. Ingen skal vente så længe, lyder det klart fra Bjarne Laustsen.
Bjarne Laustsen peger på flere ting, der skal kigges på for at få ventetiden banket ned.
For eksempel bør alle parter i en arbejdsskadesag “melde deres ankomst” allerede fra start, mener Laustsen og peger igen på Erik Schack-sagen.
Her har Tryg, der var forsikringsselskab for Erik Schacks tidligere arbejdsgiver Falck, fastholdt, at man først blev involveret i sagen i 2021 dvs. syv år efter den startede.
– Men Tryg har været part i sagen lige fra start – de har bare holdt sig tilbage og håbet, at Eriks ulykke aldrig blev anerkendt som en arbejdsskade, er Bjarne Laustsen vurdering.
Alle aktører, der er part i en sag, skal ind fra start – dét vil korte sagsgangen, vurderer socialdemokraten.
Skal ikke kunne lægge sag an
Han peger også på, at et forsikringsselskab ikke bør kunne lægge sag an mod Ankestyrelsen og dermed trække arbejdsskadesager ud i årevis.
Igen henviser han til Erik Schacks sag.
I september 2024 stævnede Tryg nemlig Ankestyrelsen ved byretten med et krav om, at styrelsen anerkendte, at falckredderens skade slet ikke var en arbejdsskade.
Stævningen blev der sidenhen slået en streg henover ved forliget med Erik Schack.
Vi skal have truffet flere hurtigere afgørelser, men vi skal også have truffet flere korrekte afgørelser.
Bjarne Laustsen
Bjarne Laustsen har endnu en pointe, som ambulanceredderens mangeårige sag kan være med til at løfte:
– Vi bør overveje, om ambulancereddere og andre, der i deres arbejde sætter livet på spil for at redde andre, skal sidestilles med krigsveteraner og være omfattet af en omvendt bevisbyrde.
Den omvendte bevisbyrde for krigsveteraner, der lider af PTSD, blev indført sidste år.
Den betyder, at det nu er op til den pågældende instans – for eksempel forsikringsselskabet – at bevise, at den psykiske skade ikke er arbejdsrelateret, hvilket gør det lettere for krigsveteraner at opnå erstatning.
Mål langt fra nået
Bjarne Laustsen vil bruge Erik Schacks sag over for beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), når partierne bag arbejdsskadeaftalen i løbet af efteråret skal gøre midtvejsstatus for “Aftale om et forbedret arbejdsskadesystem” fra 2022.
Her kan der sættes nye initiativer i gang for at nedbringe ventetiderne hos AES, som altså i dag er langt fra målene i aftalen.
Målene lød blandt andet på en gennemsnitlig sagsbehandlingstid i 2027 på højst syv måneder for alle sager.
– Vi skal have truffet flere hurtigere afgørelser, men vi skal også have truffet flere korrekte afgørelser. Det er de to mål, jeg sætter mig, siger Bjarne Laustsen.
Fagbladet 3F har kontaktet forsikringsselskabet Tryg i forhold til Bjarne Laustsens kritik.
Pressechef Troels Karlskov udtaler i en skriftlig kommentar:
– Vi er tilfredse med at have afsluttet en trist og ulykkelig sag. I respekt for forliget og de involverede parter har vi ikke yderligere kommentarer og henviser til vores fælles erklæring og pressemeddelelse med 3F.
Desuden understreger Tryg, at man deler frustrationen over lange processer ved myndighederne.
