Er du Woltbud og har feriepenge til gode? Så skal du reagere nu

3F kræver feriepenge til Woltbude og har lagt sag an ved Østre Landsret. Der skal rejses krav nu for at undgå, at de bliver forældet.
- Fagforeningen 3F har anlagt sag mod Wolt i 2024 for at få feriegodtgørelse til Woltbude.
- Wolt betragter budene som selvstændige, mens Skat og 3F mener, de er lønmodtagere.
- Skattesagen mod Skat er afgørende for sagen om feriepenge, der er sat i bero.
- Krav skal rejses nu for at undgå forældelse.
3F anlagde i 2024 sag mod Wolt med krav om feriegodtgørelse for Woltbude, da fagforeningen mener, at budene er lønmodtagere og derfor omfattet af ferieloven.
Foreløbig er der fire verserende sager med Woltbude, der har rejst krav om feriepenge, men der kan være en hel del flere, som har feriepenge til gode.
Det oplyser advokat Claus Hanghøj fra 3F’s Juridiske Center. Han kan ikke sætte beløb på kravene.
Wolt kører sag mod skattemyndigheder
Stridens kerne er, at Wolt mener, at budene er selvstændige, hvilket betyder, at de ikke har krav på feriegodtgørelse.
– Men skattemyndighederne mener ligesom 3F, at budene ikke er selvstændige, men lønmodtagere. Wolt har derfor stævnet Skat, hvor definitionen af lønmodtagerbegrebet er en central del af sagen, siger Claus Hanghøj.
Hvis flere medlemmer vil rejse krav om feriegodtgørelse, skal sagerne anlægges nu, ellers risikerer vi, at et kravene bliver forældet.
Claus Hanghøj
Skattesagen får en væsentlig betydning for feriepengesagen, som er sat i bero, indtil skattesagen er afgjort – skattesagen blev anlagt først.
Afgørelse kan trække ud i årevis
– Hvis flere medlemmer vil rejse krav om feriegodtgørelse, skal sagerne anlægges nu, ellers risikerer vi, at kravene bliver forældet, før det bliver afklaret, om Woltbudene er lønmodtagere eller ej, siger Claus Hanghøj.
Problemet er, at skattesagen godt kan tage år.
– Sagen er ikke engang berammet endnu, og vi ved ikke, hvornår den bliver afsluttet. Der er risiko for, at afgørelsen skal forelægges for EU-domstolen, og så trækker det endnu længere ud, sige Claus Hanghøj.
Han opfordrer Woltbude, der vil rejse krav, til at gå til deres 3F afdeling nu, så de ikke risikerer at falde for forældelsesfristen på fem år.
– Vi ved jo ikke, hvor langt tilbage kravet skal rejses, siger han.
Feriepengesagen starter ved Østre Landsret og Claus Hanghøj forventer, at sagen vil blive anket til Højesteret uanset udfaldet.
