Er det din? Hvem er årets bedste tillidsrepræsentant

Til november kåres Årets Tillidsvalgte ved et stort arrangement i Cirkusbygningen – du kan stadig nå at indstille din 3F-kandidat.
- A4 Medier kårer Årets Tillidsvalgte for femte gang 11. november 2025.
- Priserne går til tillidsfolk og andre fagligt aktive i et FH-forbund.
- FOA har lige nu flest indstillede, men du kan stadig nå at indstille.
- Fristen er 19. august.
Har du en tillidsrepræsentant eller en anden kollega, som har gjort det ekstra godt og fortjener hæder?
Så kan du give din kollega et ordentligt klap på skulderen.
Den 11. november kårer A4 Medier nemlig priserne Årets Tillidsvalgte for femte gang. Det sker ved en stor prisfest i Cirkusbygningen i København.
Det er tillidsfolk fra de 62 medlemsorganisationer under FH, som kan vinde priserne.
Der er allerede indstillet hele 427 tillidsfolk til prisen som Årets Tillidsrepræsentant. Flest indstillede til denne pris har fagforbundet FOA med 186.
Kun 11 af de indstillede er 3F’ere. Det er fra arbejdspladser som Vikingbus, Hørkram, Novo Nordisk, Rigshospitalet og Postnord.
Tillidsvalgte er hverdagens helte og rygraden i den danske model.
Lene Krabbe Dahl
Men det tal kan sagtens nå at ændre sig: Fristen for at indstille er 19. august klokken 9.
Du kan indstille lige her.
Hverdagens helte
Forbundssekretær i 3F, Lene Krabbe Dahl, kalder prisen for en mulighed for at sætte fokus på det arbejde, som ellers sjældent får overskrifter.
– Tillidsvalgte er hverdagens helte og rygraden i den danske model. De sørger for, at arbejdspladsen fungerer, og at der bliver taget hånd om både trivsel og rettigheder. Mange af dem arbejder i det stille – de tager svære samtaler, skaber løsninger og står klar, når kolleger har brug for støtte, siger Lene Krabbe Dahl.
Ud over Årets Tillidsrepræsentant er der også priser for Årets Arbejdsmiljørepræsentant, Uddannelsesmentor, Organiser, Initiativ og Sundhedspris – dem kan du også indstille til.
Læs mere om A4’s priser her.
3F-priser på kongressen
Èn 3F’er har tidligere vundet prisen som Årets Tillidsrepræsentant. Det skete i 2021, hvor Jamini Bredfeldt Nielsen fra virksomheden DLF Beet Seed løb med hædren.
Før A4’s priser bliver uddelt, er der to lignende priser i 3F-regi, som skal deles ud. På 3F’s kongres i Aalborg i slutningen af september skal Årets 3F-Tillidsvalgte og Årets 3F-Arbejdsplads kåres.
