To udenlandske mænd mistede tirsdag aften livet, da taget på en silo på Flemløse Biogasanlæg på Fyn styrtede sammen.
Yderligere seks personer er kommet til skade ved ulykken, mens en person onsdag middag fortsat er savnet.
Politiet formoder, at der i alt stod ti personer på taget, da ulykken skete.
Kun en af dem slap uskadt fra døds- og arbejdsulykken, der er den største i Danmark i mange år.
– Jeg mindes ikke, at der i de seneste år har været en arbejdsrelateret dødsulykke, hvor to personer har mistet livet, Kent J. Nielsen, der er souschef og seniorforsker på Arbejdsmedicin ved Regionshospitalet i Gødstrup.
– I forhold til, at der også er seks tilskadekomne, som vi ikke kender tilstanden på og en person, der er savnet, er det en meget alvorlig arbejdsulykke, siger han.
Sjældent to mister livet
Kent J. Nielsen har forsket i arbejdsulykker i over 20 år.
Han er også medlem af en ekspertgruppe nedsat af beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) med henblik på netop at forebygge alvorlige arbejdsulykker.
– Det er heldigvis sjældent og ikke hvert år, at vi ser arbejdsulykker herhjemme, hvor to personer mister livet, siger han.
Jeg mindes ikke, at der i de seneste år har været en arbejdsrelateret dødsulykke, hvor to personer har mistet livet.
Kent J. Nielsen
Ifølge Arbejdstilsynets ulykkesbarometer mistede 32 personer sidste år livet i forbindelse med arbejdsulykker i Danmark.
I år var der før den tragiske ulykke på Fyn i aftes foreløbig blevet registreret 16.
I Sverige skete der i december 2023 en meget voldsom arbejdsulykke på en byggeplads i Ursvik nord for Stockholm.
Her mistede fem arbejdere livet, da en elevator styrtede 20 meter ned.
Herhjemme skete en af de største arbejdsrelaterede dødsulykker i nyere tid i august 2014 på Strandby Havn i Nordjylland.
Voldsom ulykke for ti år siden
I den voldsomme ulykke, som Fagbladet 3F har afdækket i en lang række artikler, omkom to fiskere blandt forrådnede skidtfisk i lastrummet på en kutter, der lå til kajs.
Ulykken skete, fordi svovlbrinte og andre giftige gasser fra de forrådnede skidtfisk havde fortrængt ilten i lastrummet.
En pumpemand, der skulle tømme lastrummet på kutteren ved hjælp af en slange, faldt bevidstløs og pådrog sig en hjerneskade, da han sprang ned i lastrummet for at komme de to fiskere til undsætning.
Dødsulykken fik også alvorlige konsekvenser for den daværende falckredder Erik Schack.
Få timer efter redningsaktionen fik han en blodprop i hjernen.
Erik Schack har siden redningsaktionen i forbindelse med dødsulykken været svært hjerneskadet og kæmper fortsat for at få erstatning.

