Udvalget af ærter i mange danske dagligvarebutikker kan blive ramt markant i løbet af den næste uge.
For 3F har nu varslet en såkaldt sympatikonflikt imod to fynske virksomheder, som er ejet af Danmarks største producent af ærter, Peter Skov Johansen. Fagforbundet vil have virksomhederne til at skrive under på en overenskomst til gavn for medarbejderne.
Sympatikonflikten betyder, at ærteavlerens koncern Greenpeas – der er en af Europas største producenter af ærter – kan få alvorlige problemer med at levere ærter, som de i år har gjort til butikker under dagligvarekoncernerne Coop og Salling Group.
For en del medarbejdere – organiseret i 3F og andre fagforbund under Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) – kan under en lovlig sympatikonflikt nægte at udføre arbejde for en virksomhed, der ikke vil indgå overenskomst.
Hos 3F Østfyn forklarer formand Tonny Fejerskov, at 3F på mange møder gennem flere måneder har forhandlet med Peter Skov Johansen om en bedre løn til hans ansatte.
– Vi har konstateret, at næsten ingen af arbejdsgiverens ærteplukkere gennem flere år har kunnet en tjene en løn, der svarer til vores overenskomst på området. Det er uacceptabelt, siger Tonny Fejerskov og fortsætter:
– Desværre har arbejdsgiveren under forhandlingerne ikke rykket sig på, hvad han vil give i løn. Vi har vist stor tålmodighed, men den er opbrugt nu. Så nu vil vi bruge vores lovlige og effektive våben i form af en sympatikonflikt.
Arbejdskamp
Meldingen om den varslede sympatikonflikt kommer samtidig med, at Peter Skov Johansen står i en lønkamp med rumænske ærteplukkere hos ham.
Torsdag 15. august troppede hen ved 70 af hans omkring 100 nuværende ærteplukkere op hos 3F Østfyn i Nyborg, fordi de var dybt utilfredse med især lønforholdene hos Greenpeas.
Heller ikke fredag formiddag var nogen af de hen ved 100 ærteplukkere i sving på de fynske marker med Greenpeas’ ærter.
Fem af rumænerne var i stedet taget til København for at tale med Center mod Menneskehandel om deres forhold hos Peter Skov Johansen.
Ærteplukkerne er særligt utilfredse med, at de ikke får udbetalt hele deres løn, mens de arbejder i Danmark, men blot modtager en forskudsløn på op til 1.000 kroner om ugen til at dække deres daglige fornødenheder her i landet.
Resten af lønnen får de ifølge ærteavleren indsat på en bankkonto, efter sæsonen på et tidspunkt er slut.
Har ikke betalt for massiv løndumping
Fagbladet 3F har tidligere afsløret, at Greenpeas gentagne gange er blevet taget i at tilbyde sine ærteplukkere så dårlige toiletforhold, at Arbejdstilsynet har slået ned på det med påbud efter påbud.
Samt at Arbejdsretten i begyndelsen af i år dømte Peter Skov Johansens firma Greenpeas Entreprise ApS til at betale en million kroner i bod til 3F.
Sagen fra Arbejdsretten handlede om løn til 286 medarbejdere, som i 2020 plukkede eller pakkede ærter på akkord for Greenpeas Entreprise ApS. Medarbejderne skulle som minimum have 4,50 kroner pr. kilo ærter, som de plukkede i spande i marker på Fyn, viser ansættelseskontrakter.
Men ifølge Arbejdsretten var Greenpeas Entreprise ApS’ akkordløn til mange udenlandske medarbejdere for lav i forhold til niveauet i den overenskomst mellem 3F og arbejdsgiverforeningen GLS-A, som virksomheden var bundet af.
Men i stedet for at betale det skyldige beløb begærede virksomheden sig selv konkurs.
Efterfølgende har Peter Skov Johansen i denne sæson fortsat sin ærteproduktion i et eller flere af sine andre selskaber under koncernen Greenpeas.

– Vi har konstateret, at næsten ingen af arbejdsgiverens ærteplukkere gennem flere år har kunnet en tjene en løn, der svarer til vores overenskomst på området. Det er uacceptabelt.
Tonny Fejerskov
Avler: Vi er lønførende
Ærteproducent Peter Skov Johansen er fåmælt om den varslede sympatikonflikt.
– Det har jeg ikke noget at sige til, siger han.
Har du tænkt dig at tegne overenskomst?
– Det ved jeg ikke. Det snakker jeg med dem om, når den tid kommer, siger ærteavleren.
Arbejdsgiveren oplyser, at ærteplukkernes akkordløn i denne sæson er steget fra 5 til 5,50 kroner per kilo i løbet af sæsonen. Og han mener, at Greenpeas nu er lønførende i branchen i Danmark.
– Vi er med. Der er ikke noget at komme efter, siger Peter Skov Johansen.
Sympatikonflikterne mod de to fynske virksomheder Greenpeas Organic ApS og Greenmark ApS kan træde i kraft fra på lørdag 24. august ved arbejdsdagens begyndelse.

