Henved 70 rumænske ærteplukkere har torsdag forladt fynske ærtemarker, fordi de er dybt utilfredse med forholdene hos Danmarks største ærteproducent, koncernen Greenpeas.
De rumænske arbejdere er torsdag formiddag taget til 3F Østfyns afdeling i Nyborg for at få 3F til at hjælpe dem med deres problemer hos den fynske ærtekonge Peter Skov Johansen.
Det oplyser ærteplukkernes 27-årige talsmand, Ilie Alexandru Florian, til Fagbladet 3F.
– Det er en meget dårlig situation for os, siger han
– Vi har mange problemer med arbejdet. Vores hovedproblem er manglende betaling af vores løn. Nogle af os har været nødt til at tage mad fra affaldscontainere. De vil kun tale med os om arbejde, men ikke om vores betaling, siger Ilie Alexandru Florian.
Vi er her for at tjene penge
Koncernen Greenpeas skriver på dets egen hjemmeside, at det er en af Europas største producenter af ærter. Virksomheden har leveret blandt andet ærter til butikker under koncernerne Coop og Salling Group.
Ifølge talsmanden for de rumænske ærteplukkere får de ikke udbetalt hele lønnen for deres arbejde i de fynske ærtemarker. I stedet får de op til 1.000 kroner om ugen at leve for i en slags forhåndsbetaling.
Den egentlige lønbetaling sker først, når ærtesæsonen er slut, oplyser talsmanden. Men arbejderne ved ikke, hvornår det er.
– Vi er ikke her i Danmark for at hjælpe Peter Skov Johansen. Vi er for at tjene penge til vores familier. Vi er nogle, der er nødt til at sende penge hjem til vores familien i Rumænien. Rumænien er et fattigt land, siger Ilie Alexandru Florian.

Ærteavler: Ingen mangler betaling
Peter Skov Johansen bekræfter, at de rumænske ærteplukkere har forladt arbejdet, men afviser, at hans virksomhed gør noget forkert.
– Der er ikke nogen, der mangler betaling. Der er nogle få, der har pisket en stemning op og har deres egen agenda, siger ærteproducenten.
Han bekræfter, at ærteplukkerne får en forhåndsbetaling, så de kan få ”dækket deres daglige fornødenheder”, mens de arbejder for ham. Arbejdsgiveren kalder det samtidig en ”meget normal procedure”, at arbejderne først kan få hele deres løn, når sæsonen er slut.
– De kan i øvrigt få halvdelen af deres løn, som de har optjent under opholdet, udbetalt til enhver tid. Der er ikke noget problem, og det er, som det altid har været, siger Peter Skov Johansen og tilføjer:
– De er utilfredse med, at de kun kan få op til 50 procent nu. Men problemet er, at de ikke vil betale skat.
Vores hovedproblem er manglende betaling af vores løn. Nogle af os har været nødt til at tage mad fra affaldscontainere.
Ilie Alexandru Florian
Dømt for lønsnyd
Tidligere i år dømte Arbejdsretten Peter Skov Johansens virksomhed Greenpeas Entreprise ApS til at betale en million kroner i bod til 3F for at have brudt overenskomsten ved at underbetale en lang række udenlandske ærteplukkere i 2020.
Danmarks ærtekonge har dog ikke betalt beløbet, men i stedet begæret sin virksomhed konkurs.
I stedet har han fortsat sin ærteproduktion i år i et andet selskab.
I 2013 indgik Peter Skov Johansen et forlig med 3F om at efterbetale i alt 200.000 kroner i en lignende sag. Af beløbet var 50.000 kroner til seks medlemmer af 3F, der var blevet snydt for løn. De resterende 150.000 kroner skulle virksomheden betale til 3F for brud på overenskomsten.

Ejer: Vi har de bedste forhold for ærteplukkere
Hvordan har du det med, at der nu igen er problemer med dine ærteplukkere?
– Det er en dagligdags ting, som vi kæmper med hele tiden. Vi kan ikke få danskere til at arbejde her, siger Peter Skov Johansen.
Kan det have noget med forholdene i din virksomhed at gøre?
– Nej, det tænker jeg ikke, siger ærteproducenten og konstaterer:
– Vi har de bedste forhold i landet. Vi er dem, der betaler mest. Så der er ikke noget i det.
Vil gå til politiet
3F Østfyn oplyser, at de rumænske ærteplukkere ikke er medlemmer af 3F.
– Vi kender ikke til den konkrete sag, men vil nu se nærmere på den, siger Tonny Fejerskov, formand for 3F Østfyn.
Deres talsmand, Ilie Alexandru Florian, oplyser, at ærteplukkerne senere torsdag vil gå til politiet .

