Efter 20 års kamp: Ny lov gør det sværere at dumpe lønnen på byggepladsen

Folketinget har vedtaget ny lov om ID-kort, som skal gøre det lettere at afsløre fusk og underbetaling på store byggerier. Minister forventer diskussion om at udvide ordningen.
- Lov om ID-kort blev torsdag vedtaget i Folketinget med et stort flertal.
- Det betyder, at ansatte på store byggerier fremover skal bruge et ID-kort for at bekæmpe fup og udnyttelse.
- Det sker efter to årtiers pres fra fagbevægelsen. 3F vil nu arbejde for at udvide ordningen.
- Enhedslisten vil også arbejde for, at flere byggevirksomheder skal omfattes af ID-kort og at få ordningen udvidet til andre brancher.
- Minister er åben forventer diskussion om at udvide ordningen.
Fremover bliver det sværere for fupfirmaer at skjule sort arbejde, udnyttelse og underbetaling på de store byggerier.
Torsdag vedtog et bredt flertal i Folketinget en ny lov om ID-kort på store byggerier, hvor kun Danmarksdemokraterne, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance stemte imod.
Det her er en sejr, som tilfalder alle de fagligt aktive ude på byggepladserne, som har råbt op om det i årevis.
Sinem Demir
ID-kortet bliver set som et vigtigt redskab i kampen mod snyd og udnyttelse.
Claus von Elling, formand for 3F Byggegruppen og Danske Byggefag, kalder det “fantastisk godt,” at det nu efter 20 års kamp bliver en realitet.
– ID-kortet vil gøre det nemmere at kontrollere, hvem der er på byggepladserne, og hvem deres arbejdsgiver er. Vi tror på, at den øgede gennemsigtighed vil gavne kontrollerne med social dumping og arbejdskriminalitet, siger han.
3F vil arbejde for, at kravet vil omfatte alle byggerier uanset størrelse, og at det også bliver udbredt til andre brancher, hvor der er meget snyd.
Råbt op om i årevis
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) mener, at ID-kortet er et vigtigt redskab, når myndigheder skal føre kontrol med, at loven bliver overholdt på landets byggerier.
Hun forklarer, at myndighederne i dag bruger mange ressourcer på at kontrollere, hvem folk er, og hvem de arbejder for.
Ulovligt arbejde presser både den enkelte arbejder og resten af arbejdsmarkedet, mener hun.
– Det gælder medarbejdere og kolleger, som bliver underbudt. Men også de virksomheder, der spiller efter reglerne, betaler folk ordentligt og har styr på deres arbejdsmiljø, siger ministeren til Fagbladet 3F.
Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører Sinem Dybvad Demir er også begejstret over vedtagelsen af loven, som partiet i mange år har kæmpet for.
Hun kalder det et “supervigtigt” tiltag i kampen mod organiseret kriminalitet i byggeriet.
– Det her er en sejr, som tilfalder alle de fagligt aktive ude på byggepladserne, som har råbt op om det i årevis, siger hun.
Jeg er helt enig i, at problemerne ikke begrænser sig til byggeriet.
Ane Halsboe-Jørgensen
Gælder kun store byggerier
Det bliver dog ikke alle steder eller lige med det samme, at kortet skal anvendes.
En løsning skal laves i tæt samarbejde med branchen, og det kommer “nok til at tage et par år,” før systemerne er på plads, forklarer Ane Halsboe-Jørgensen.
Og politikerne har besluttet, at det kun er byggerier med en anlægssum på over 100 millioner kroner, der bliver omfattet af de nye regler.
Svindel begrænser sig vel ikke til store byggepladser, så hvorfor skal det ikke gælde alle byggerier?
– Det er også en relevant diskussion at tage, og den tror jeg også kommer til at fortsætte, svarer ministeren og peger på, at nogle steder i branchen er man allerede begyndt at indføre ID-kort på mindre byggerier.
Så du er åben for på sigt at sænke den grænse?
– Jeg kan i hvert fald høre, at der i byggeriet er kræfter, der taler for, at det her er et redskab, der skal bruges mere. Når vi får det ud at virke og kan se effekten, vil den diskussion helt naturligt komme.
3F’er vil brede det ud til flere brancher
Enhedslisten vil arbejde for at sænke eller helt at fjerne kravet om byggeriets størrelse, forklarer Sinem Demir, der er faglært tjener.
Hun mener, at mindre byggerier skal kunne tilmelde sig, og at det ikke bør stoppe ved byggebranchen.
– Jeg kommer fra en branche, der er ramt af social dumping. Jeg kunne godt tænke mig, at det kom til at række længere ud end byggepladserne, og vi vil løbende arbejde for at forbedre loven, siger hun.
Ane Halsboe-Jørgensen peger på, at byggeriet er en af de brancher med de største problemer, og hvor myndigheder har svært ved at håndhæve reglerne.
– Men jeg er helt enig i, at problemerne ikke begrænser sig til byggeriet. Derfor er jeg også løbende optaget af, hvordan vores myndigheder også i andre brancher får bedre mulighed for at håndhæve reglerne, så vi har styr på, hvem der er i vores land, og at tingene foregår efter loven, siger hun.
