Detaljer, gå-på-mod og koncentration: Her er de bedste skud af 3F’erne til VM

En håndfuld unge 3F-talenter dyster i disse dage ved WorldSkills for unge håndværkere i Shanghai i Kina. Tag med på en tour set med en fotografs øjne.
- Se her et lille galleri over de 3F-talenter, der dyster ved WorldSkills i Shanghail.
- Du kan blandt andre møde Linnea Lind Lehner fra Kong Hans' Kælder i København og flisemurer Tjalfe Kaster Mortensen fra RV Murerentreprise i Holbæk.
Der er fuld gang i gryder, fugeske og vaterpas under WorldSkills, der løber af stablen i Shanghai i disse dage.
15 unge danske talenter deltager, og i weekenden uddeles medaljer.
Se fotografen Lasse Skovs skud af de første konkurrencedage.

Foto: Lasse Skov.
Tjener Linnea Lind Lehner er allerbedst til at tale med gæster og til at skabe et rum, hvor gæster bare kan sætte sig ned og nyde at blive vartet op. Måske så god, at hun ender med en medalje under WorldSkills i Shanghai?
Til dagligt varter Linnea Lind Lehner gæsterne op på Kong Hans’ Kælder i København. Hun deltager i konkurrencen “Restaurant Service”.

Kokken Casper Ersted Mørch, der vandt DM i Skills tidligere på året, mikser i Shanghai klassiske teknikker med kinesiske råvarer.
Casper arbejder til dagligt på Hotel Hesselet i Nyborg. Han er mest nørdet og god til desserter – særligt chokolade. Vil det mon sikre ham en plads på podiet senere på ugen?

– En af mine styrker er at stå foran mange mennesker og præstere. De her små skuespil lever jeg mig rigtigt meget ind i, sagde Johanne Marie Lindhard Pedersen, 21-årig receptionist, da Fagbladet 3F talte med hende lige før afgang til Shanghai.

Frej Løntoft Egholm deltager i konkurrencen “Bricklaying” – altså murerarbejde. Op til WorldSkills har han haft særligt fokus på tempo og struktur i træningen.
Til daglig er Frej Løntoft Egholm ansat hos Murermester Martin Søby i Tranbjerg ved Aarhus.

Foto: Lasse Skov.
Tue Nikolaj Buhl Larsen og hans makker Silas Skovgaard Nørr har værdifulde erfaringer fra EuroSkills med i bagagen til Shanghai, hvor de stiller op i konkurrencen bygningsstruktør.
Op til WorldSkills har de arbejdet med en nøjagtighed på helt ned til én millimeter, mens man på en almindelig byggeplads typisk arbejder med en tolerance på op til fem millimeter.

Flisemurer Tjalfe Kaster Mortensen er særligt god til 15×15 fliser med motiv. Og så er han god til at lægge en plan og følge den.
Han deltager i konkurrencen “Wall and Floor Tiling”, og det er rigtig stort for ham at stå i Shanghai i Kina til det hidtil største WorldSkills.
Han er til dagligt at finde hos RV Murerentreprise i Holbæk.
