Barndomsdrøm: 3F’er bruger “små skuespil” for at komme til tops

Konkurrencen bliver benhård, men Johanne Marie Lindhard Pedersen har særlige styrker, når hun næste uge skal dyste til VM for unge faglærte i Shanghai.
- Johanne Marie Lindhard Pedersen rejser til Shanghai for at deltage i WorldSkills sammen med 14 andre unge fagatleter fra Danmark.
- Hun er en ung receptionist og har vundet guld ved DM i Skills og er ambitiøs i forhold til at vinde verdensmesterskabet også.
- Hun har øvet mange scenarier for at være forberedt, og hendes far og mor er med på sidelinjen for at støtte hende tæt under de fire konkurrencedage.
Fredag sætter Johanne Marie Lindhard Pedersen sig i et fly mod den anden side af kloden til Shanghai i Kina.
Her skal den unge receptionist og 14 andre danske fagatleter til WorldSkills og dyste om at blive verdens bedste inden for netop deres fag.
– Jeg vil rigtig gerne vinde, og jeg kommer til at gøre mit allerbedste, siger hun, da Fagbladet 3F fanger hende få dage før afrejsen.

Som deltager i receptionistkonkurrencen skal Johanne forestille sig, at hun arbejder i receptionen på det 4-stjernede Batman’s Hill on Collins i Melbourne og tager imod gæster – hvad enten de er glade, sure eller kede af det.
– Vi kan komme ud for alt. Derfor har vi øvet så mange scenarier som overhovedet muligt, fortæller Johanne Marie Lindhard Pedersen, der vandt guld ved DM i Skills i Hjørring tidligere på året.
Elsker de små skuespil
Forhåbentlig kommer hun også til at gøre det et nøk bedre end de 20 andre deltagere i “Hotel Reception”, som det officielt hedder til WorldSkills.
– En af mine styrker er at stå foran mange mennesker og præstere. De her små skuespil lever jeg mig rigtigt meget ind i, siger Johanne Marie Lindhard Pedersen, der har øvet sig i disciplinen siden barnsben.
Her stod skuespiller højt på listen over fremtidsdrømme, og hendes forældre har været publikum til mange optrædener.
– Her er jeg bare i mit es, og som receptionist får jeg ligesom lov til at leve begge drømme ud, siger Johanne Marie Lindhard Pedersen.

Flere ting til fælles
For to måneder siden tog hun på studietur til Melbourne for at blive knivskarp i australsk kultur og case-hotellet, hvor hun indlogerede sig med sine to trænere.
Her gik det hurtigt op for hende, at hun har flere ting til fælles med australierne, som kan komme hende til gavn:
– De er helt nede på jorden og betragter alle gæster på lige fod. Og så smalltalker de meget og er bare fyldt med energi og glæde, siger Johanne Marie Lindhard Pedersen.
– Så den australske ånd har jeg let ved at leve mig ind i, og det ligger ikke langt væk fra den danske ånd, hvor vi også kan lave sjov og bruge humor, siger hun.
Johanne Marie Lindhard Pedersen skal være i konkurrence syv-otte timer dagligt under WorldSkills, hvor Danmark stiller op i 13 fag.
Fantastiske ambassadører
I 3F vil forbundssekretær og formand for SkillsDenmark, Søren Heisel, slå vejen forbi den unge receptionist.
– Hun er i hård konkurrence – det er alle deltagere i WorldSkills – men jeg tænker, at Johannes internationale erfaring vil komme hende til gode. Det er stærkt, at hun har massiv erfaring med internationale gæster, siger Søren Heisel.
Han påpeger, at alle de danske deltagere er fantastiske ambassadører for de faglærte fag.
– De skaber med deres dygtighed og professionalisme en meget stor og positiv presseopmærksomhed. Det, håber jeg, smitter af på interessen for de mange spændende erhvervsuddannelser, siger Søren Heisel.
Far og mor er med
To andre, der vil være at finde i Shanghai, er Johannes far og mor.
De tager den lange vej for at støtte hende.
– Jeg har fundet ud af, at jeg faktisk godt kan lide at have mine nære helt tæt på. Det giver mig ro. Det giver mig et boost, siger Johanne Marie Lindhard Pedersen.
Nu vil Johanne Marie Lindhard Pedersen gøre sit ypperste i dysten mod hårde modstandere fra ikke mindst Østrig, Schweiz og Sverige, som er blandt favoritterne.
– Jeg har mange sommerfugle i maven – på den gode måde. Og hvis jeg ikke vinder, ved jeg, at jeg har præsteret og gjort det allerbedste, jeg kan, siger Johanne Marie Lindhard Pedersen.
Skills-formand Søren Heisel tilføjer, at der “nok er 15 danske fagatleter med sommerfugle i maven”.
– Det kan jeg godt forstå, men jeg er sikker på, at de vil gøre det rigtig godt. Jeg ved hvor meget, de har trænet, og hvor dygtige de er, siger han.
