Der blev drukket bajere i frokostpauserne og set stort på arbejdsmiljøet og sikkerheden, da Jens Erik Frederiksen i 1946 første gang cyklede gennem porten ind til Junckers Savværk.
Savværket var med dets dengang omkring 500 ansatte både en af de største og farligste arbejdspladser i Køge. Der var et utal af skarpe savklinger, og det var småt med afskærmningen ved den store rammesav, der blev brugt til at skære på langs af træstammerne. Og afskærmningen var ikke bedre ved de rundsave, som med en pedal kunne køres op fra gulvet for at afkorte træet på tværs af årerne.
– Der gik ikke en uge, uden at der røg en finger. Der var engang en arbejder, som savede fire fingre af på den ene hånd, siger Jens Erik Frederiksen og fører en finger hen over sin ene håndryg.
– Der var også en, der fik revet armen af – og hele den ene side af kroppen op – ved et transportbånd, fordi hans tøj hang fast i træet. Han gik selv over i frokoststuen, hvor en anden arbejder besvimende, fordi man kunne se ind til lungen, der hvor armen var revet af.
Dette er andet kapitel i historien om Jens Erik Frederiksen. Første kapitel kan du læse her.
Tre dødsulykker
Den tilskadekomne overlevede, men det var det ikke alle, der gjorde.
I Jens Erik Frederiksens tid på savværket mistede tre mænd livet i arbejdsulykker. Jens Erik Frederiksen oplevede selv den ene, hvor en arbejder fik knust kraniet ved en eksplosion i en generator. Han så også syv-otte meter høje stabler med 10.000 rummeter træ vælte ned over folk.
– Det skete tit. Husk på, at træet var oplagret udenfor og var blevet oversprøjtet med havvand for ikke at slå revner. Så det var overgroet med mos og glat som sæbe, siger han.
Får ingen hjemmehjælp
Jens Erik Frederiksen har stadig alle sine fingre og tæer, og den 99-årige 3F’er klarer sig selv. Han har aldrig fået hjemmehjælp og holder selv både sit hus og sin have, hvilket de snorlige bede og de gennemsigtige plastikposer med nedfaldne blade få meter fra soluret vidner om.
– Når vejret er til det, tager jeg gerne en time til halvanden i haven. Og nej, jeg kan ikke lide ukrudt. Det finder du ikke her, ler han og fortæller om dengang, hans vielsesring faldt af og forsvandt, da han klippede hæk.
Takket være Jens Erik Frederiksens kompostsystem med fire beholdere, som han flytter indholdet imellem, mens det langsomt formulder, dukkede ringen op igen fire år senere.
– Jeg var ude og sprede muldjord i bedene, da jeg så noget, som glimtede i jorden. Jeg troede først, at det var en ølkapsel. Men da jeg krattede lidt i den, var det ringen, smiler han.
Herre i eget hus
Når der skal handles ind, tager Jens Erik Frederiksen bussen eller går over til centeret i Ølby få kilometer væk. Der er jo alt – og fem supermarkeder – som han siger. Og der er altid mad og nogle grøntsager fra haven i de to kummefrysere i hans bryggers.
Rengøringen er ren rutine.
– Jeg støver af hver tredje dag og støvsuger hver anden uge. Når man bare holder det ved lige, er der egentlig ikke så meget at lave, siger Jens Erik Frederiksen.
– Hvad fanden skulle jeg lave, hvis der kom nogen og gjorde rent for mig? Skulle jeg så sidde og kigge på imens? Spørger han.
Grønne fingre
For enden af garagen står en lille, velholdt gul bygning. Det var i sin tid familiens kolonihavehus, hvor Jens Erik Frederiksen, hans hustru Poula Kirstine og sønnerne Jan og Benny tilbragte mange timer i sommermånederne, mens familien stadig havde en lejlighed inde i Køge.
I kolonihavehuset var der et lille køkken uden rindende vand, en petroleumslampe og plads nok til, at familien kunne overnatte.
– Inden drengene fik lov til at gå på stranden, skulle de plukke 10 kilo bær. På en god sommer blev der plukket 1.000 pund ribs, stikkelsbær og jordbær, foruden fem rækker med porrer. Der var så mange gulerødder, selleri, porrer og løg, at jeg solgte til Grønttorvet, siger Jens Erik Frederiksen, der altid har haft “grønne fingre” og været glad for at gå i haven.
Han dyrker stadig kartofler og havde tidligere også 135 georginer, der skulle passes.
– Hvor mange jeg får sat næste år, ved jeg ikke. Jeg vil ikke plante så meget mere, siger Jens Erik Frederiksen.
Fik lukket hele savværket
På Junckers Savværk plantede den unge, ufaglærte Jens Erik Frederiksen også et par grå hår i hovedet hos ledelsen. Som dengang han var hovedmand i en konflikt, der lukkede hele savværket.
Jens Erik Frederiksen var ifølge sine egne ord alt-mulig-mand på savværket. Han rensede kloakker og udførte forhåndenværende arbejde, når han ikke arbejdede i kamrene, hvor træet blev tørret. Konflikten, der lukkede savværket, skyldtes, at han sammen med en anden arbejder en dag blev sat til at reparere nogle huller i en asfaltvej.
– Det plejede at give 20 procent i smudstillæg, men det ville værkføreren kun give til min kollega. Så jeg gik op til fællestillidsmanden, og lige pludselig blev hele fabrikken lukket ned, og fællestillidsmanden kaldt op til ledelsen for at forhandle, siger Jens Erik Frederiksen.
– Men de blev hurtigt færdige med at diskutere, for fællestillidsmanden sagde nogle uartigheder og kaldte hele ledelsen for nogle røvhuller, smiler han.
Jens Erik Frederiksen endte med at få sit smudstillæg. Folk på savværket genoptog arbejdet, og fællestillidsmanden?
– Han blev sgu fyret. Man skulle passe på, hvad man sagde dengang, siger Jens Erik Frederiksen.
Alle skulle være medlem af fagforeningen
Han husker, hvordan repræsentanter fra Træindustriforbundets hovedkvarter altid troppede op på savværket, når der var problemer. Og hvordan hr. Nicolaisen, der var repræsentant for arbejdsgiverne, brokkede sig og sagde: “I vinder sgu alle sager”.
I begyndelsen af Jens Erik Frederiksens tid på Junckers Savværk kneb det med at få arbejderne til at melde sig ind i fagforeningen. Men til sidst blev der lavet en aftale med ledelsen om, at alle nyansatte skulle være medlem.
– Hver anden uge trak ledelsen simpelthen kontingentet til fagforeningen fra de ansattes løn, siger Jens Erik Frederiksen og tilføjer:
– Det var en god aftale, men selvfølgelig gjorde ledelsen det også for at undgå konflikter.
Fodboldfan gennem otte årtier
I stuen i Jens Erik Frederiksens hus i Ølby står et kæmpe tv.
– Sådan en skærm er ret smart at have, når man ikke tager ud og buldrer. Der er mange timer i døgnet, og jeg har jo ikke besøg hele tiden. Der er meget fodbold i fjernsynet, og jeg har fulgt med i fodbold, siden jeg var 13 år. Jeg spillede selv i et par år som voksen, siger Jens Erik Frederiksen og udbryder:
– Jeg er Brøndby-mand!
I gamle dage var han også hårdkogt Køge-fan. Både da Køge i 1954 som den første provinsklub blev dansk mester. Og dengang, der stod “Sparekassen SDS” på brystet af det lokale holds sort- og hvidstribede bluser, og Charlie Petersen med 22 mål i 1975-sæsonen var med til at sikre Køges andet Danmarksmesterskab.
– Jeg har set 90 procent af Køges kampe i perioden fra 1936-2005, og jeg har stadig alle kampprogrammerne, fortæller Jens Erik Frederiksen.
Er kun mødt for sent én gang
På den tidligere kolonihavegrund blev halvdelen af jorden i sin tid solgt fra, og Jens Erik Frederiksen har selv bygget det hus, der gennem 58 år har været hans hjem.
– Jeg har selv lagt murstenene, pudset væggene og lavet taget. Vi flyttede ind 1. december 1959, siger Jens Erik Frederiksen.
– Dengang var der kun to veje og få huse herude. I dag bor der 8.000-10.000 mennesker, siger han.
I alle sine år på arbejdsmarkedet kom Jens Erik Frederiksen kun for sent én gang. Det var netop i 1959.
– Jeg havde ikke sovet i en uge på grund af husbyggeriet. Da jeg kørte ind på Junckers Savværk på min knallert, råbte alle “hurra”, fordi det var første gang, at jeg kom for sent, siger han.
Tillidsmand i 20 år
På savværket var der et stempelur, og kom man for sent, blev man trukket i løn. De penge, der blev trukket, satte Junckers Savværk ind på en konto i en hjælpefond, som blandt andet gav penge til arbejderne under sygdom.
– Det var faktisk en rigtig fin ordning, siger Jens Erik Frederiksen, der i 24,5 år var formand for hjælpefonden.
Junckers Savværk var delt op i flere afdelinger, og Jens Erik Frederiksen var i 20 år tillidsmand i afdeling B, ligesom at han i et års tid var fællestillidsmand for alle arbejderne på hele savværket. Han var i en periode desuden næstformand for Arbejdernes Fællesbageri i Køge og i 1960’erne næstformand for den lokale afdeling af Træindustriarbejderforbundet.
Mangel på arbejdskraft
Junckers Savværk (i dag Junckers Industrier, red.) udviklede sig efter 2. Verdenskrig til at blive verdens største producent af trægulve. Samtidig voksede antallet af medarbejdere fra de godt 500, da Jens Erik Frederiksen blev ansat, til cirka 1.800.
Manglen på arbejdskraft i 1960’erne og 1970’erne førte til, at tusindvis af gæstearbejdere kom til Danmark, og på Junckers Savværk fik Jens Erik Frederiksen mange nye kolleger, der ikke var bange for at tage fat.
– Der blev ansat mange fremmedarbejdere, som det hed dengang. De fleste kom fra Tyrkiet. En overgang var der nok omkring 150. De var dygtige, og der var ting, som de var bedre til end os andre, siger han.
Konflikter og lockout
Jens Erik Frederiksen har oplevet mange konflikter. Fra storstrejken i begyndelsen af 1970, hvor omkring 30.000 arbejdere demonstrerede i protest mod den økonomiske politik, som den daværende borgerlige regering førte. Til overenskomstforhandlingerne i 1975, 1977 og 1979, der alle endte med politiske indgreb.
Han husker tydeligt, hvordan arbejdsgiverne i 1975 lockoutede arbejderne, og porten på Junckers Savværk blev smækket i.
– Vi skulle hente den sidste ugeløn, og porten ind til fabrikken var lukket. Så lønposen – den brune kuvert med kontanter – blev stukket ud gennem hegnet, siger han.
Store arbejdsnedlæggelser
I 1975 var der 147 arbejdsnedlæggelser i Danmark, som førte til sammenlagt 100.100 tabte arbejdsdage. Tallene blev betydeligt større under påskestrejkerne i 1985, hvor sammenbruddet i overenskomstforhandlingerne mellem arbejdsgiverne og fagforeningerne førte til demonstrationer, omfattende strejker og i alt 820 arbejdsnedlæggelser og over 2,3 millioner tabte arbejdsdage.
Under en af de mange konflikter fik Jens Erik Frederiksen lidt penge af den lokale fagforening for at have hjulpet til.
– Dem brugte jeg til at købe den globus, siger han og peger over på sit skrivebord.
– Der var en anden, som købte en kjole til sin kone, smiler han.
På Junckers Savværk var der løbende mindre strejker på halve og hele dage samt ballade, når arbejderne så stort på reglerne.
– På et tidspunkt var der nogle, der røg på toiletterne. Det var strengt forbudt på grund af al det træ, der var på savværket. Det endte med, at toiletdørene blev pillet af. Så kunne de sidde der og grynte til frit skue, siger Jens Erik Frederiksen.
Junckers Savværk har altid fyldt meget for hele hans familie. Når Jens Erik Frederiksen arbejdede om søndagen, skulle hans sønner Jan og Benny altid stå klar ved porten klokken 8.30 med en madpakke til ham. Så fik de lov at være med inde på savværket i en halv times tid, inden de smuttede hjem igen.
Jan Frederiksen, der i dag er 75 år, blev senere ungarbejder på savværket, hvor han i 1957-1958 stod og skar jernbanesveller til DSB. Og Benny Frederiksen, der i dag er 71 år, tilbragte de sidste to år af sin læretid som tømrer på savværket, hvor hans kone også var ansat i 10 år.
I clinch med funktionærerne
På arbejdernes internationale kampdag var der traditionelt ikke mange, der arbejdede. Men Jens Erik Frederiksen husker et år, hvor han var blevet bedt om at møde på savværket 1. maj for at tage nogle prøver af træ. Prøverne skulle laves med en båndsav, som han ikke måtte betjene. Men prøverne skulle tages, da man ellers risikerede at skulle kassere en hel produktion.
– Alle, der var på arbejde, sad med bajere på bordet. En af funktionærerne sagde til mig: “Skal du have savet noget i stav, må du gå op i fagforeningen og hente folk”. Heldigvis havde jeg en god værkfører, som klagede til driftsledelsen. Så blev alle funktionærerne kostet ud, siger Jens Erik Frederiksen.
– Ham, der sagde de “pæne ord” til mig, hilste bagefter ikke på mig i fire år, siger han.
Af med kasketten for værkførerne
Hilse skulle man ellers. Ikke mindst når de på et tidspunkt 70-80 værkførere mødte ind.
– Dem skulle vi sige “De” til og tage kasketten af for, siger Jens Erik Frederiksen.
– Begge dele blev senere afskaffet af en ny og flink direktør. Det havde jeg ikke noget imod, siger han.
Hvert år tog værkførerne til en stor industrimesse i den tyske by Hannover, og i 1957 inviterede den nye, flinke direktør Jens Erik Frederiksen og seks-syv andre tillidsmænd med.
– Værkførerne krummede tæer, da de hørte, at vi skulle med på turen, siger Jens Erik Frederiksen.
Men sådan blev det, og senere var han som tillidsmand også til messer i det daværende Vestberlin og Norge for at se på datidens nyeste maskiner og hjælpemidler.
Stor fyringsrunde
På Junckers Savværk blev møderne i samarbejdsudvalget altid holdt om aftenen, og Jens Erik Frederiksen kom ofte hjem med i par cigarer i lommen, som direktøren gavmildt delte ud af.
Internt i fagforeningen husker han fløjkrigene mellem kommunisterne og socialdemokraterne.
– De bekrigede tit hinanden, og det kunne sommetider være irriterende. Jeg gik aldrig op i det taktiske, politiske spil. Nej, jeg var en skikkelig mand, siger han.
Under en stor fyringsrunde på Junckers var der dog enkelte, der så sig sure på Jens Erik Frederiksen, som på det tidspunkt stadig var formand for hjælpefonden på fabrikken.
– Der skulle fyres omkring 300 mand. Og de, der var syge om fredagen og mandagen, var allerede ude. Sådan var det, konstaterer Jens Erik Frederiksen.
– Og når man ikke længere var ansat på Junckers, var man heller ikke medlem af hjælpefonden og kunne ikke få penge af den. Det var der nogle, som blev godt sure over, fortæller han.
Fagforeningsmand for livet
Jens Erik Frederiksen har fået flere anerkendelser for sit langvarige medlemskab af fagforeningen. Senest fik han en 80-års nål ved 3F’s jubilarfest i Odense Congress Center i maj 2017, og han er stolt af dem alle.
– Der var en overgang, hvor folk var ligeglade med fagforeningen, men den har altid betydet meget for mig. Jeg har altid arbejdet, så på den måde har jeg aldrig rigtig haft brug for fagforeningen. Men det har været en tryghed og forsikring at vide, at jeg havde en indtægt, hvis jeg blev ledig, siger Jens Erik Frederiksen, der stadig er medlem af 3F Roskildeegnen.
– I dag, hvor jeg er pensionist, er det jo heller ikke så dyrt at være medlem mere, smiler han.
