Det går lidt tid fra den første banken på døren til huset i Ølby, til at Jens Erik Frederiksen lukker op. Men så er han der. Med et smil og et solidt håndtryk.
Glad og gæstfri viser han vej ind sit hjem, hvor de mange reoler og møbler i teaktræ kunne få mundvandet til at løbe på de fleste marskandisere og indehavere af vintage-forretninger i hovedstaden.
I stuen ligger der hæklede tæpper på armlænene af de bløde, polstrede møbler ved kakkelbordet. Væggene er prydet med tre skibsmalerier og et tikkende ur.
I et hjørne på gulvet står en kæmpestor Johnny Walker whiskyflaske, som Jens Erik Frederiksen afviser selv at have tømt.
– Nej, den har jeg fundet nede på stranden, siger han.
Rivende teknologisk udvikling
Ved siden af “Hirschsprungs konversationslektion i farver” står bøger med titler som “Men morsomt har det været” og “Menneskets saga i hverdag og fest”, og det tager ikke lang tid i Jens Erik Frederiksens selskab at forstå, at de blå øjne bag de mørke briller har set lidt af hvert.
I den 99-årige 3F’ers levetid har 22 forskellige personer været Danmarks statsminister. Han husker tydeligt, da Neil Armstrong som det første menneske i juli 1969 satte sin fod på månen, og Jens Erik Frederiksen var en “ung mand” på 74 år, da verdens første sms-besked blev sendt i december 1992.
I dag har han selv en mobiltelefon, men han har aldrig været slave af teknologiske hjælpemidler. Hverken privat eller i sit arbejdsliv.
– Dengang de begyndte med al den der nye, moderne teknologi, holdt jeg op med at arbejde, siger Jens Erik Frederiksen.
Et kørekort har han aldrig haft. Den eneste gang, han har siddet bag rattet, var som rekrut i forsvaret, hvor han skulle flytte en 25 tons tung lastbil 25 meter.
– Der var jeg nær endt i grøften, smiler han.
Kom til verden på en valgdag
Jens Erik Frederiksen blev født 22. april 1918. Samme år som 1. verdenskrig sluttede, og den underjordiske Nørreport Station i København blev indviet. Og samme dag, som danskerne gik til stemmeurnerne ved det første folketingsvalg efter en reform af Grundloven tre år tidligere, der sikrede mænd og kvinder mulighed for at stemme og stille op på lige vilkår.
Med reformen af Grundloven blev antallet af vælgere herhjemme mere end fordoblet, og antallet af pladser i Folketinget udvidet fra 114 til 140. Til stor skuffelse for kvindebevægelsen, kunne det dog tælles på én hånd, hvor mange kvinder der blev valgt ind i Folketinget i 1918.
Glæden var langt større på Jens Erik Frederiksens forældres lille landsted med 10 tønder land ved Endeslev-Vråby 10 kilometer syd for Køge. Efter et par familietragedier voksede børneflokken igen, da den yngste søn kom til verden.
– Min mor fødte i alt ni børn. Der var to søskende før mig, som døde. Den ene under fødslen. Den anden druknede i en mergelgrav, fortæller Jens Erik Frederiksen.
Vokset op under trange kår
Kårene i barndomshjemmet var trange, og i 1918 var der mangel på fødevarer og rationering i Danmark. Ud over at passe sit eget landsted måtte Jens Erik Frederiksens far knokle på en bondegård for at brødføde sin familie.
– Min far arbejdede 12 timer om dagen, seks dage om ugen til én krone om dagen. Ja, sådan var det dengang, siger Jens Erik Frederiksen.
Det tikkende ur på væggen i stuen får selskab af pulserende bip-lyde, mens Jens Erik Frederiksen skruer op for sit høreapparat.
– Det var bedre, lyder det lidt efter.
Skolelærer opstillede Stauning
Hørelsen er ikke, hvad den har været, men Jens Erik Frederiksens hoved fejler ikke noget. Han nævner i flæng for- og efternavne på personer, som han har arbejdet sammen med – eller haft faglige tvister med – og de fleste årstal og datoer for vigtige begivenheder i hans liv synes at have printet sig fast i hukommelsen.
Han gik i skole i Endeslev-Vråby samtidig med, at Thorvald Stauning blev Danmarks første socialdemokratiske statsminister. Det var faktisk en af lærerne på den lokale skole, der i sin tid havde fået den senere landsfader opstillet, fortæller Jens Erik Frederiksen.
Stauning nåede han aldrig at hilse på, men mange år senere fik Jens Erik Frederiksen lejlighed til at trykke næver med de socialdemokratiske statsministre H.C. Hansen og Anker Jørgensen på kongresser i Træindustriforbundet.
– Jeg har altid stemt rødt, slår han fast.
Øretæverne faldt let
Da Jens Erik Frederiksen var dreng, var skolen et sted, hvor man kun mødte op hver anden dag. Stod det til ham, kunne det lige så godt have været en gang om måneden.
– Jeg kunne bedst lide frikvartererne, ler han.
Undervisningen begyndte klokken syv om morgenen og varede til klokken 14. Kun afbrudt af et frikvarter og en times frokostpause. Og det var ikke velset at tage madpakken med ind i klasselokalet, som Jens Erik Frederiksen engang gjorde.
– Min lærer kom hen og spurgte, om jeg skulle have en dram til maden? Så fik jeg én på hovedet, så det rungede i hele lokalet, og blev sat i skammekrogen, fortæller han.
Senere samme dag, da klokken ringede ud, kunne Jens Erik Frederiksen ikke dy sig og sagde “tak for øretæven” til læreren.
– Så fik jeg et par på hovedet til i skolegården. Øretæverne faldt let dengang. Jeg fik også mange prygl med spanskrøret, men jeg var også selv ude om det nogle gange, siger han.
Ud at tjene efter syv års skolegang
Efter syv års skolegang kom Jens Erik Frederiksen som 13-årig ud at tjene på en gård i sin fritid. Han husker, at han tjente 65 kroner på et halvt år, og at lønnen var med kost, men uden logi.
Året efter kom han til en større gård. Her steg lønnen til 150 kroner inklusiv kost og logi.
– Jeg havde altid fæste for et halvt år ad gangen. Hvad jeg lærte? Jeg lærte sgu at malke en ko. Du skulle også kunne bære 100 kilo tunge sække på ryggen, siger han.
Meldte sig ind i fagforening som 18-årig
På sin 18 års fødselsdag i 1936 meldte Jens Erik Frederiksen sig ind i Dansk Arbejdsmands Forbunds lokale afdeling i Køge. Det kostede cirka fem kroner om ugen at være medlem, men hos Jens Erik Frederiksen herskede der ikke tvivl om, at det var pengene værd.
– Det var helt naturligt for mig at melde mig ind i fagforeningen. Det gjorde man dengang, og det har jeg aldrig fortrudt, siger han.
Som ung gik Jens Erik Frederiksen stolt med sin røde fagforeningsbog i baglommen.
– Der var en engang en landmand, som jeg arbejdede for, der tilbød mig 500 kroner for at rive den over. Men det sagde jeg nej til. Selvom 500 kroner var mange penge dengang, siger han.
Som ung, ufaglært arbejder fik han job på Sadolin & Holmblads farve- og lakfabrik på Ølby Lyng ved Køge. Senere arbejdede han på en metalvarefabrik og som jord- og betonarbejder hos et entreprenørfirma, indtil der var bud efter ham fra forsvaret.
Sov med rotterne
1. maj 1939 blev Jens Erik Frederiksen indkaldt som soldat ved luftværnsartilleriet, der havde til huse på Artillerivej på Amager.
– Det var en tid med kæft, trit og retning, siger han.
Det var også en tid, hvor der fra dansk side blev skelet nervøst mod Tyskland, som 1. september 1939 invaderede Polen, hvilket blev begyndelsen til 2. verdenskrig.
I december samme år blev Jens Erik Frederiksen og hans kompagni sendt til Løgumkloster i Sønderjylland. Soldaterne blev indkvarteret privat, og Jens Erik Frederiksen havnede på en gammel bondegård. Her skulle han gå igennem en stald med fire heste for at komme over til et lille kammer, hvor madrassen i sengen bestod af halm med et tykt tæppe henover.
Jens Erik Frederiksen var alt andet end tilfreds med forholdene:
– Jeg sov med rotterne. Der var fyldt med rottelort rundt om hovedpuden, når jeg vågnede. Og der stod et fad med vand, som var bundfrossent. Der havde rotterne skidt på isen.
Kæmpe skideballe
Uden at spørge nogen om lov flyttede Jens Erik Frederiksen over til Løgumgård åndssvageanstalt, som det dengang hed. Her var der i forvejen indlogeret flere andre soldater sammen med de omkring 400 beboere.
– Det var jo en slags rømning, da jeg flyttede fra gården. Bonden klagede til militæret, da han ikke fik sine penge. Og jeg fik den allerstørste skideballe af en kaptajn, der beordrede mig til at flytte tilbage.
Heldigvis for Jens Erik Frederiksen skulle kaptajnen til København og modtage en udnævnelse af Kong Christian den 10. Jens Erik Frederiksen benyttede lejligheden til at kontakte den næstkommanderende, der tog ud og besigtigede “rottereden”. Derefter fik han lov til at blive boende på Løgumgård.
– Det var et fantastisk sted. Vi havde det godt sammen med “tosserne”, siger han og forklarer, at det blev beboerne altså kaldt på den tid.
Ørene rettet mod Tyskland
Soldaterne i Jens Erik Frederiksens kompagni var udrustet med 75 millimeter luftsmålkanoner, lytteapparater, lyskastere og geværer fra 1889, som det tog lang tid at lade. Jens Erik Frederiksens primære opgave var at lytte efter, hvad tyskerne foretog sig.
– Fra Løgumkloster var der jo ikke langt over til øen Sild i Vadehavet, som var base for tyskerne, siger han.
8. april 1940 blev al orlov inddraget, og Jens Erik Frederiksen og de andre soldater fik udleveret skarp ammunition.
– Indtil da havde vi altid gået med løst krudt, siger han.
Natten til 9. april 1940 havde Jens Erik Frederiksen vagten fra klokken fire til seks om morgenen. Han kunne høre tyskerne varme flyvemaskiner op på Sild, og pludselig blev hans kompagni beordret til Vejle for at forsvare byen.
– Da vi skulle til at køre, var der mindst 200 tyske fly, som sværmede over os. Et af de tyske jagerfly var så langt nede, at man kunne se piloten, husker han.
Kunne se kuglerne ramme asfalten
I alt tre eskadriller fra nazi-Tysklands flyvevåben, Luftwaffe, blev sat ind over Sønderjylland den morgen, hvor store dele af luftrummet over Danmark var sort af Juncker 52 transportmaskiner, Dornier 215 og Heinkel III bombemaskiner og jagerfly af typen Jagdgeschwander 77 og Messerschmitt Bf 109.
På vej mod Vejle var det nær gået galt for Jens Erik Frederiksen og hans soldaterkammerater på Ribe Landevej. 80-100 meter fra dem kom nogle tyske soldater kørende, som åbnede ild mod dem. Og chaufføren på den lastvogn, hvor Jens Erik Frederiksen sad på ladet sammen med 24 andre soldater, kørte ind i en kirkemur.
– Jeg havde altid troet, at militæret var en leg, men det var sgu alvor det her. Vi kunne se kuglerne ramme asfalten, fortæller han.
Efter at have søgt dækning i en halv times tid lykkedes det Jens Erik Frederiksen og hans soldaterkammerater at nå frem til en herregård.
– Men der gik kun en time. Så kom tyskerne, og vi måtte smide vores geværer. De var nu heller ikke meget værd, konstaterer Jens Erik Frederiksen.
– Der var tre tyske soldater til at holde øje og passe på os. Herremanden slagtede en gris og sørgede for, at vi fik flæskesteg til aftensmad. Så han var vist ikke nazist eller venligsindet over for tyskerne, som mange sønderjyder var dengang, siger han.
Ramt af kærligheden
Jens Erik Frederiksen fortæller, at krigen for hans vedkommende reelt varede fra klokken fire om morgenen til klokken 10 om formiddagen, og 16. april 1940 blev han hjemsendt.
Året efter blev Jens Erik Frederiksen ramt af kærligheden, da han mødte kvinden i sit liv, Poula Kirstine.
– Og det var ikke i en mørk biograf, siger han og læner sig frem i stolen.
Poula Kirstine og Jens Erik Frederiksen mødtes, da den lokale afdeling af Dansk Arbejdsmands Forbund i 1941 holdt fest i Teaterbygningen i Køge.
– Der var bal bagefter, og så rullede lavinen derfra, siger han.
Familie med stolt fagforeningshistorie
Parret blev gift i 1942 og fik samme år sønnen Jan. Poula Kirstine Frederiksen var husmor, gjorde rent hos folk og tog ud og lavede mad eller serverede til fester. Tre år senere kom sønnen Benny til verden. Han er i dag 71 år og har ligesom sin storebror på 75 år og sin far en lang og stolt historie i fagforeningen.
Jan Frederiksen er uddannet som murer, og Benny Frederiksen er uddannet tømrer. Før de gik på pension, var de begge medlemmer af 3F, og Benny Frederiksen er tidligere formand for Snedker- og Tømrerforbundets afdeling i Køge, tidligere næstformand for Forbundet Træ-Industri-Byg (TIB) i Roskilde Amt, der i 2011 blev en del af 3F, samt tidligere formand for LO Køge Bugt.
Familien fik først et fotografiapparat, da Jan Frederiksen blev konfirmeret i 1956, men fotoalbummerne i reolen vidner om et langt og levet liv, og Jens Erik Frederiksens 25 ferierejser med Poula Kirstine til Østrig, Italien, Jugoslavien, Frankrig, Norge, Sverige og Tyskland.
Hilsner fra dronningen
Ægteparret nåede at være gift i 67,5 år. Jens Erik Frederiksen finder en cigaræske frem med de breve fra dronning Margrethe, som de fik, da de fejrede diamantbryllup i 2002 og krondiamantbryllup i 2007.
Følelserne sidder hverken uden på Jens Erik Frederiksens skjorte eller strikkede trøje. Men han lægger ikke skjul på, at han savner sin hustru, der døde i januar 2010 i en alder af 91 år.
– Vi havde et godt liv sammen, siger han og tilføjer:
– Men vi havde også vores strabadser.
Dette er første kapitel om 99-årige Jens Erik Frederiksen, der har været medlem af fagbevægelsen siden sin 18-års fødselsdag. Andet kapitel om den gamle arbejder kan du læse her.
Syge af forurenet vand
Hårdest gik det for sig, da Køge-Egnens Rensningsanlæg i 2007 ved en fejl pumpede afføring ud i drikkevandsforsyningen. Jens Erik Frederiksen og hans hustrus hus lå i første række til den forurenede vandledning.
– Så vi sad og drak lort uden at vide det, siger han tørt.
Poula Kirstine og Jens Erik Frederiksen var blandt de godt 120 borgere i området, der blev alvorligt syge. Og det blev ikke bedre af, at skandalen først blev offentligt kendt efter en weekend, hvor folk havde kimet den lokale lægevagt ned. Kun for at få at vide, at de skulle drikke rigeligt med vand.
– Jeg skrev ned, at jeg var på toilettet 78 gange på to dage, fortæller Jens Erik Frederiksen.
Efter at have holdt stand i huset i over en uge, røg først Poula Kirstine og senere samme dag også Jens Erik Frederiksen på sygehuset i en ambulance. Her var det afkræftede ægtepar indlagt i 11 dage. De fik siden erstatning for svie og smerte.
– I to måneder efter udslippet skulle vi hente vand fra en tankvogn. Og alle vandhaner i huset skulle stå åbne i timevis for at blive gennemskyllet og renset, siger han.
Vant til at holde ud
Jens Erik Frederiksen er vant til at holde ud. Stædig er han også, fortæller hans to sønner. Meget stædig. Og en mand, der aldrig har været bange for at holde på sin ret eller udfordre autoriteterne.
Det var han heller ikke under besættelsen, hvor den danske regering, Rigsdagen og kongemagten 29. august 1943 holdt op med at fungere, og den tyske besættelsesmagt afvæbnede det danske forsvar og indførte militær undtagelsestilstand.
I perioder var der spærretid fra klokken otte om aftenen til klokken seks om morgenen, men en sommeraften i Køge så borgerne stort på udgangsforbuddet og samledes på torvet. Jens Erik Frederiksen gik også ned på torvet for at nyde aftenen, efter at han havde fulgt sine forældre på vej hjem fra sønnen Jans barnedåb.
– Da klokken slog otte om aftenen, kom tyskerne farende og skød op i luften. Folk blev jagtet som høns, husker han.
Holdt op af tyskerne
Jens Erik Frederiksen løb hjem, låste sig i porten og nåede dårligt at komme ind i familiens daværende lejlighed, før en flok tyske soldater bragede ind i køkkenet. Sønnen Jan lå og sov i et værelse, og da Jens Erik Frederiksen gik ud i køkkenet for at få styr på situationen, fik han sat en pistol for brystet.
– Det var alvorligt. Hitler havde givet ordre om at skyde alle, der gjorde modstand, siger Jens Erik Frederiksen, der ikke ville finde sig i, at tyskerne bare gik ind i familiens hjem, mens der lå et lille barn og sov.
De tyske soldater fortrak igen, og han slap med skrækken. Ligesom da et medlem af Hitler Jugend pegede våben mod ham på gaden i Køge, efter at han var kommet med en kvik bemærkning om det store rugbrød, som den uniformerede og bevæbnede teenager havde under armen.
– Han forstod åbenbart lidt dansk, smiler Jens Erik Frederiksen.
Hårdt fysisk arbejde i skoven
Under det meste af besættelsestiden var Jens Erik Frederiksen ansat som stødoptager ved Bregentved Gods. Han arbejdede i skoven, hvor han med hammer og kiler bankede trærødder op.
Det var hårdt fysisk arbejde til en løn på 40 ører om dagen, men Jens Erik Frederiksen fik kun det halve udbetalt af sygesikringen, da han i 1946 fik en træsplint i øjet og blev indlagt på sygehuset i otte dage.
– Sygesikringen ville ikke give mig mere end 20 ører pr. dag, jeg havde været sygemeldt, fordi jeg jo havde fået kost på sygehuset. Dengang skulle man være sygemeldt i 13 uger, før man kunne få udbetalt en hel dagsløn, siger han.
Holder sig i gang med daglig gymnastik
Sygemeldinger har der ikke været mange af i Jens Erik Frederiksens arbejdsliv. Skavankerne er først kommet senere. I 1985 fik han fjernet galdeblæren, som 87-årig fik han i 2005 et nyt knæled, og i foråret 2017 blev han opereret for grå stær på begge øjne.
Men han brokker sig ikke og laver stadig gymnastik hver dag. Han begynder med bensving i sengen, når han vågner, og laver 50 armsving og knæbøjninger før morgenkaffen.
Jens Erik Frederiksens forældre blev begge omkring 70 år. De fleste af hans søskende blev 93-94 år, og han er selv godt på vej mod de 100 år og har en familie, der ud over de to voksne sønner tæller fire børnebørn og fire oldebørn.
Sin alder er dog ikke noget, som Jens Erik Frederiksen bruger megen energi på.
– Det nytter ikke at ligge og spekulere over tingene. Fremtiden er ikke ret lang, så jeg tænker kun fra dag til dag, siger han.
Første gang, Fagbladet 3F besøgte Jens Erik Frederiksen, var i 2016. Det kom der denne video ud af: