Danskerne blev i snit hjemme under dynen i 11 dage sidste år – og året før i 9,3 dage. Begge dele er historisk mange sygedage ifølge Danmarks Statistiks sygefraværsopgørelse.
Og forklaringen skal også findes i en historisk begivenhed, nemlig covid-19-pandemien.
Det siger professor Lotte Bøgh Andersen fra Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet, der er ledelsesforsker med fokus på blandt andet sygefravær.
For under covid-pandemien forandrede kulturen omkring sygefravær sig meget. Både i forhold til hvad man forstår ved at være syg nok til at blive hjemme, men også i forhold til begrundelserne for at blive hjemme.
– Særligt opstod der en bekymring hos for eksempel sosu-personale og pædagoger i det offentlige, der ikke ønskede at smitte de sårbare ældre eller børnene, og derfor blev hjemme, siger Lotte Bøgh Andersen.
Desuden var der i 2021 og 22 fortsat regler, der sagde, at hvis man var nær kontakt til en covid-smittet, skulle man testes og potentielt sygemelde sig. Og også hvis du selv var smittet, men ikke havde symptomer.
– Det gav helt naturligt flere sygefraværsdage, siger Lotte Bøgh Andersen.
Hun henviser også til den “immungæld”, som eksperter i sundhed taler om: Nemlig at vi – særligt børn – har oparbejdet “en gæld” af sygdomme, som vi ikke har været igennem under corona-nedlukningerne, og som vi derfor ikke er immune overfor.
Et andet syn på at klemme ballerne sammen
Men selvom covid ret entydigt kan forklare sygetallenes tur op i 2021 og 2022, er der også sket en vækst, som rækker omkring ti år tilbage i tiden.
I 2013 var det gennemsnitligt antal sygedage nede på otte.
Her ligger forklaringerne i nogle mere langsigtede samfundstendenser, vurderer Lotte Bøgh Andersen.
LÆS OGSÅ: Ti års indsats har ikke mindsket antallet af arbejdsulykker
For eksempel har vores forståelse for, hvad vi ”skylder” vores arbejdsplads, udviklet sig. Altså at vores villighed til at ofre os selv til arbejdet ændrer sig gennem generationer.
– De yngre har måske et lidt andet syn på at ”klemme ballerne sammen” og tage på arbejde, hvis de for eksempel har hovedpine, siger Lotte Bøgh Andersen.
Hun vurderer også, at man kan koble det let stigende fravær til den psykiske sårbarhed, som særligt de yngre generationer, der kommer ind på arbejdsmarkedet, bærer på.
– Nogle oplever sig selv mere syge, hvilket i sig selv giver flere sygefraværsdage. Men de er også med til at gøre sygdom i bred forstand mindre tabuiseret – altså at sygdom er andet, end at man ligger og kaster op i en spand, siger Lotte Bøgh Andersen.
Nogle meget store gråzoner
Til gengæld har Lotte Bøgh Andersen selv undersøgt dét fænomen, der hedder “sygenærvær”. Nemlig, at der er en tendens til, at man tager på arbejde, selvom man er syg.
Her er konklusionen, at det mindsker sygedagene i første omgang. Men at man også trækker så meget på egne ressourcer, at man i anden omgang lægger sig endnu mere syg.
Så løsningen på at banke antallet af sygedage ned er ikke mere sygenærvær. Og generelt er nedbringelse af sygefravær bare et meget komplekst spørgsmål, siger hun.
– Der er nogle meget store gråzoner mellem, at man er frisk som et havørn, og til at man ligger ned med feber og kaster op. Og det er meget forståelsen for disse gråzoner, det handler om.
Overordnet ser hun ikke grund til at bekymre sig om den udvikling, som sygefraværet generelt er i. På sektorområder – for eksempel i forhold til folkeskolen, hvor der er en stærkere stigende tendens – kan der dog være grund til det.
Ellers skal man blot fortsætte med at være opmærksom på udviklingen, og ikke mindst skal ledelsen interessere sig for forebyggelse af sygefravær, pointerer hun:
– Når der er en stor ledelsesmæssig opmærksomhed på sygefraværet, er der også en klar tendens til, at det bliver mindre, siger Lotte Bøgh Andersen.