Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens egen holdning.
I disse dage må mange danskere vente længe på deres takeaway, da Wolt-budene i København strejker.
Budene oplever, at deres løn er faldet, og at der mangler gennemsigtighed i, hvordan den beregnes.
Strejken er nu gået ind i sin femte uge, hvor karavaner af bude har fyldt gaderne omkring søerne i København.
Vi er vidne til den længste strejke for madbude nogensinde, og arbejdskampen skriver sig ind i ny Danmarkshistorie.
De arbejder under ekstremt usikre vilkår og kan i princippet fjernes fra platformen fra den ene dag til den anden.
Rasmus Emil Hjorth
Det er “Community House Copenhagen” (CHC), som sammen med aktive fra Madbudenes Organisation har faciliteret møder, indtil der for nylig blev valgt en strejkekomite blandt budene.
Budene strejker uden nogen særlig retssikkerhed. De arbejder under ekstremt usikre vilkår og kan i princippet fjernes fra platformen fra den ene dag til den anden.
Jeg ved det af personlig erfaring: Jeg arbejdede selv som Wolt-bud, indtil jeg blev “deaktiveret” med mistanke om mine faglige aktiviteter.
Budene er ikke omfattet af den danske model, som de fleste af os 3F’ere ellers kender til. Budene har ikke en overenskomst eller et ansættelsesbevis.
De er klassificeret som “partnere”, hvor de angiveligt frivilligt kan vælge at køre ture.
Det partnerskab har de dog mere eller mindre ingen indflydelse på.
Og i 2023 ændrede Wolt systemet markant. Prisen blev nu udelukkende udregnet via en uigennemsigtig algoritme.
I Wolts algoritmerapport fra 2025 beskriver de systemet som baseret på den “reelle indsats”. Algoritmen tager højde for: Vejrforhold, ventetid hos restauranterne og aktuel efterspørgsel.
Wolt hævder, at den dynamiske pris gør det mere fair for det enkelte bud at tage stilling til en tur.
Budene oplever ikke partnerskabet som ligeværdigt. Tværtimod mener de, at transparensen er forsvundet.
Mens priserne i samfundet generelt er steget, oplever mange bude, at deres løn er faldet – nogle beretter om en timeløn helt ned til 100 kroner.
Denne påstand afvises pure af Wolts direktør, Søren Meier Svendsen. Han hævder i stedet, at budenes løn er steget og nu ligger på helt op til 230 kroner i timen.
Selvom det lyder som en god løn, skal det ses i lyset af, at budene jo ikke modtager feriepenge, selv skal betale for alt udstyr (brændstof, telefon og tøj), selv hæfter for forsikringer, vedligeholdelse og så videre.
Store udfordringer
Det er værd at bemærke, at visse myndigheder allerede nu betragter budene som ansatte, blandt andet i forhold til indbetaling af kildeskat.
Men ellers afventer man lige nu ny lovgivning, der skal regulere platforme som Wolt og Uber Eats.
Selvom EU’s platformsdirektiv snart implementeres, står fagbevægelsen over for to store udfordringer.
Direktivet kan ændre budenes status fra “falske selvstændige” til lønmodtagere, men regeringen lægger ikke op til en stærk implementering.
Beskæftigelsesministeriet vil undgå “overimplementering” af hensyn til konkurrenceevnen.
Korrekt klassificering af arbejderne kræver desuden investeringer, formentlig hos Arbejdstilsynet. Da tilsynet ser ind i store spareplaner, er det usikkert, om en kommende regering vil afsætte de nødvendige midler.
Anden stor udfordring
Vi står også overfor en anden fundamental udfordring: Kan Wolt-budene overhovedet se sig selv i 3F’s organisering?
Vi må håbe, at den etablerede danske fagbevægelse er klar til at tage imod dem.
Rasmus Emil Hjorth
Det er en udbredt oplevelse blandt Wolt-budene, at 3F har været “svære at danse med”, og flere beretter om, at fagforeningen er kommet for sent på banen.
Det er min oplevelse, at størstedelen af budene er migranter, som har haft et møde med den danske fagbevægelse, der desværre ikke altid har været positivt for deres vilkår.
Derfor har Community House Copenhagen været den oplagte samarbejdspartner.
De har ikke blot stillet lokaler til rådighed, men har arbejdet ud fra en strategi om at involvere sig dybt i migranternes hverdag.
De har ringet rundt til alle de bude, de kender, og opsøgt de sædvanlige mødesteder for at opbygge en reel tillid. Det er et benarbejde, som har krævet utallige timer for vores organisatorer i strejkekomiteen.
Modtagelsen i Fælledparken bliver derfor også en test for dansk fagbevægelse.
Nu strejker budene igen den 1. maj, hvor de planlægger at køre i karavane ind i Fælledparken.
Vi må håbe, at den etablerede danske fagbevægelse er klar til at tage imod dem.
Budene vil nemlig gerne kæmpe for deres rettigheder, men det skal foregå på fælles præmisser. Og det har vi i fagbevægelsen nok ikke været særligt gode til at facilitere indtil nu, mener jeg.