“Vi vil fred og velfærd – ikke krig og bomber”.
Sådan er overskriften for en gruppe af fagligt aktive, inklusiv mig selv, der på tværs af byer og fag har taget initiativ til en underskriftindsamling imod militær oprustning.
For det haster med, at vi igen sætter fred og nedrustning på dagsordenen, som fagbevægelsen har arbejdet for gennem historien.
Et flertal i Folketinget vil bruge milliarder af kroner på oprustning, og regeringen vil omlægge til en krigsøkonomi og truer med en egentlig krigsskat. Det vil betyde, at skattekroner skal gå til krudt og kugler i stedet for kollektiv velfærd.
Folketinget vil bruge 120 milliarder kroner frem til 2033. Vel at mærke oven i de cirka 200 milliarder, der allerede er bevilget. Og det går i lyntempo.
Oprustning øger faren for krig
Jeg deler ikke statsministerens opfattelse af, at en fred i Ukraine, som ikke sikrer landets suverænitet og territoriale grænser, kan være farligere end den igangværende krig.
Tværtimod. I takt med, at oprustningen vokser, stiger også faren for en krig i stor skala.
Dét der sker nu, har faktisk bragt os i den farligste situation, vi har stået i, i mange år
Brian Majland
Frem for oprustning og truslen om en nært forestående krig, ser jeg og de øvrige, som har taget initiativ til underskriftindsamlingen, hellere, at politikerne brugte deres tid på at diskutere international fred og afspænding. Desværre bruger de frygten for en eskalering til at skrue op for militærudgifterne.
Ikke alene øger det i sig selv risikoen for en eskalering. Dét der sker nu, har faktisk bragt os i den farligste situation, vi har stået i i mange år.
Men når der skal findes så mange milliarder, kommer det også til at gå ud over vores fælles velfærd og dermed de svageste i samfundet.
Vi skal ikke i krig
Vi er imod omlægningen til krigsøkonomi, imod krigsskat og imod oprustning.
Vi er imod en udvikling, der øger faren for en storkrig, betalt med vores rettigheder og i yderste konsekvens med vores liv.
Krig smadrer meget mere, end man kan vinde.
For fagbevægelsen har spørgsmålet om fred historisk været en naturlig del af arbejdet. Nu skal det være det igen.
Vi håber, at vi med underskriftindsamlingen kan være med til at skubbe på en tiltrængt debat i fagforeninger, på arbejdspladser og i samfundet generelt.
For vi skal ikke i krig. Vi skal sikre fred og frihed.
