Oprustning for milliarder: Disse ting kan danske arbejdere fremstille
Tusindvis af danske soldater har gennem årene været udsendt til blandt andet krige og konflikter på Balkan, i Irak, i Afghanistan og senest opgaver i Letland. Men truslen fra Rusland betyder, at forsvaret nu skal opbygge sine kapaciteter på hjemmefronten.Foto: Jan Bjerre Lauridsen/Ritzau Scanpix
Danske eksperter og faglærte og ufaglærte kommer til at spille en aktiv rolle i forsvarets oprustning – men det helt slagkraftige udstyr skal købes i udlandet.
Asger Westh
Journalist
100%
Annonce
Artiklen kort
Trusselsbilledet mod Danmark har ændret sig. Derfor skal forsvaret opruste.
Regeringen og partierne bag forsvarsforliget har afsat mange milliarder kroner til indkøb i år og næste år.
Den danske forsvarsindustri tæller flere end 500 virksomheder fordelt over hele landet.
Virksomhederne beskæftiger sig med alt fra ny teknologi og avanceret software til kvanteteknologi, kunstig intelligens og specielle komponenter til fly, skibe og køretøjer.
Over 80 procent af produktionen i den danske forsvarsindustri går til eksport.
Trusselsbilledet mod Danmark har ændret sig markant, og det danske forsvar skal opruste.
Det skal gå stærkt, og derfor har regeringen og partierne bag forsvarsforliget sat 50 milliarder kroner af til indkøb i forsvaret i år og næste år.
Pengene kommer oveni de godt 200 milliarder kroner, der allerede er sat af til forsvaret frem mod 2033.
Langt under 20 procent af forsvarets indkøb er fra danske virksomheder, oplyser Joachim Finkielman, direktør for DI Forsvar og Sikkerhed, til Fagbladet 3F.
– Men vi har ikke noget imod, at man køber internationale systemer, hvis man også bruger danske underleverandører, siger Joachim Finkielman.
Ifølge Joachim Finkielman har danske virksomheder på mange områder i dag allerede teknologi, udstyr og komponenter, der kan være med til at styrke forsvaret.
Dermed kan både danske eksperter og faglærte og ufaglærte arbejdere komme til at spille en aktiv rolle i forsvarets oprustning.
Kæmpe potentiale på det maritime område
På hele det maritime område, hvor søværnets skibe skal udskiftes frem mod 2050, er der et kæmpe potentiale for danske virksomheder, vurderer Joachim Finkielman fra DI.
– Både i forhold til dansk ledelse, design og byggeri af nye skibe, men også i forhold til ubemandede droner over og under vandet, på jorden og i luften. Også i forhold til beskyttelse mod droner og komponenter, der kan integreres i luftforsvarssystemer, er de danske virksomheder rigtig godt med, siger Joachim Finkielman.
Han fremhæver desuden, at danske virksomheder kan levere højteknologisk udstyr, radarer, elementer til elektronisk krigsførelse og udstyr til, at danske soldater kan bevæge sig ubemærket og opdage fjenden tidligt.
– Og i forhold til rummet har vi kapacitet til det hele. Der er allerede i dag danske virksomheder, som producerer satellitter, udstyr til at sende dem op og kameraer og overvågningsudstyr til satellitter, siger Joachim Finkielman.