Christian passer på lærlingene: – Vi slår hårdt ned med det samme

Hos Raunstrup skal livet som lærling ikke være lort. Det hjælper Christian Høgsholt med at sørge for.
- Christian Høgsholt er lærlingeansvarlig hos entreprenør- og tømrervirksomheden Raunstrup. Han sørger for god trivsel og tryghed for de pt seks tømrerlærlinge.
- Raunstrup har nultolerance over for sexchikane, racisme og vold.
- Cirka 80 procent af de udlærte svende fortsætter karrieren hos Raunstrup.
- Raunstrup har desuden fokus på socialt ansvar og inklusion af kvinder i en mandedomineret branche.
Der er egentlig ikke så meget hokus-pokus over det.
Det handler bare om at have én, som de unge lærlinge kan gå til. Én, som altid har en åben dør.
Og det har Christian Høgsholt.
Han er såkaldt lærlingeansvarlig hos entreprenør- og tømrervirksomheden Raunstrup, som har syv afdelinger rundt om i landet.
Det handler jo i bund og grund om, at det skal være en arbejdsplads, hvor alle kan komme trygt på arbejde hver dag.
Christian Høgsholt
Christian Høgsholt står med ansvaret for de i øjeblikket seks tømrerlærlinge i Aarhus-afdelingen.
– Mit job er kort og godt at sørge for, at der er en voksen, de kan komme til, hvis der er behov. Så jeg skal have en god connection med de unge – så de ved, at de roligt og trygt kan komme til mig, uanset hvad det handler om, fortæller han.
– Og jeg kan mærke, at det giver dem en tryghed, at jeg har den rolle. Jeg har en klar fornemmelse af, at de tager det til sig, uddyber han.
Gudskelov for det!
Livet som lærling er i mediernes fokus i øjeblikket.
Især hos DR, der i dokumentaren “Bare en lortelærling” beretter om lærlinge, der har været udsat for vold, chikane og ydmygelser i specielt byggebranchen.
Men når Christian Høgsholt skal reflektere over den slags lærlingefortællinger, lyder det prompte:
– Jeg kan overhovedet ikke genkende det billede. Og Gudskelov for det!
For den hverdag, de knap 50 tømrerlærlinge hos Raunstrup har, er en anden.
Hér er der absolut nultolerance over for sexchikane, racisme, vold og lignende.
Den årlige spørgeskemaundersøgelse blandt lærlingene viser, at cirka 60 procent er “meget enige i”, at de er glade for at arbejde hos Raunstrup, og cirka 40 procent er “enige” heri.
Der afholdes lærlingedage og lærlingesamtaler, og hver af de syv afdelinger har desuden en lærlingeansvarlig.
Det giver noget struktur, at jeg ved, at der er én person, jeg skal gå til.
Gustav
Gustav Thomsen på 20 år er en af dem, der har Christian Høgsholt som lærlingeansvarlig.
Ikke at Gustav Thomsen overrender ham. Men han betyder noget, fortæller den unge tømrerlærling, der har været i firmaet i to et halvt år.
– Det giver noget struktur, at jeg ved, at der er én person, jeg skal gå til. Jeg kender personen, og jeg har et personligt forhold til ham – og det er vigtigt, fortæller Gustav Thomsen.
Når han stikker hovedet ind, handler det ikke nødvendigvis om noget superproblematisk.
– Det kan handle om, at jeg gerne vil over i en anden afdeling, eller om at rykke et skoleforløb – eller hvis man for eksempel har svært ved visse opgaver i skolen. Så får vi en fin snak, og så løser det sig, siger Gustav Thomsen.
Hårde emner
I omkring fire år har Raunstrup kørt modellen med en lærlingeansvarlig. Og her kan komme mange forskellige emner på bordet.
– Vi havde én, der blev drillet med indholdet i sin madpakke. Så tog jeg en snak om det med svendene, og så var det emne uddebatteret. Det nåede ikke at blusse op. Og det, synes jeg, er styrken. Vi kan slå hårdt ned med det samme på de ting, som vi ikke vil acceptere, siger Christian Høgsholt – og uddyber:
– For det handler jo i bund og grund om, at det skal være en arbejdsplads, hvor alle kan komme trygt på arbejde hver dag. Ingen lærling skal komme med ondt i maven, siger han.
De mandlige tømrere bliver nemlig også bedre tømrere af at have en kvinde ved siden af sig.
Christian Høgsholt
Socialt ansvar og fokus på køn i en mandsdomineret branche står også på dagsordenen hos Raunstrup.
Syv ud af de 49 lærlinge er kvinder i øjeblikket. Og tallet er stigende.
I Aarhus vil man gerne op på to – i dag er der én:
– De mandlige tømrere bliver nemlig også bedre tømrere af at have en kvinde ved siden af sig. Det er som om, at de opper sig og bliver bedre, både fagligt og menneskeligt. Det er sjovt at se, siger Christian Høgsholt.
Det sociale ansvar tager han også gerne på sig. Aarhus-afdelingen har et samarbejde med kommunen, og vil gerne hjælpe unge, hvis de har nogle udfordringer.
– “Lad os prøve det”, plejer jeg at sige, især hvis vi har en byggesag eller en plads, hvor jeg ved, at den unge vil passe godt ind. Vi er en rummelig virksomhed, siger Christian Høgsholt.
Stolte af højt fastholdelsestal
Raunstrup arbejder målrettet på at fastholde svende, når de har afsluttet deres læretid. Målet er, at cirka 80 procent vælger at fortsætte deres karriere i virksomheden.
Det høje fastholdelsestal er et centralt pejlemærke for, om dét, Raunstrup gør for at få lærlinge og svende til at trives og udvikle sig, lykkes, siger Charlotte Langholm, der er ansvarlig for uddannelse og medarbejderudvikling hos Raunstrup.
– Vi er meget stolte af det høje fastholdelsestal. Det er et tydeligt bevis på, at Raunstrup gør et godt stykke arbejde med at skabe et trygt og udviklende lærlingemiljø, siger Charlotte Langholm.
