Murerlærling fik tæsk og blev tisset på: Nu råber han op

Lærlinge i byggebranchen fortæller i ny DR-dokumentarserie om chikane, vold og ydmygelser. Helt uacceptabelt, lyder det fra 3F’s byggegruppe.
- "Kasper" drømte om at blive murer, men tiden som lærling blev et sandt mareridt.
- Han blev banket og tisset på og er i dag førtidspensionist. Han råber op om forholdene som en blandt mange i ny DR-dokumentarserie.
- Fortællingerne gør stort indtryk hos 3F Byggegruppen. Det er vigtigt at få sagerne belyst og behandlet det rette sted, lyder det fra uddannelseskonsulent.
“Pislærling”. “Uduelig”. “Møghvalp”.
Da Kasper starter i lære som murer i 2015, er han 17 år.
Han drømmer om at kunne bygge noget, som han senere kan vise sine børnebørn og fortælle, at han har været med til at lave.
Men i stedet udvikler læretiden sig til et mareridt for Kasper.
Han er en af de 68 lærlinge fra byggebranchen, som i en ny DR-dokumentarserie fortæller om trusler, ydmygelser og chikane.
Kasper er ikke hans rigtige navn, da han fortæller sin historie anonymt til DR af frygt for, hvordan hans tidligere arbejdsgiver vil reagere.
I sin tid som lærling bliver Kasper nemlig jævnligt chikaneret og ligefrem overfaldet af mesteren og en anden i firmaet, fortæller han. De sparker ham, mens han ligger ned. Ydmygelsen er total, da de tisser på ham.
– Det værste var, når man fik slagene ud af det blå, fortæller den tidligere lærling til DR.
Det har haft store konsekvenser for ham, forklarer han. Han lider i dag af PTSD, er førtidspensionist og har flere gange været indlagt til psykiatrisk behandling.
DR har rakt ud til den mester og arbejdsmand, der chikanerede Kasper.
Én lærling, der bliver råbt ad eller dårligt behandlet, er en for meget.
Morten Lehmann
Arbejdsmanden har ingen kommentarer, mens mesteren ikke er vendt tilbage – men han har i en arbejdsskadesag nægtet, at Kasper skulle have været udsat for de ting, han beskriver.
Gør stort indtryk
Hos 3F Byggegruppen gør Kasper og de andre lærlinges fortællinger stort indtryk, siger uddannelseskonsulent Morten Lehmann.
– Det kræver et stort mod at stille op til sådan et interview, når man i forvejen er sårbar. Deres historier kan være med til at ændre branchen, siger han.
3F har i en årrække arbejdet for at forbedre kulturen i branchen, påpeger han.
Senest har 3F i samarbejde med arbejdsgiverne i Dansk Industri besluttet at lave et projekt omkring kvaliteten af praktiktiden med undersøgelser blandt 1000 lærlinge.
Størstedelen er tilfredse
Det danske samfund vil i de kommende år komme til at mangle tusindvis af faglærte til grøn omstilling, store byggerier og meget andet.
For Morten Lehmann er det vigtigt at påpege, at et overvejende flertal af dem, der i dag uddanner sig i byggebranchen, er glade og tilfredse, og han mener, at de fleste byggefirmaer bestræber sig på at behandle deres lærlinge ordentligt.
– Én lærling, der bliver råbt ad eller dårligt behandlet, er en for meget. Heldigvis er der et stort flertal, der har en rigtig god hverdag som lærlinge i byggebranchen, siger Morten Lehmann.
Skal frem i lyset
I DR-dokumentarserie bliver der også sat fokus på, om muligheden for at fratage en virksomhed retten til at have lærlinge, fungerer godt nok.
Det er en relativt ny mulighed, at de såkaldte faglige udvalg, hvor 3F og Dansk Industri er med, har mulighed for at fratage godkendelsen for en virksomhed, påpeger Morten Lehmann.
– Vi skal have sagerne belyst, og det er vigtigt, at vi får dem ind i det rigtige system. Så sender vi et høringsbrev til virksomhederne, og der kan man godt forestille sig, at der vil være flere, der får frataget godkendelsen, siger Morten Lehmann.
