Bring-vognmand knaldet: Betalte millioner til fupfirmaer

Ved at betale falske regninger hvidvaskede en underleverandør til transportfirmaet Bring for millioner.
- Køb af falske fakturaer koster en 49-årig vognmand, der havde Bring som kunde, betinget fængsel, samfundstjeneste og en kæmpebøde.
- Hans sag er en del af et større sagskompleks, hvor det danske svar på FBI nu går målrettet efter kunder i fakturafabrikker. Mange af sagerne har rod i byggebranchen.
- Sagen er trist, men ikke overraskende, mener 3F Transport, der kalder på handling.
- Bring udtrykker nultolerance over for kriminalitet og vil justere procedurerne ved behov.
Efter mange år som lønmodtager drømte han om at skabe sit eget. Så det gjorde han.
Nu er han arbejdsløs, og det eneste arbejde, han med sikkerhed har i vente, er 200 timers samfundstjeneste.
Samfundstjenesten er en del af den dom, en 49-årig mand i december 2025 fik, da Retten i Glostrup fandt ham skyldig i grov hvidvask og momssvig.
Oven i skal han betale 732.000 kroner i bøde, og så er han blevet idømt et år og tre måneders betinget fængsel, fremgår det af retsbogen, som Fagbladet 3F har fået aktindsigt i.
Han er sluppet billigt. Og han har fået rabat, da hans sag har været undervejs i årevis, fordi politiet først skulle knalde nogle andre banditter.
Travl mand
Sagen om den 49-årige tog sin begyndelse en sommerdag i 2020, da politiet dukkede op, sigtede ham og ransagede hans virksomhed, Active Service.
En virksomhed, han to år forinden havde købt, og som hurtigt havde fået budfirmaet Bring som den største kunde.
Opgaverne var nogle gange så mange, at hans ansatte ikke kunne følge med, og så brugte han ifølge eget udsagn underleverandører.
Blandt dem var CCS Group, Uniqueva og RR Staffers.
Virksomheder, som den 49-årige godt nok aldrig skrev kontrakter med. Men i perioden fra april 2019 og et år frem betalte han dem 3,6 millioner kroner fordelt over 16 forskellige fakturaer.
Her findes årsagen til, at han nu er dømt for hvidvask.
Lyssky leverandører
Retten troede ikke på hans fortælling om samarbejdet med de tre virksomheder.
Nok var to af dem registreret som transportfirmaer, men de har formentlig aldrig haft en eneste chauffør ansat.
De er nemlig blevet afsløret i at være fakturafabrikker, og de involverede er i dag dømt for hvidvask af 350 millioner kroner.
Det sagskompleks har fået navnet Outpay, og nu går anklagemyndigheden ved NSK – det danske svar på FBI – efter kunderne.
Dem er der 600 af, men i første omgang fører anklagemyndigheden fire prøvesager for at finde ud af, hvor mange beviser der skal på bordet, før det kan føre til dom.
Den 49-åriges sag er blandt de fire prøvesager.
Utroværdig
Da vognmanden i december tog plads i retten, nægtede han sig skyldig, men ikke desto mindre fandt to ud af tre dommere hans forklaring utroværdig.
Blandt de mest tungtvejende beviser var tre vidner, der er dømt i Outpay-sagen:
En stråmandsdirektør i RR Staffers, der forklarede, at der efter hans opfattelse ikke var nogen egentlig drift i virksomheden.
En mand, der havde lavet de falske fakturaer.
Og en mand, som havde haft til opgave at overføre pengene fra fakturabetalingerne til udlandet.
Slap billigt
Den 49-årige har valgt ikke at anke dommen, der er i den milde ende.
Normalt giver den type kriminalitet ubetinget fængsel. I hvert fald delvist. Men den lange sagsbehandling og hans gode sociale forhold betyder, at han slipper for en tur bag tremmer.
Dommen læner sig dermed op ad en anden af de fire prøvesager.
I en tredje er en byggeboss blevet idømt delvist ubetinget fængsel.
Ikke overrasket
De to andre sager er foregået i byggebranchen, mens den aktuelle sag er fra transportbranchen.
Den overrasker dog ikke Harald Fabricius, der er forhandlingssekretær i 3F Transport.
– Det er trist, at branchen kan udnyttes på den måde. Ingen kan være tjent med, at der bliver begået hvidvask i branchen.
Han peger på, at der er behov for mere kontrol, fælles spilleregler og bedre screening af underleverandører i en branche, hvor det er let at blive selvstændig.
– Mange underleverandører kan være med til at underminere gode, reelle virksomheder, og derfor er der behov for, at man ser på brugen af dem, siger han.
Nultolerance
Den pointe er Bring for så vidt enig i.
I et skriftligt svar oplyser Bring, at man vil gennemgå sagen og justere procedurerne, hvis det er nødvendigt.
Bring har, lyder det, i forvejen omfattende processer med baggrundstjek, kontroller og adfærdskodekser, men ser også gerne, at der generelt kommer klarere regler i branchen.
– Vi har nultolerance over for kriminalitet, og dette gælder både vores egne medarbejdere og vores underleverandører.
Fagbladet 3F har forsøgt at få en kommentar fra den 49-årige, men han er ikke vendt tilbage.

