Interesserede udlændinge finder ofte jobbet hos DAO via Facebook, hvor de lader sig lokke af gyldne løfter om et nemt job til god løn.
Lønnen i et af de mange jobopslag lyder på 144,19 kroner i timen før skat. Plus en bonus, der kommer oveni lønnen. Det er en god løn for en arbejdsløs rumæner.
“Du undgår trafikprop, vejene er tomme om natten og du kan nemt nå det hele til tiden”.
Det står der i et jobopslag fra Dao i Facebook-grupper for rumænere og polakker, der søger job i Danmark.
Fagbladet 3F har fundet en lang række andre jobannoncer fra den 1. januar 2017 og frem starten af april 2024, hvor lønløfterne varierer fra 139 kroner til 145 kroner i timeløn.

I flere jobopslag karakteriseres DAO-budene som ”Nattens Stjerner”. Men der er ikke meget stjernestøv over den virkelighed, der rammer budene, når de lander i Danmark.
Et flertal af de 39 bude, Fagbladet 3F har været i kontakt med har ikke fået den løn, de havde forventet. Netop lønnen var den afgørende grund til, at de rejste fra deres familie og hjemland for at arbejde hos Dao, der er ejet af de tre store private, statsstøttede mediehuse JP/ Politikens Hus, Jysk Fynske Medier og Berlingske Media.
Jeg synes, at annonceringen er vildledende.
Laust Høgedahl.
Budene bliver i annoncerne på Facebook lovet fast timeløn. Men i virkeligheden er der ingen fast timeløn. Lønnen er en akkordløn, der afhænger af hvor mange pakker og breve, buddet deler ud i nattens løb .
Vred over manglende løn
Et af de bude, Fagbladet 3F har talt med, er Adam Lastowski. Han fortæller, at han blev lovet en timeløn på 144 kroner for at bringe pakker og breve ud om natten, men endte med en akkordløn på ned til mellem 85 og 65 kroner i timen før skat alt efter udregning.
– Jeg var vred. Jeg spurgte min manager: ”Hvad sker der med lønnen”, siger Adam Lastowski.
– Adam var en ualmindelig langsom omdeler, er Dao-direktør Hans Peter Nissens svar på kritikken.
Arbejdsmarkedsforsker Laust Høgedahl, Aalborg Universitet understreger, at Dao ser ud til at bruge et ret offensivt rekrutteringsmateriale for at få migrantarbejderne til Danmark.
– Migrantarbejderne træffer et valg om at arbejde i Danmark på baggrund af den løn, de bliver lovet. Jeg synes, at annonceringen er vildledende. Man skal tydeligt have forklaret, at lønnen afhænger af, hvor mange aviser og pakker buddet leverer.
Det svarer Dao
Til kritikken om falske løfter om timeløn svarer Dao-direktør Hans Peter Nissen blandt andet, at Dao garanterer nye omdelere en mindsteløn i de første uger af deres ansættelse, mens de er under oplæring.
– Derfor mener vi, at det er korrekt at annoncere med en timeløn, skriver han i et mailsvar.
Han oplyser, at Dao nu har ændret både annoncer og ansættelsessamtaler, så det mere klart fremgår, at der er tale om en akkord-overenskomst.
Hans kommentar til kritikken fra Laust Høgedahl er:
– Som arbejdsmarkedsforsker og lektor bør Laust Høgedahl være bekendt med, at man udtaler sig på et ensidigt grundlagt, såfremt man ikke før en udtalelse, har talt med begge sagens parter, skriver Dao-direktøren blandt andet.


