Flere Dao-bude, som Fagbladet 3F har været i kontakt med, fortæller, at arbejdstempoet med at bringe pakker, breve og aviser ud er så stort, at de har været nødt til at bruge grøftekanter og buske som toilet. Andre holder sig, så godt de kan.
Hvis det tidligere Dao-bud Janos Gyorgy Enci skulle på toilettet, måtte han holde sig, til han kom tilbage på depotet eller besørge et sted på ruten, forklarer rumæneren.
– Vi har ret til at tage pauser, spise, tisse og skide. De skal stoppe med at behandle os som lort og slaver, siger han.
“Du må gøre det i nogens have”
Dao-buddet “Daniel”, der ønsker at være anonym, har lignende oplevelser af toiletbesøg.
– Du kan ikke gå på toilettet, men hvis du skal, må du gøre det i nogens have eller bag et træ. Du starter og stopper på depotet, der er ikke noget sted midt imellem, hvor der et toilet, siger han.
‘Daniel’ og Janos Gyoygy Enci er to af 39 tidligere og nuværende bude hos Dao, som Fagbladet 3F har været i kontakt med over det sidste år, der kritiserer løn- og arbejdsforhold hos virksomheden.
Mens jeg er på toilettet, skriver min chef. “Hvor er du? Hvorfor er du ikke ude på ruten?”
Claudiu.
Chef: Bliv nu færdig
Dao svarer blandt andet på kritikken, at der er mange offentlige toiletter i for eksempel Aarhus, og at budene altid er velkomne til at køre retur til depotet.
Et andet bud, “Claudiu”, der også ønsker at være anonym, stoppede i februar 2023. Han fortæller om en episode, hvor han netop kørte tilbage til depotet for at gå på toilettet.
– Mens jeg er på toilettet, skriver min chef. “Hvor er du? Hvorfor er du ikke ude på ruten?” Jeg siger, at jeg er på toilettet. Min chef svarer: “Det kan ikke tage mere end tre minutter”. Han kunne se på min GPS, hvor jeg var, fortæller “Claudiu”.
– Den adfærd vil vi naturligvis beklage og er helt uhørt. Såfremt adfærden er korrekt, ville den pågældende driftsleder ifalde en skriftlig advarsel herfor, skriver Dao-direktør Hans Peter Nissen i et mailsvar.


