Gå til hovedindhold

Fejlmeddelelse

  • Notice: Undefined index: und i include() (linje 90 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--full.tpl.php).
  • Notice: Undefined index: und i include() (linje 91 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--full.tpl.php).
  • Notice: Undefined index: und i include() (linje 92 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--full.tpl.php).

Vestas og LEGO får millioner i støtte, når de åbner fabrikker i udlandet. Kort efter lukker arbejdspladser herhjemme. Tusindvis af danske job er forsvundet de seneste 10 år.

Vestas og LEGO modtog EU- og statsstøtte for millioner til fabrikker i Spanien og Ungarn. Kort efter fyrede de flere hundrede danske ansatte i lignende job i Danmark.
Kennet Havgaard

De danske superselskaber Vestas og LEGO fik millioner fra EU og unionens medlemslande til fabrikker i Spanien og Ungarn. Bagefter drejede de nøglen om i Danmark. 

Det viser en gennemgang af europæiske og nationale støtteordninger, som Fagbladet 3F har foretaget.

Da Vestas åbnede i Spanien, modtog virksomheden over 90 millioner kroner fra EU og Spanien til etablering af fabrikkerne og uddannelse af medarbejdere.

Efter opstarten fremstillede de ansatte på fabrikken 44 meter lange V90-vinger. Samme type vinge, som virksomheden i forvejen producerede i Nakskov.

Flere danske ansatte var af samme årsag i Spanien for at lære de nye kolleger at lave vinger.

Men to år efter fabrikken i Spanien åbnede, var det slut med produktionen på Lolland. Allan Zakariassen og 430 kollegaer blev fyret.

- Jeg synes, det er noget svineri, at de bruger EU-midler og spanske skattekroner til at etablere en fabrik, som udkonkurrerer vores levebrød i Danmark. Det er urent trav, siger han i dag om forløbet. 

 

Men Vestas er ikke alene.

Gennemgangen viser, at LEGO også modtog over en million fra EU til efteruddannelse, da de åbnede et pakkeri i Ungarn.

Efterfølgende lukkede pakkeriet i Danmark. 

Uddannelsesmidlerne skal lægges oven i de 30 millioner, som Berlingske tidligere har afsløret, LEGO fik i skatterabat fra den ungarske stat. 

LÆS OGSÅ: Sådan har vi gjort.

Danske giganter har fået 700 millioner i støtte

Derved skriver LEGO og Vestas sig ind i rækken af danske virksomheder, der også tæller Grundfos og Coloplast, som har modtaget millioner, når de åbner produktion i udlandet og efterfølgende lukker herhjemme.

I alt har Fagbladet 3F og andre medier afsløret, at danske selskaber har modtaget over 700 millioner kroner i EU- og statsstøtte over de seneste 10 år.

På de samme virksomheder er mindst 4.500 danskere blevet fyret.

LÆS OGSÅ: TEMA: Danske job flytter ud

Søren Riishøj, ekspert i EU-støtte og lektor på SDU, mener, at EU’s støtteordninger bør afskaffes:

For år siden gav det god mening, at en række fattigere EU-lande skulle løftes med særlige fondsmidler.

Men i dag kan langt de fleste lande, som modtager støttekroner, godt klare sig selv, siger han:

- Pengene gives til lande med højere vækst end resten af EU. Og når EU’s indre marked tilmed bygger på fri konkurrence, giver det slet ikke mening mere.

Vestas: Normalt med millionstøtte

Fagbladet 3F har forelagt Vestas og LEGO sin research.

Begge firmaer afviser, at de skulle have gjort noget ulovligt, da de modtog pengene.

- Støtte i forbindelse med etablering af nye arbejdspladser er udbredt og velkendt praksis, som virksomheder gør brug af overalt i verden, skriver Vestas’ pressechef, Anders Riis, i et mailsvar til Fagbladet 3F.

Han afviser, der er tale om at udflytning af arbejdspladser, da lukningen i Danmark skete, efter virksomheden blev ramt af finanskrisen.

LÆS OGSÅ: Danske EU-politikere: Støtte til udflytning af danske job skal stoppe

Samtidig forklarer han åbningen af den spanske virksomhed med, at produktionen skal ske tæt på de markeder, hvor produktet sælges.

Forklaringen står i modsætning til forhenværende koncernchef i Vestas, Ditlev Engel, da han 26. oktober 2010 – dagen, hvor vingefabrikken i Nakskov lukkede – sagde:

- I dag er det billigere for Vestas at producere en vindmølle i Spanien og fragte den til Sverige, end det er at sende den ud af Danmark. 

LÆS OGSÅ: Åbnede i Spanien – fyrede herhjemme: Alligevel sælger Vestas stadig mere til lande nær Danmark

LEGO’s pressechef Roar Rude Trangbæk afviser også, at EU-midlerne har fået virksomheden til at flytte arbejdspladser ud af landet.

- Der er ingen sammenhæng. Vi har i mange år udbudt kurser til vores medarbejdere, så de kan øge deres kompetencer. Støtten fra EU udgør en meget lille del af udgifterne til uddannelse. Vi overholder selvfølgelig al lovgivning, siger han til Fagbladet 3F.

Ingen brud på loven

Ifølge EU’s daværende regler må støttepenge fra EU ikke bruges til udflytning af job, hvis det fører til et “betydeligt tab af arbejdspladser andre steder i EU”.

EU-Kommissionen svarer til Fagbladet 3F, at alle regler er overholdt, når det kommer til de penge, som Vestas og LEGO har fået udbetalt.

- Ifølge reglerne kan støtte fra ESF (Den Europæiske Socialfond, red.) ikke blive givet til at investere i produktion, udstyr eller infrastruktur. De skal i stedet gives med det formål at investere i mennesker, i projekter som handler om uddannelse og arbejde. Derfor er der slet ingen sammenhæng mellem udflytningen og pengene fra fonden, lyder det i et skriftligt svar fra EU-Kommissionens Generaldirektorat for Beskæftigelse.

Med andre ord: Da pengene er givet til uddannelse, kan der ikke være tale om støtte til udflytning.

Europa-politikere: Stop hullet nu

Men den argumentation køber en række danske europaparlamentarikere ikke.

Venstres Morten Løkkegaard mener, at EU har et “himmelråbende behov” for at ændre på sine fonde, og socialdemokraten Ole Christensen vil nu stille en række spørgsmål til Kommissionen om Vestas’ støtte i Spanien.

- EU-penge må og skal ikke bruges til at støtte virksomheder, som flytter produktionen. Det er bare ikke godt nok, siger Ole Christensen.

3F: Grotesk udflytning

Kritikken kommer også fra 3F:

- Ingen offentlige penge skal bruges til at flytte arbejdspladser mellem europæiske lande. Uanset om de kommer fra EU's fælles kasse eller fra det enkelte EU-land, siger Mads Andersen, formand for 3F Industri.

Han mener, at det er "helt grotesk", at penge fra danske skatteydere støtter udflytning af job:

- Det er hovedrystende. Det er også konkurrenceforvridende. Og det viser, at kontrollen fra EU-Kommissionen slet ikke er god nok, siger Mads Andersen.