Over 700.000 offentligt ansatte skal i begyndelsen af næste år have nye overenskomster. Det vil sige, at aftalerne om deres løn- og arbejdsvilkår skal fornys. Det blev de sidste gang i 2015, og aftalerne udløber til marts 2018.

Forhandlingerne om, hvordan de nye aftaler skal strikkes sammen, begynder officielt i næste uge.

Op til overenskomstforhandlinger taler man ofte om ”de hidtil sværeste”. Men denne gang skulle der være noget om snakken.

Eksperter nævner nemlig tre ”gordiske knuder” i år. Om de forbliver gordiske – altså uløselige – eller ender med at blive filtret ud, vil kun tiden vise. Det er disse tre ting, der strides om:

1. Det såkaldte privatlønsværn eller løngabet er den første knude

Striden handler i bund og grund om, hvorvidt de offentligt ansatte er steget for meget i løn eller ej. Det mener arbejdsgiverne, at de er, idet de fik en for høj lønstigning i 2008, dengang krisen ramte, og de privatansattes løn bremsede op. Der er altså et løngab, mener arbejdsgiverne.

De offentlige lønmodtagere er helt uenige. De mener, at op- og nedturene altid vil udlignes af den såkaldte reguleringsordning.

Dette usexede ord dækker over den meget tekniske ordning, der gør, at offentligt ansattes lønninger aldrig ”løber løbsk” i forhold til de private. Omvendt; hvis lønnen stiger meget i det private, drysser det også på de offentligt ansatte.

Arbejdsgiverne vil i år have bugt med løngabet. Omvendt vil medarbejderne have bugt med det såkaldte privatlønsværn, som er en ændring af reguleringsordningen, som blev opfundet ved overenskomstaftalen i 2015.

Men værnet er til ensidig gavn for arbejdsgiverne. Og det blev trukket ned over hovedet på lønmodtagerne tilbage i 2015, mener man.

2. Den anden gordiske knude dækker over samarbejdsproblemer på statens område

Nuvel, det er der vel så tit? Denne gang er fronterne bare trukket ekstra skarpt op. Allerede sidste år meldte CFU, som er de statsansattes forhandlingsfællesskab, ud, at Moderniseringsstyrelsen udviste ”uacceptabel arbejdsgiveradfærd”. Blandt andet ved at de pludselig fjernede tre kutymefridage – jul, nytår og grundlovsdag – for flere statsansatte.

I trods kasserede CFU derfor tre projekter om samarbejde, tillid og arbejdsmiljø, som ellers var blevet aftalt ved de to foregående overenskomstforhandlinger.

Der blev kastet mere brænde på bålet, da Moderniseringsstyrelsen i oktober skrev ud til de statsansatte, at de ikke længere skulle betragte den halve times betalte frokostpause som en del af overenskomsterne. Det er et personalegode, og sådanne kan komme og gå.

Helt i skoven, lød det fra CFU, der kalder striden om frokostpausen et alvorligt angreb på hele den danske model.

Derfor har de statsansatte meldt ud, at hele tvisten om den betalte frokost skal være afklaret, før overenskomstforhandlingerne overhovedet kan komme i gang.

3. Tredje og måske mest omtalte filtrede knude er spørgsmålet om lærernes arbejdstid

Det er Lov 409 tilbage fra lærerlockouten i 2013, der i dag stadigvæk fastlægger læreres og underviseres arbejdstid, idet man ved overenskomstforhandlingerne i 2015 ikke blev enige om en ny arbejdstidsaftale.

Det har i år fået lønmodtagersiden til at stå sammen om en musketered:

Såvel CFU og Forhandlingsfællesskabet, som samler de kommunalt og regionalt ansatte, har nemlig meldt ud, at de offentlige arbejdsgivere skal vise ”vilje til at indgå i et reelt forhandlingsforløb” om læreres og underviseres arbejdstid. Ellers bliver der ikke indgået noget som helt forlig på andre områder, har lønmodtagerne kollektivt meldt ud.

Især på spørgsmålet om lærernes arbejdstid skal solidariteten internt mellem lønmodtagerorganisationerne stå sin prøve, men indtil videre er der meget lidt vaklen.

Oversigten er lavet med udgangspunkt i et optaktsnotat offentliggjort 6. december fra FAOS, Sociologisk Institut, Københavns Universitet, skrevet af Nanna Wesley Hansen og Mikkel Mailand.