Forligskvinde Mette Christensen vinkede tirsdag klokken 18 farvel til de kommunale forhandlere i Forligsen efter blot fem timers drøftelser om lønstigningerne til de offentligt ansatte. Meldingen lyder, at parterne ikke kan komme videre.
Det var lønnen, der endnu en gang var temaet for dagens drøftelser. Og fra forhandlerne lyder det, at den anden part bør rykke sig.
– Vi har drøftet lønnen og den økonomiske ramme hele dagen. Vi er kommet med et realistisk udspil, og vi tror også stadig på et resultat. Men som det ser ud nu, er det Kommunernes Landsforening, der skal bevæge sig, lyder det fra Ellen K. Lykkegård, forhandler for 3F og formand for Den Offentlige Gruppe i 3F.
KL: De kræver for meget
Topforhandler for kommunerne, Michael Ziegler, siger omvendt, at de kommunalt ansatte kræver for meget i løn.
– Det frustrerende er et krav – som hvis de private lønninger udvikler sig i en meget gunstig retning – giver de offentligt ansatte det samme som de privatansatte. Men hvis lønningerne for de privatansatte udvikler sig mindre gunstigt, så får de offentligt ansatte mere end de private. Det kan vi ikke sige ja til fra kommunernes side, siger Michael Ziegler til dr.dk.
Ingen nye datoer
Selvom der sandsynligvis vil komme et “på gensyn” i Forligsen, har Mette Christensen ikke officielt sat datoer for nye møder mellem de stridende parter.
Onsdagen før påske udskød Mette Christensen den konflikt, der ellers kunne være trådt i kraft onsdag i denne uge. 14 dage lød udskydelsen på. Påsken igennem har staten såvel som kommunerne været kaldt ind i Forligsinstitutionen på skift – stadig uden reelt gennembrud.
Årets overenskomstforhandlinger for de omkring 750.000 offentligt ansatte har fra den spæde start i december været historisk svære. De helt store knaster i forhandlingerne har fra begyndelsen været – og er stadig – de generelle lønstigninger, lærernes arbejdstidsaftale samt den betalte frokostpause.

