100 eller 106 kroner. Det har været timelønnen for flere polske rengøringsarbejdere hos vikarbureauet Hr. Larsens Produktionskompagni i Odense. Uanset om de arbejdede om dagen, aftenen eller på søndage og helligdage. Det fremgår af deres lønsedler, som Fagbladet 3F har set.
100 kroner i timeløn svarer til en indtægt for en normal arbejdsmåned på 16.000 kroner før skat. Til sammenligning er den højeste dagpengesats på godt 18.800 kroner om måneden før skat.
Rengøringsmedarbejdernes timetal om måneden har svinget meget: Fra cirka 110 timer op til knap 200 timer, viser de lønsedler, som Fagbladet 3F har set.
Polakkerne har henvendt sig til 3F Odense GOPS, hvor de for nylig har meldt sig ind. Det skete kort efter, at der var udbrudt brand i det hus, hvor de boede til leje hos deres chef – som de hver betalte 3.000 kroner til om måneden i husleje.
Hos 3F Odense GOPS siger projektmedarbejder Alla Navrotska:
– Der er ingen tvivl om, at polakkerne er blevet udnyttet som billig arbejdskraft og holdt hen i uvidenhed. Og de føler sig også udnyttet.
Timelønnen for arbejde inden for rengøringsområdet skal være mindst 144,71 kroner i timen ifølge overenskomsten mellem 3F og SBA. Men polakkerne har ikke arbejdet under overenskomst, fremgår det af deres ansættelseskontrakter.
Læs også: Ansatte flygter fra chefens brandskadede hus
Advarer mod firmaet
Fire nu tidligere ansatte hos Hr. Larsens Produktionskompagni – Alicja Widelka, Grzegorz Zgardzinski, Anna Szewczyk og Patrycja Kielichowska – fortæller, at de ikke har været i stand til at spare penge op, som de ellers gerne ville.
Polakkerne påpeger, at deres reelle timeløn har været noget lavere end 100 kroner, fordi de ikke fik betaling for al den tid, hvor de var på arbejde.
– Når vi kørte mellem to arbejdssteder, fik vi ikke løn for det. Vi fik også at vide, at vi ikke var dækket af noget, fordi det var vores fritid. Så hvis der skete en ulykke, var det vores eget ansvar, siger rengøringsarbejderne og fortæller, at de heller ikke fik indbetalt penge til pension.
– Vi er ikke blevet behandlet med respekt. Vi tror ikke, at vi kommer til at arbejde for Hr. Larsen igen. Men vi vil gerne bare fortælle andre, hvordan der er, før man tager arbejde dér, siger de polske 3F’ere.
I alt seks polske rengøringsfolk er stoppet med at arbejde for Hr. Larsens Produktionskompagni inden for den seneste uges tid.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Direktør: De er ikke blevet udnyttet
Direktør og ejer af Hr. Larsens Produktionskompagni, Jens Larsen, oplyser, at han er glad for arbejdskraft fra Polen. Direktøren mener ikke, at han udnytter polske rengøringsmedarbejdere.
– De har selv søgt jobbet. De er selv startet i jobbet. Det står dem også frit for selv at stoppe. Der er ikke nogen tvang i Danmark, siger han.
Direktøren vurderer over for Fagbladet 3F, at der mange i Danmark, der arbejder for mindre end 100 kroner i timeløn.
– Lønnen står jeg inde for. Jeg synes, at den er rimelig. Mange af dem kan ikke en gang engelsk. Det er mange gange noget med at forklare tingene mange gange, siger Jens Larsen og fremfører, at medarbejdernes køretid mellem arbejdsstederne er indlagt i arbejdstiden, og at de dermed har fået løn for køretiden.
Vil du selv arbejde for 100 kroner i timen?
– Det kan du egentlig sige, at jeg gør i øjeblikket, qua at jeg mangler seks medarbejdere, siger direktøren.
Du får ikke mere end de andre?
– Jeg får ikke noget overskud ud af det her i øjeblikket, sådan som vi pisker rundt og nok har nogle utilfredse kunder. Jeg har seks medarbejdere, der vælger at rejse uden opsigelsesvarsel. Jeg synes ikke, at det er ok, siger Jens Larsen.
Direktøren oplyser, at han har 27 ansatte, hvoraf de 17 er udlændinge. Lønnen ligger på mellem 100 og 179 kroner i timen, fortæller han. Ingen af de danske medarbejdere tjener dog 100 eller 106 kroner i timen, oplyser Jens Larsen.


