Gå til hovedindhold

Fejlmeddelelse

  • Notice: Undefined index: und i fagbladet_3f_preprocess() (linje 130 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Warning: array_map(): Argument #2 should be an array i fagbladet_3f_preprocess() (linje 131 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Notice: Undefined index: und i fagbladet_3f_preprocess() (linje 130 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Warning: array_map(): Argument #2 should be an array i fagbladet_3f_preprocess() (linje 131 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Notice: Undefined index: und i fagbladet_3f_preprocess() (linje 130 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Warning: array_map(): Argument #2 should be an array i fagbladet_3f_preprocess() (linje 131 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Notice: Undefined index: und i fagbladet_3f_preprocess() (linje 130 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Warning: array_map(): Argument #2 should be an array i fagbladet_3f_preprocess() (linje 131 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Notice: Undefined index: und i fagbladet_3f_preprocess() (linje 130 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Warning: array_map(): Argument #2 should be an array i fagbladet_3f_preprocess() (linje 131 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Notice: Undefined index: und i fagbladet_3f_preprocess() (linje 130 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Warning: array_map(): Argument #2 should be an array i fagbladet_3f_preprocess() (linje 131 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).

En af landbrugets mest benyttede ordninger for udenlandsk arbejdskraft har i flere år tiltrukket udlændinge på falske papirer. I Holstebro og Kolding er to firmaer indblandet i en sag, hvor der er mistanke om svindel. “Alt kan løses”, siger det ene i en lydoptagelse.

To danske rekrutteringsfirmaer nægter, at de vidste, at de havde falske uddannelsesdokumenter gennem hænderne.
Fagbladet 3F

To danske rekrutteringsfirmaer er indblandet i en ukrainsk politiefterforskning, der omhandler svindel med uddannelsesdokumenter med det formål at sende praktikanter til Danmark.

Det fremgår af en række dokumenter og lydoptagelser, som Fagbladet 3F er i besiddelse af.

På fem måneder købte en 26-årig ukrainsk mand, Myroslav, i 2019 og 2020 fem uddannelsesdokumenter fra fem forskellige ukrainske skoler i samarbejde med den ukrainske organisation Association of Development of Ukrainian Society for at afdække svindel. Derved kom han til at fremstå som en landbrugsstuderende – et grundlæggende krav for at kunne komme til Danmark som landbrugspraktikant.

LÆS MERE: Myroslav afslørede dokumentfalsk: Blev elev på fem skoler på fem uger

To af dokumenterne blev fremskaffet gennem to danske bureauer Workadvice i Holstebro og Bixter i Kolding og deres daværende samarbejdspartnere i Ukraine. Ifølge organisationen Association of Development of Ukrainian Society er de fabrikerede, men begge danske firmaer nægter at have kendskab til, at det var falske dokumenter, de fik i hånden.  

Købet af de fem uddannelsesdokumenter har ført til en ukrainsk politiefterforskning, som udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) to gange har orienteret Folketinget om. Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) har indført skærpet sagsbehandling på samme baggrund. På intet tidspunkt er de danske bureauers indblanding i svindlen dog blevet nævnt. 

“Det kan gøres næste uge”

Rekrutteringsfirmaet Workadvice i Holstebro og bureauets samarbejdspartner er det første, Myroslav (efternavnet er anonymiseret, red.) lykkedes med at købe et dokument igennem. 

“Det med uddannelsen kan ordnes i den nærmeste fremtid”, lyder det fra det danske firma Workadvice. Det sker ved mod betaling at lade sig indskrive på en ukrainsk landbrugsskole, og Workadvice henviser til en ukrainsk agent. 

- Det kan gøres allerede næste uge, prisen er 800 dollars (5.000 kroner, red.), siger en partner i Workadvice, Viktoria Pasichenko, i en samtale, som Fagbladet 3F har fået lydoptagelser fra.

På lydoptagelsen fortæller medarbejderen også, at man har gjort det flere gange, og at det er en velafprøvet metode, så der er “ingen grund til bekymring”.

En måned efter: Arbejde på sønderjysk kvægfarm

26. august 2019 betaler Myroslav 5.000 kroner til en ukrainsk mellemmand for servicen. 27. august udstedes et uddannelsesdokument, hvori der blandt andet står, at Myroslav har modtaget 150 timers undervisning i “produktionsdyrs fysiologi og anatomi” og 112 timers undervisning i “genetik og avl”.


Mindre end én måned senere godkender den danske udlændingemyndighed, Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI), dokumentet: 24. september 2019 får Myroslav arbejdstilladelse til en kvægfarm i Sønderjylland. Her kan han begynde at arbejde ugen efter for 72 kroner i timen. Det fremgår af flere dokumenter, som Fagbladet 3F er i besiddelse af.

Workadvice: Vi var i god tro

Workadvice nægter over for Fagbladet 3F, at de kendte til, at der var tale om falske uddannelsesdokumenter. De har blot oplyst om, hvordan Myroslav kunne blive indskrevet på en uddannelse, lyder det.

Gennem firmaets advokat henviser de til, at der blev udstedt en opholdstilladelse.

- Hvis ikke engang SIRI har vurderet, at dokumentationen ikke var fyldestgørende, hvordan skulle Workadvice ApS så kunne gøre det?, skriver advokaten Martin Høgholm.

Han forklarer også, at bureauet godtog et dokument, der kunne udarbejdes på “en uge”, fordi Myroslav tidligere havde oplyst dem om, at han tidligere har gået på universitetet. Bureauet havde derfor af den ukrainske mellemmand fået fortalt, at han kunne tilskrives merit for tidligere beståede fag, forklarer advokaten.

- Hvordan den proces foregår i Ukraine har min klient ingen forstand og har naturligvis haft tillid til oplysninger modtaget fra den ukrainske agent, skriver advokat Martin Høgholm.

Myroslav har en tidligere uddannelse som idrætslærer, oplyser Association of Development of Ukrainian Society.

LÆS MERE: Ukrainske landbrugspraktikanter kommer til Danmark på falske papirer

Advokaten understreger “på det kraftigste”, at Workadvice “ingen forretningsmæssig eller økonomisk forbindelse har til de pågældende landbrugsskoler eller agenten”.

Over telefon fortæller partner i Workadvice Viktoria Pasichenko til Fagbladet 3F, at bureauet opsagde samarbejdet med den pågældende agent, da bureauet blev tippet om, at “der kom nogle falske papirer fra hans side”.

Ifølge den ukrainske agent, der modtog betalingen for dokumentet, er det dog Workadvice, der er “uærlig”.

- De giver mig, og folk som mig, skylden for at redde dem selv, siger Volodymyr Dushenko. 

Han husker Myroslavs henvendelse, men nægter at et falsk papir blev købt igennem ham. 

Forelagt agentens kritik, svarer advokaten, at WorkAdvice ApS på intet tidspunkt har beskyldt agenten for at have “fusket”.

“Der bliver jo ikke lavet et eller andet falsk dokument”

De næste fem måneder køber Myroslav sammen med Association of Development of Ukrainian Society i alt fem uddannelsesbeviser, hvor det af alle fremgår, at han har modtaget timevis af undervisning i landbrugsfag. 

Et af de andre uddannelsesbeviser købes ved hjælp af rekrutteringsfirmaet Bixter, der ligger i Kolding.

- Det er ikke noget problem, alt kan løses, siger en medarbejder på en anden lydoptagelse, som Fagbladet 3F har fået, da Myroslav fortæller, at han ikke er landbrugsstuderende. Hun oplyser, at det koster 650 dollars (4.000 kroner, red.), hvis det skal gå hurtigt.

Hos Bixter skal Myroslav møde op på en skole to gange og være indskrevet i en periode. Men han modtager aldrig noget reel uddannelse, ifølge organisationen Association of Development of Ukrainian Society.

I en telefonsamtale spørger Myroslav, om han vil få problemer med ansøgningen på ambassaden.

- Vi har aldrig haft problemer med certifikater fra Raisa Oleksandrivna (den ukrainske agent, red.). Hun laver alt officielt. De er optaget officielt. De får ikke noget problem. Denne person har arbejdet i uddannelsessektor i mere end 30 år. Hun kommunikerer med ministerium. Derfor vær ikke bekymret, svarer ejeren af Bixter, Nataliya Jørgensen.

Senere forklarer hun også, at Myroslav forudbetaler for et års uddannelse og understreger igen, at han bliver optaget officielt. 

- Der bliver jo ikke lavet et eller andet falsk dokument, siger hun.

8. november 2019 udstedes et uddannelsesdokument, hvori der står, at Myroslav er fjernstuderende og har bestået fag i “grundlæggende veterinærhygieine” og “agrokemi”


FOTO: Fagbladet3F

I Kolding nægter Nataliya Jørgensen at have vejledt til falske dokumenter.

- Det er fast forretningspolitik, at Bixter ikke opfordrer til at overtræde de respektive landes love. Således heller ikke i dette tilfælde, skriver hun.

- Jeg har alene opfordret Myroslav til at blive landbrugsstuderende, hvilket er en forudsætning for udsendelse og i øvrigt ganske lovligt. Herfra må vi gerne rådgive om uddannelsesmuligheder, skriver hun i en senere mail.

Ved ikke, hvordan Myroslav bestod

Den ukrainske agent, som Bixter henviser Myroslav til, Raisa Oleksandriv, bekræfter, at Bixter sendte Myroslav til hende og hun fortalte ham, at han skulle møde på en skole. Hun så efterfølgende uddannelsesdokumentet. Men hun ved ikke noget om, hvordan han bestod eksaminerne. 

- Hvordan de lærere lod dem bestå, ved jeg ikke, fortæller hun. 

De øvrige tre bureauer, som Myroslav og den ukrainske organisation køber beviser igennem, er ikke registrerede i Danmark, men har forbindelse til samarbejdspartnere i landet. 

Det har ikke været muligt at komme i kontakt med de to skoler, dokumenterne er købt fra.