Den 24-årige vietnamesiske landsbrugspraktikant Huyen Nguyen var i gang med at malke køer en novemberaften i 2023, da ulykken skete.
Her mistede hun det yderste led af langfingeren på sin højre hånd.
– Jeg skreg og græd meget. Jeg gik i panik. Jeg kunne se noget knogle, og det blødte meget. Jeg troede først, at det var en lille skade på fingeren, siger hun.
Hvad der helt præcis skete, ved hverken hun selv, landmand på gården Kurt Brusgård Poulsen eller gårdens driftsleder, Rik Kool.
For selvom ulykken blev anmeldt til Arbejdstilsynet, kom de aldrig ud og for at undersøge ulykken. Og som Fagbladet 3F har beskrevet, er Huyen Nguyens ulykke langtfra den eneste, som Arbejdstilsynet ikke har undersøgt.
Tal, som Fagbladet 3F har fået aktindsigt i, viser, at Arbejdstilsynet ikke har undersøgt syv ud af 10 arbejdsulykker, som har været alvorlige. Ifølge erstatningsadvokater kan det gøre det meget svært at løfte bevisbyrden i sager om arbejdsulykker, når rapporten fra tilsynet mangler. Og dermed gøre det svært at få erstatning.
Fagbladet 3F’s historier får nu flere politikere til at kræve handling fra beskæftigelsesminister Ane Halsboe Jørgensen (S).
En af dem af Karsten Hønge, beskæftigelsesordfører hos SF, som vil kalde ministeren i samråd.
– Det er en ondskabsfuld svinestreg over for lønmodtagerne, man kun kan finde på, hvis man har levet hele sit liv bag et hæve-sænkebord
Nick Zimmermann
Her skal ministeren svare på spørgsmål om, hvorfor så mange arbejdsulykker ikke undersøges af Arbejdstilsynet.
– Med så alvorlige ulykker er det helt afgørende for den videre behandling, at Arbejdstilsynet kommer og vurderer sagen, siger Karsten Hønge.
Han understreger, at en ulykke kan have store konsekvenser for den tilskadekomne og dens familie.
Fagbladet 3F har også talt med beskæftigelsesordførerne fra Venstre, Kim Valentin,
og fra Danmarksdemokraterne, Charlotte Munch, som begge fortæller, at de vil tage fat i ministeren.
– Det er jo helt almindelige mennesker, der står med håret i postkassen og mangler en erstatning, som de måske har krav på, fordi der er noget i systemet, der ikke fungerer. Det kan ikke være meningen, lyder det fra Charlotte Munch.
Beskæftigelsesordfører fra Alternativet, Torsten Gejl, har også stillet spørgsmål til ministeren om, hvorfor så få sager bliver undersøgt.
Victoria Velásquez, beskæftigelses- og arbejdsmiljøordfører for Enhedslisten, kalder tallene for ”megaalarmerende”.
I 2023 indgik adskillige partier en aftale om arbejdsmiljø, som også handlede om Arbejdstilsynet, og Victoria Velásquez vil nu vende problemet med de øvrige partier, der er med i aftalen.
Imens beskriver Samira Nawa, De Radikales beskæftigelsesordfører, tallene som ”problematiske”, og Nick Zimmermann, Dansk Folkepartis beskæftigelsesordfører, fortæller, at han får ondt i maven af tallene.
Han deler også sin bekymring over, at regeringen i sit forslag til finansloven for 2025 har lagt op til, at der skal spares på Arbejdstilsynet.
– Det er en ondskabsfuld svinestreg over for lønmodtagerne, man kun kan finde på, hvis man har levet hele sit liv bag et hæve-sænkebord, siger DF’eren.
Fagbladet 3F har forsøgt at få en kommentar fra beskæftigelsesministeren, men hun ønsker ikke at give interview. I stedet henviser hun til de kommentarer, som Fagbladet 3F tidligere har fået fra Arbejdstilsynet.
I en af sagerne, som handler om en person, der får kraniebrud, erkender tilsynet, at det har begået en fejl.
Derudover skriver tilsynschef hos Arbejdstilsynet, Mikael Stark Henriksen, at der desværre sker mange ulykker på danske arbejdspladser, og at tilsynet derfor er nødt til at bruge ”vurderingskriterier” for at kunne ”prioritere de vigtigste ulykker til undersøgelse”.
Det er kriterier om ulykkens alvorlighed og potentialet for, at en undersøgelse kan bidrage til at forebygge lignende ulykker.
Fagbladet 3F har også spurgt Arbejdstilsynet, om de mener, de løser den opgave, som de er pålagt af politikerne, når udvælgelseskriterier frasorterer mere end halvdelen af de ulykker, hvor ansatte er kommet så alvorligt til skade, at de er vurderet sygemeldte i mindst seks måneder. Det har tilsynet ikke svaret på.


