Arbejdsgivere bakker op: 3F kan bruge konfliktvåben mod landmand

Konfliktretten er en del af den danske model, fastslår arbejdsgiverorganisation på det grønne område.
- Fagforbundet 3F har indledt konflikt mod den sydjyske mælkeproducent Davidsen Landbrug, da direktøren ikke vil tegne overenskomst med 3F.
- Den grønne arbejdsgiverforening GLS-A forsvarer 3F's ret til konflikt i Landbrugsavisen.
- DI bakker også op om 3F's ret til at kræve overenskomst og støtte det med konflikt.
3F er i sin gode ret til at bruge konfliktvåbnet i forsøget på at få overenskomstdækket en arbejdsplads.
Sådan lyder det nu fra flere arbejdsgiverorganisationer.
3F indledte 12. maj en konflikt mod den sydjyske mælkeproducent Davidsen Landbrug, fordi direktør Kent Davidsen ikke vil tegne overenskomst med 3F.
Begrundelsen er, at han allerede har en overenskomst med Kristelig Arbejdsgiverforening (KA). Konflikten betyder, at 3F’ere ikke må tage arbejde hos Davidsen Landbrug.
3F er berettigede til at kræve overenskomst med en virksomhed og støtte kravet med konflikt.
Christoffer Thomas Skov
Grøn arbejdsgiver: 3F i deres gode ret
Det er 3F og arbejdsgiverorganisationen GLS-A, der organiserer på det grønne område, som landbruget hører under. Og hos GLS-A forsvarer direktør Anne Marie Hagelskjær Smit Landbrugsavisen retten til at indlede en konflikt.
– Det er i 3F’s gode ret at forsøge at overenskomstdække en arbejdsplads, der ikke har overenskomst med Fagbevægelsens Hovedorganisation, siger hun blandt andet.
Hun slår fast, at det er en sag mellem 3F og landmanden.
– Men når det er sagt, så er konfliktretten en del af den danske model. Det er den måde, vi i Danmark har valgt at organisere arbejdsmarkedet på gennem mere end 100 år, lyder det fra Anne Marie Hagelskjær Smit.
Her kan du læse mere om, hvad en konflikt, strejke og lockout betyder.
DI forsvarer konfliktret
Hos Dansk Industri bakker vicedirektør Christoffer Thomas Skov også op om konfliktretten.
– 3F er berettigede til at kræve overenskomst med en virksomhed og støtte kravet med konflikt. Det er en del af vores unikt stærke arbejdsmarkedsmodel.
– Om konflikten er lovlig, er i sidste ende op til Arbejdsretten, fortsætter DI-vicedirektøren.
“Uordentlige” metoder
Landmand Kent Davidsen har ved flere lejligheder kaldt 3F’s metoder for “uordentlige”.
I en video stiller han sig blandt andet uforstående over for, at 3F vælger at tage kampen mod et landbrug, der allerede har overenskomst.
3F har dog ikke meget til overs over for den gule KA-overenskomst, da den ikke sikrer grundlæggende rettigheder såsom strejkeretten.
Derudover mener 3F, at vilkårene i KA-overenskomsten er ringere.
– Det er et problem, fordi vi i 3F kæmper for, at vores medlemmer har ordentlige vilkår og overenskomster, siger Carsten Kappelgaard Møller fra 3F Varde-Billund.
