3F i ophedet konflikt: – Det er det vilde vesten

Landmand nægter at bøje sig i anspændt strid om overenskomst. Nu har 3F trukket et af de stærkeste våben i værktøjskassen, men håber stadig på dialog.
- Der er tirsdag indledt konflikt mod mælkeproducenten Davidsen Landbrug i Grindsted.
- Årsagen er, at virksomheden ikke har overenskomst, som 3F anerkender. Virksomheden har nemlig en aftale med den gule arbejdsgiverforening KA.
- KA-aftalen sikrer ikke arbejdstagerne samme grundlæggende vilkår, som overenskomsten fra 3F og GLS-A, mener 3F.
- Kent Davidsen, der driver landbruget, kritiserer 3F's metoder, selvom de er efter reglerne i den danske model. Det har Arbejdsretten tidligere fastslået.
- Han mener, at 3F udelukkende bør gå efter landbrug uden overenskomst overhovedet. Flere af dem er der dog også varslet konflikt mod.
Mellem marker og malkekøer udspiller der sig i disse dage en ophedet strid mellem fagforeningen 3F og Davidsen Landbrug i Grindsted.
3F har tirsdag indledt en konflikt mod den sydjyske mælkeproducent, der drives af direktør Kent Davidsen.
Årsagen? Virksomheden har ikke overenskomst.
I hvert fald ikke en, som 3F anerkender.
– Vi har udvalgt en række større virksomheder, som vi vil have overenskomstdækket. Her er Davidsen Landbrug en af dem. Det er ikke ham personligt, vi går efter, fortæller Carsten Kappelgaard Møller, faglig medarbejder i 3F Varde-Billund.
Konflikten handler altså ikke kun om ét landbrug i Grindsted, men om spillereglerne på det danske arbejdsmarked.
– Vi ønsker at bevare den danske model, derfor skal vi have nogle flere overenskomster. Dem er der ikke mange af på det grønne område. Det er lidt det vilde vesten, lyder det fra Carsten Kappelgaard Møller.
Har gul aftale
Konflikten har de seneste dage bredt sig fra lokale medier til landsdækkende overskrifter.
Jeg tænker, at dem, der kritiserer os, er glade for det danske velfærdssamfund. Og det bygger jo på den danske model.
Carsten Kappelgaard Møller
Og især på Facebook har fronterne været trukket skarpt op.
Her har Kent Davidsen i flere opslag beskyldt 3F for at bruge “uordentlige” metoder.
For Davidsen Landbrug har allerede en overenskomst – indgået med den gule arbejdsgiverforening KA (Kristelig Arbejdsgiverforening) for 10 år siden.
– Der er mange ting, som 3F og jeg er enige om, og der er også noget, vi er enige om at være uenige om. Jeg synes, vi skal få dækket nogle flere virksomheder med overenskomst, og så synes jeg ikke, at vi skal bruge kræfter på at blokere dem, der aktivt har valgt at have en overenskomst og valgt at have styr på tingene, siger han mandag i en video på Facebook.
Det har for nuværende ikke været muligt for Fagbladet 3F at få en uddybende kommentar fra ham.
Ringere vilkår
Problemet er, at 3F ikke har meget til overs for den gule KA-overenskomst.
Dels fordi det er 3F og GLS-A, der organiserer på det grønne område. Dels fordi 3F mener, at vilkårene i KA-overenskomsten er ringere.
– Det er et problem, fordi vi i 3F kæmper for, at vores medlemmer har ordentlige vilkår og overenskomster, siger Carsten Kappelgaard Møller fra 3F Varde-Billund.
Problemet med KA-overenskomsten er ifølge 3F først og fremmest, at den ikke lever op til grundstenene i den over 100 år gamle model, der danner ramme for vores arbejdsmarked.
Den model, som sikrer både arbejdsgivernes og arbejdstagernes rettigheder, heriblandt strejkeretten.
3F påpeger, at KA-overenskomsten er ringere for de udenlandske praktikanter på den stærkt omdiskuterede praktikantordning.
3F peger samtidig på, at vilkårene er dårligere under KA-overenskomsten. Blandt andet for udenlandske praktikanter på den stærkt omdiskuterede praktikantordning, der ifølge 3F’s udregninger tjener væsentligt mindre på KA-overenskomsten.
Ifølge 3F’s oplysninger er otte ud af de 23 ansatte hos Davidsen Landbrug på praktikantordningen, og det er med til at presse konkurrencen over for de virksomheder, der har en 3F-overenskomst, mener fagforeningen.
“Uordentlig” metode
Derfor har 3F nu grebet til et af de stærkeste våben i den danske models værktøjskasse: konflikten.
Det betyder, at 3F’ere ikke må tage arbejde hos Davidsen Landbrug.
Kent Davidsen kalder metoden “uordentlig” og afviser at bøje sig for den.
– Jeg synes, det er en meget uordentlig metode at bruge – at konflikte en virksomhed og true med lukning forud for et muligt samarbejde, siger han i videoen på Facebook, der har fået stor opmærksomhed.
Den kritik tager Carsten Kappelgaard Møller dog ikke så tungt.
– Vi har to gange, første gang 3. marts, indbudt ham til dialog. Det har han afvist. Og når han ikke vil tale, må vi ty til de metoder, vi har, og som er godkendt i Arbejdsretten.
– Jeg tænker, at dem, der kritiserer os, er glade for det danske velfærdssamfund. Og det bygger jo på den danske model. Uden den havde vi ikke vores samfund, hvor man eksempelvis kan komme gratis på sygehuset. Derfor preller kritikken af på mig, siger Carsten Kappelgaard Møller.
Ønsker stadig dialog
Trods de klart optrukne fronter håber 3F fortsat på en løsning.
– Vi satser stadig på, at Davidsen vil komme og tale med os, siger Carsten Kappelgaard Møller.
Ellers kan en sympatikonflikt træde i kraft. Det kan helt konkret betyde, at Arlas chauffører, der er organiseret hos 3F, ikke må afhente mælk fra Davidsen Landbrug.
Det er dog endnu ikke aktuelt.
Landmanden er vendt ikke tilbage på Fagbladet 3F’s henvendelser om et interview.
På Facebook skriver han dog, at han tirsdag serverer pølser og vand som “tak for opbakningen”.
