Er det rimeligt, at et ægtepar med børn deler deres pension lige, hvis de bliver skilt?
Eller er pensionen personlig og skal ikke deles?
Det er der stor uenighed blandt Fagbladet 3F’s læsere, efter vi tirsdag bragte historien om, at journalisten Celina Esbensen i et debatindlæg i Politiken taler for, at pensionen skal deles 50/50.
Selv mener debattøren, at det er kvinderne, der oftest tager slæbet derhjemme: Hun vasker tøj, køber ind til madpakkerne og svarer på beskeder på Aula – alt imens manden er på arbejde og sparer mere op til pension, end hun gør.
Selvom forskning også viser, at kvinder i gennemsnit bruger en time mere på husarbejde dagligt end mænd, møder hun ikke stor opbakning blandt Fagbladet 3F’s læsere.
Her er det primært Fagbladets mandlige læsere, der ikke ønsker at dele deres del af pensionskagen.
Hvad med et stort fedt nej. Pension er individuel
Martin Wøhlk Rasmussen
– Nej! Vi mænd har i forvejen alt for få rettigheder lovgivningsmæssigt. Så nej, selvfølgelig ikke. Det er helt til grin og absurd, at diskutere det spørgsmål, lyder det fra Jesper Beck, der er stemplet ind i debatten på Facebook.
Pensionen skal ikke deles
På bare to døgn er Fagbladet 3F´s historie blevet kommenteret af mere end 130 Facebook-brugere. Flere af dem mener, at man ikke skal dele sin pension, hvis man en dag bliver skilt.
Det mener John Stokholm eksempelvis, som slet ikke køber præmissen om, at kvinderne laver mest i hjemmet.
– Nej det skal de ikke, det er en skrøne, at de tager sig af alt i hjemmet, sådan var det engang. Der er mange mænd, der er blevet flået efter den gamle ordning, pensionen er personlig del af din løn – ikke “vores “. Er det ikke ligestilling det hedder, tjen jeres egen pension, lyder det.
Og Martin Wøhlk Rasmussen er enig.
Selvfølgelig skal det deles. Det er kun kvinder, der kan føde børn, og i den periode får hun ikke betalt pension
Marie Kirstine Christensen
– Hvad med et stort fedt nej. Pension er individuel, skriver han blandt andet i en kommentar.
Og selvom det hovedsageligt er Fagbladets mandlige læsere, der deler denne holdning, er der også nogle kvindelige læsere med samme holdning.
– Jeg mener, vi er et samfund, hvor alle har sin egen indtægt, og mandens løn er vel hans penge og hendes løn er hendes penge, skriver Kirsten Nielsen blandt andet i en kommentar.
Kvinder går på barsel og laver mest i hjemmet
I den anden boldgade er der også dem, som synes, det er helt fair, at pensionen bliver delt, hvis man er et par med børn.
Her henviser flere læsere til, at kvinder på barselsdagpenge ikke får betalt pension under deres barsel.
– Selvfølgelig skal det deles. Det er kun kvinder, der kan føde børn, og i den periode får hun ikke betalt pension, skriver Marie Kirstine Christensen blandt andet i en kommentar.
Og Jesper Gredsted Smidth er enig.
– Selvfølgelig skal et par dele pensionsopsparingen lige ved skilsmisse. Familie er jo et fællesskab, skriver han blandt andet i en kommentar.
Hos Britta Astrup handler delingen af pensionen ligeså meget om, at kvinder i virkeligheden har dobbeltjob.
– For mig handler det også lidt om, at hun laver alt arbejde i hjemmet (evt. også i haven). Statistikker viser, at de fleste erhvervsaktive kvinder er dem, der handler og tager slæbet med huslige opgaver. Det giver faktisk dobbelt job, skriver hun
Alternative løsninger end 50/50
Pensionen kan også deles på andre måder end 50/50, som debattøren Celina Esbensen lægger op til i sit debatindlæg.
Det mener Anne-Lise Krogh Andersen, der kommer med et andet bud på en løsning.
– En bedre (og mere proaktiv) løsning er, at den partner, der tjener mest, indbetaler differencen i partnerens pensionsopsparing i den periode, hvor partneren går ned i tid/sætter sin karriere på pause for at tage sig af deres fælles børn, skriver hun.
Hvis du vil være med i debatten, kan du finde opslaget på Fagbladet 3F´s Facebook-side.

