Skal mænd dele deres pensionsopsparing lige over med deres kone eller kæreste?
Det spørgsmål har sat brand i debatten på Facebook.
Under overskriften “Stik mig halvdelen af din pension, mand” skriver journalisten Celina Esbensen i et debatindlæg i Politiken, som er delt på Facebook, at hun har lavet an aftale med sin mand: Hvis de en dag går fra hinanden, så deler de deres pensionsopsparinger lige over.
Og hun opfordrer alle andre kvinder til at lave en lignende aftale.
Kvinderne tager slæbet i hjemmet
Måske kender du selv scenariet herunder, som udspiller sig i mange danske hjem:
Kvinden tager sig af det meste, der har med børn og praktik at gøre. Hun køber ind til frikadeller og madpakker, hun tjekker og svarer på de mange beskeder på Aula, og hun husker hvor og hvornår børnene skal til fodboldstævne i weekenden.
Hun er familiens projektleder, og hun bruger typisk en time mere om dagen på husligt arbejde. Men al den tid får hun ikke løn for.
Imens går manden på arbejde, typisk til en højere løn, og samtidig sparer han så mere op til pension, end hun gør.
I det tilfælde, at parret vælger at gå fra hinanden, vil manden altså stå med en langt større pensionsopsparing end sin kone eller kæreste.
Og det er ikke i orden, understreger journalisten Celina Esbensen i debatindlægget.
Hun foreslår derfor, at par med børn deler pensionen 50/50, hvis de bliver skilt eller går fra hinanden
“Kæmpe tabersag for det kvindelige køn”
Det er dog langtfra alle i debatten, der er enige.
Flere mænd kæder spørgsmålet sammen med, hvordan tiden med fælles børn deles i tilfælde af skilsmisse.
– Det er en kæmpe tabersag for det kvindelige køn. Så snart alt skal deles på denne måde, skal rettigheder og tid med børnene det vel også? Får manden så børnene fire ud af ugens syv dage for at kompensere for den arbejdstid, han har brugt på at få en større pensionsopsparing? spørger en mandlig Facebook-bruger.
– Jeg kan ikke se, at pensionen skal deles ved skilsmisse. Man tager nogle valg i livet, og de valg står man vel ved, og går man hvert til sit, starter man på en ny og skal ikke være stavnsbundet til sin eks på grund af pensionen, lyder det fra en kvinde i debatten.
Opbakning til ægtepagt
Der er dog også opbakning til en såkaldt ægtepagt, som journalist Celina Esbensen slår på tromme for.
– Selvfølgelig skal I se at få lavet en ægtepagt. Det betyder, at man deler begges pensionsopsparing lige over i tilfælde af skilsmisse, skriver en kvinde i debatten på Facebook.
En ny undersøgelse fra Rockwool Fonden viser, at danske mænds pensionsopsparinger i gennemsnit er 19 procent højere end kvinders. Og jo flere børn, et par får, jo større bliver på forskellen på opsparingernes størrelser – i mandens favør.

