Sagen om udsatte børn, der blev sat til ubeskyttet at arbejde med asbest har udløst et ramaskrig. Også hos formand for 3F Holbæk-Odsherred, Allan Andersen.
Han kalder det dybt forkasteligt og kynisk, at det lokale Odsherred-firma LM Multiservices har ladet unge sårbare mennesker arbejde med asbest uden værnemidler på en ejendom i Sønderborg.
– Der er det værste, jeg har set indenfor børnearbejde og er så uhyggeligt og kynisk at lokke unge mennesker, at det går over min forstand, siger han.
Det viser sig nu, at LM Multiservices har haft seks udsatte børn i gang med ulovligt børnearbejde med asbest og ikke kun to, som det fremgik i første omgang.
Allan Andersen er rystet over sagen og fortæller, at 3F vil holde skarpt øje med virksomheden.
– Vi er gået i gang med at kigge nærmere på firmaet, siger Allan Andersen, der forventer en snarlig konkurs efter asbest-skandalen.
– Firmaet blev oprettet i april i år og står officielt rubriceret under branchen “vejhjælp”. Hvorfor beskæftiger firmaet sig med nedrivning. Der er mange ubesvarede spørgsmål, siger Allan Andersen.
Allan Andersen tror ikke på, at de udsatte unge havde en regulær kontrakt med virksomheden.
– De er blevet aflønnet i naturalier, siger Allan Andersen, der mener, at personerne bag firmaet fortjener en hård straf.
Fagbladet 3F arbejder på at få en kommentar fra LM Multiservices.

