Sagen om børn, der har udført livsfarligt asbestarbejde på en landejendom i Sønderjylland, tager nu en ny drejning.
Borgmesteren i Odsherred Kommune, Karina Vincent, fortæller til TV2, at kommunen kender til i alt seks børn, der har arbejdet for virksomheden LM Multiservices, som er anklaget for ulovligt børnearbejde med asbest.
Indtil videre har der kun været kendskab til, at to børn skulle have været med til at rive et asbestholdigt eternittag ned uden sikkerhedsudstyr.
Men ifølge borgmesteren har seks børn i alderen 12 – 16 år arbejdet for virksomheden – og mindst tre har arbejdet med asbest.
– Vi ved ikke, hvad de tre andre har lavet for virksomheden, men vi ved, at de har arbejdet der, siger hun til TV2.
Ifølge borgmesteren er der også tale om udsatte børn.
– Det er alle sammen unge mennesker, der har nogle udfordringer og dermed ikke de mest ressourcestærke, siger Karina Vincentz til mediet.
Mener skolepraktik er dækhistorie
Ifølge borgmesteren har de unge selv oplyst til Arbejdstilsynet, at de var i skolepraktik.
De har desuden givet navnet på en fiktiv medarbejder fra kommunen, som de påstod at have en aftale med, fortæller hun.
– Det er derigennem, vi bliver klar over, at der er noget, der ikke er helt rigtigt, og heldigvis hopper Arbejdstilsynet heller ikke på den historie, lyder fra borgmesteren.
Hun mener, at der er tale om en dækhistorie.
– Jeg tror, det er en historie, de unge mennesker har fået at vide, de skulle fortælle, hvis de blev stoppet. De unge ringer også op til den her såkaldte fiktive medarbejder, som om at de har en aftale. Men det er altså en person, der ikke eksisterer, siger hun.
Aflønning i sorte penge og elektronik
Borgmesteren fortæller også, at børnene har udført arbejde om natten – noget, naboer til landejendommen også tidligere har fortalt til JydskeVestkysten.
Og ifølge borgmesteren er børnene blevet aflønnet i kontanter og elektronik.
– Det er stærkt forkasteligt og tangerer virkelig til udnyttelse af børn og unge, og det kan man kun tage kraftigt afstand fra, siger hun til TV 2.
Borgmesteren fortæller også, at hun ikke har kendskab til andre steder end ejendommen i Sønderjylland, hvor det ulovlige arbejde skulle have fundet sted, og at børnene ikke var i skolepraktik, men arbejdede i deres fritid.
– Det er selvfølgelig en fejl
Virksomheden LM Multiservices har adresse i Hørve, under Odsherred Kommune, på Sjælland.
Ejerne bag, Joe Mammen og Tobias Nielsen, forklarede tirsdag til Radio IIII, at børnene er blevet hyret ind som underleverandør af en anden virksomhed, som står for byggeprojektet i Sønderborg, fortæller de til RADIO IIII.
Det er dog LM Multiservices, der ifølge Arbejdstilsynet har udført opgaven med tagarbejde i Sønderjylland og dermed står for ansvaret. Og virksomheden fik i alt 14 strakspåbud af tilsynet for sjusk med håndteringen af asbest og brug af børn til arbejdet.
Til Radio IIII fortalte de også, at de ikke vidste, hvad asbest var, før de sendte teenagere ud på byggepladsen, og at de ikke var over, at der var tale om mindreårige.
– Det er selvfølgelig en fejl af os, at vi ikke har tjekket hundrede procent op på det. Det er selvfølgelig meget beklageligt for forældre og involverede parter i sagen, at sådan noget kunne ske, siger Tobias Nielsen til Radio IIII

