3F advarer mod misbrug: Disse grupper rejser ud med danske dagpenge

I 10 år har forslag fra EU om at udvide ordningen for at tage dagpenge med til andre lande ligget i dvale. Men nu sker der pludselig noget – og det er dårligt nyt, lyder det fra 3F’s a-kasse.
- EU-borgere står til fremover at kunne tage dagpenge med ud af landet i op til seks måneder for at søge job i EU. I dag kan de kun det i tre måneder.
- Det er først og fremmest østeuropæere, som rejser hjem med danske dagpenge. Men kun få ender med at få job.
- Danske europaparlamentarikere og 3F's a-kasse advarer mod misbrug.
Det går ofte langsomt med at få vedtaget ny lovgivning i EU.
Men når det handler om at udvide mulighederne for at tage dagpenge med til sit hjemland, er det gået så meget i snegletempo, at mange har troet, at forslaget var dødt og borte.
Det er 10 år siden, at EU-Kommissionen fremsatte et lovforslag om, at EU-borgere skal kunne tage dagpenge med til udlandet i seks måneder i stedet for de nuværende tre måneder.
I lige så lang tid har skiftende danske regeringer kæmpet imod.
Det er en klar bekymring for os, at de nye, udvidede regler risikerer at føre til et misbrug.
Thomas Bentsen
Men slaget ser nu ud til at være tabt: Ministerrådet og Europa-Parlamentet er nemlig nået til enighed om en aftale, der udvider ordningen til seks måneder. Den er ikke endelig vedtaget, men alt tyder på, at det kommer til at ske.
Og det er dårligt nyt, står det til 3F:
– Det er en klar bekymring for os, at de nye, udvidede regler risikerer at føre til et misbrug, siger viceforretningsfører i 3F’s a-kasse, Thomas Bentsen.
Kun få for job
I EU-sprog er lovforslaget en ændring af forordning 883. Den skal gøre det lettere at rejse over landegrænser og finde arbejder som led i EU’s indre marked, hvor arbejdskraft skal flyde let over grænserne.
Men hidtil går det rigtig langsomt med det projekt:
I 2024 rejste lige knap 2.500 til udlandet med danske dagpenge. Kun hver femte var danskere. De fleste var østeuropæere. Men forsvindende få endte med at få et job, nemlig kun 135.
Polakker, rumænere og bulgarere optjener altså ret til dagpenge i Danmark og rejser tilbage med danske dagpenge for at søge arbejde i op til tre måneder – oftest forgæves.
EU’s planer om at udvide ordningen har skabt bred modstand i Danmark, både blandt arbejdsgivere, fagforeninger og politikere.
Frygten er, at det kan give grobund for misbrug og ”velfærdsturisme”. Altså at borgere fra fattigere EU-lande bevidst skulle forsøge at udnytte velfærdsydelser, når de for eksempel rejser hjem med en ydelse fra den danske stat, som er mange flere penge værd i hjemlandet.
Aftalen er et chok for mig.
Marianne Vind
En stor bekymring
Thomas Bentsen stiller spørgsmål til, om reglerne bliver brugt, som de er tænkt, når så få får et job i deres hjemland, mens de får danske dagpenge.
– Hos mig vækker det bekymring, at en udvidelse af ordningen ser ud til at gå igennem nu, siger Thomas Bentsen, som vurderer at kampen i EU endegyldigt er tabt, fordi Danmark står ret alene med sin modstand over for forordningen.
– Det er jo ikke sikkert, at ordningen vil eksplodere. Det ved vi ikke noget om. Men det helt klart en stor bekymring, som vi skal holde skarpt øje med, siger han.
“Et chok”
Danske EU-parlamentarikere vender også tommelen ned over for den nye aftale:
– Aftalen er et chok for mig. Min frygt er stadig, at der vil komme velfærdsturister, siger Marianne Vind, medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet til Altinget.
Det samme gælder Venstres medlem af Europa-Parlamentet Morten Løkkegaard:
– Det er dårligt nyt. Det er ikke noget, der gavner tilslutningen til EU, siger han til Altinget.

